Hjemmeside intro

Betragter man Koldings rytmiske musik – og smalle filmudbud set fra et græsrodsperspektiv, har byen i en del år sagtens kunnet måle sig med de største byer, hvad angår en progressiv mentalitet. Det i en grad, så kræsne musik -og filmelskere ikke behøver at køre ud af byen for at få deres underholdningsbehov indfriet.
At det udbud med masser af koncerter og ny art house film hver uge praktisk kan lade sig gøre, skyldes i høj grad byens foreningskultur, hvor mange medborgere ønsker at gøre en forskel og frivilligt deltage i det praktiske arbejde.

Hjemmesiden, der rummer over 150 artikler, har gennemsnitligt et besøg på mellem 20 og 30 pr. døgn. 15 05 2019 har ialt 37.205 været inde siden hjemmesidens start i marts 2013.  

"Film skal ses i biografen" Værk uden skaber m. fl. aktuelle film Læs mere her                Kommende udsøgte film i Kolding Læs mere her 

Udsøgte udgivelser: The Stray Cats: 40 (Udgivet af Mascot Label Group 24. maj) Rammstein: Untitled (17 05), The National: I Am Easy to Find (17.5.), Paul Gilbert: Behold Electric Guitars (17.5.), Uffe Lorenzen: Triprapport (10.5.), Humørekspressen: Til Ære for Alle (10.5.), Laid Back:  Healing Feeling (3.5.), George Benson fortolker Chuck Berry og Fats Domino: Walking to The New Orleans (26 04),  Gangway: Whereever It Is? (5.4.) Kim Larsen: Sange fra første sal (29.3.), Confession the Blues (udvalgt af Rolling Stones 9.11.)  Læs mere her  Lennny Kravitz: Raise Vibrations (7.9)  Læs mere her                                        

68ernes musikalske mødested:  Sebastian: Hun Nåede at Klappe Hunden (26.4.), Gnags: Robot `n`Roll (12.4.) Mark Knopfler: Down The Road Forever (16.11.) The Beatles: The White Album, remix (nov.), Buddy Guy feat Mick Jagger, Keith Richards,   Læs mere her       Der er go`i 68er musikken  Læs mere her   

Aktuelle stjernetegn  Læs mere her    Garvet astrolog har lagt verdenshoroskop Læs mere her

Nyeste indlæg: Tirpitz - fra bunker til museum (25 05 19) Læs mere her Dengang en ubåd gjorde Kolding unik (25 05 19) Your Rainbow Panorama (23 05 19) Læs mere her På tur med Fats Domino i 1990 Læs mere her Samtale med heksen Dannie Druehyld (22 05) Læs mere her , Lemmy portræt (22 05 19) Læs mere her ,  Egon Pedersen NEKROLOG, død 12.4.19), Læs mere her Dorrit Svoboda, mindeord fra april 2019  Læs mere her Martin Røen Hansen, ny leder af Godset Læs mere her, Mine unge år - Kim Larsen (4.12.), Læs mere her   Klimaanlægget et mini paradis (04 11 18) Kim Larsen og Erik Clausen interview 1983 Læs mere her    Dan Túrell interview fra maj 1984 Læs mere her   
 
    

Musikhjørnet

Albumanmeldelser vedr. 68ernes musikalske mødested og Udsøgte udgivelser 2019 og 2018:
 
Gnags, The Beatles Esher Demos, Marianne Faithfull, Paul McCartney m.m. fl. ved 68ernes musikalske mødested: Læs mere her
 
Udsøgte udgivelser fra 2019 og 2018 med bl. a. The National, Claus Hempler, Kim Larsen, Skullclub, Beirut og Baal  
 
De er mestre i melankoli: The National: I Am Easy to Find (Udgivet 17. Maj af Playground) Anm. XXXXXX
At livet for mange kan være en svær størrelse at tackle, præger musikbranchen, hvor begrebet melankoli oftest bruges, når musikere skal finde en platform at arbejde udfra. Kunne man i mange udgivelser fristes til at sige til afsenderne, at ”tag en tudekiks”, forekommer irrelevant, når det drejer sig om neyorker gruppen The National. De har endda rangeret som et af de største internationale navne de seneste mange år, og som i år er Roskilde Festival aktuelle. De iagttagere, der har modet til at genrebestemme dem, drister sig til at kalde deres musik for ”indierock.”
Hvorom alting er, er The National her i maj aktuelle med deres ottende album I Am Easy To Find, halvandet år efter den glimrende Sleep With Beast. Som sædvanligt har de styr på det eksperimentelle, og deres opfattelse af deres omverden.

Kvindestærkt album
The National, der er flankeret omkring af Dessner brødrene, den danskgifte Aaron, som tillige bor i Danmark, og hans enæggede tvilling Bryce. Men The National giver også god plads til kvinderne, med f. eks. Lisa Hannigan og Sharon van Etten på ”The Pull of You” og ”So Far So Fast” med Lisa Hannigan,
Indledningens forbehold overfor melankoli tackler de med en kækhed og friskhed, der sine steder i musikken udmøntes i mindre elektroniske virkemidler, men som ellers er nuancerigt ok hertil
The Nationals force er at skrive nogle molbaserede ørehængere og så strø masser af arrangementer på, og bedst på I Am Easy To Find Bedst er ”Quiet Light”, ”Oblivion Fear” og ”Hey Rosie”. Men det er kun detaljer, der udgør forskellen, for lige så mange melodier er ret gode. Tager man så deres bagkatalog i ed, er der “Bloodbuzz Ohio” og “I Need My Girl”. Et møde med The National kommer godt ud i følelsesspektret, faktisk lige fra den lette til det tunge musik, ok der hvad enten det er som album eller koncert. l

I sync med deres publikum
The National er vokset betragteligt rent publikumsmæssigt de senere år, men musikalsk udvikler amerikanerne sig ikke synderligt.
Højdepunkter i The Nationals karriere fremkom med ”High Violet” fra 2010, ’Trouble Will Find Me’ fra 2013, og mesterværket ’Sleep Well Beast’. Hvor progressivitet og musikalsk nytænkning er begrænset eksisterende, er det med årene lykkedes The National at være i sync med deres publikum,

Hempler ang midtlivskrise: Claus Hempler: Kuffert Fuld af Mursten (Udgivet 26. april) FEATURE
Hvis ikke hr og fru danmark kendte Claus Hempler i forvejen, så kom de til det, da han fornylig var med i Toppen af Poppen, idet han var så sikker i sine fortolkninger af sine kollegaers sange, at han gjorde mange af dem til sine.
Musikfreaks derimod kan huske Hempler, da han op til 90erne dukkede op på rockscenen med det fynske rockband Fielfraz.
I dag, hvor han snart nærmer sig de 50, er han aktuel med Kuffert Fuld Af Mursten. Det er et eksistentielt album, hvor Hempler ser tilbage på sit liv med fokus på det, der ikke blev til noget som f. eks. karrieren, kærligheden og livet. På ”Vejen frem” synger han: ”Jeg har meldt mig ud af klubben/ jeg har sløset med min tid og mit husmandstalent/ mit mindreværd er kun overgået/ af en opblæsthed der er støbt i cement«.

VIPere
En klub, der herhjemme også består af f. eks. C. V. Jørgensens livsbetragtninger, og croonet som en anden Leonard Cohen.
På ”Navnet er Hempler” figurerer han som en eftertænksom charlatan, der husker tilbage til »dengang jeg var hotshot/ og allerhelvedes hip«, og som erkender, at han blot er en »jubelidiot/ popsanger og douchebag«, ligesom han om sin nuværende situation på nummeret ”Gammel travhest takker af” synger »her/ sidder os der er tilbage/ med vores tid der er forbi«, hvor han får os til at tænke på Gnags` ”Når jeg bli`r gammel”, men som ellers er inspireret af bl. a. New Order og forfatteren Karen Blixen.
Og ja, Hempler synger nu på dansk ovenpå en karriere, hvor hans to forudgående albums var på engelsk. De bedste numre på Kuffert Fuld Af Mursten er ”Navnet er Hempler”, ”Jeg Drømmer Om En Sang”, ”Gammel Travhest” og ”Vejen Frem”

Messer sine numre
Eller begrebet ”messer” passer måske bedre her, for han evner at opnå en zenagtig atmosfære, hvor tekstlinierne står, som var de mejslet i granit. Om det kan forekomme som for meget Claus Hempler? Nej, for Hempler forstår som en af de få herhjemme betydningen af en effektiv selviscenesættelse
Et eksempel på granitmejsling kan høres i tekstlinien ingen fyldestgørende rapport/ der bliver overrakt i en brun konvolut/ der er kun de popkorn der ligger tilbage/ når filmen er slut«.
Jo flere gange, man lytter albummet igennem, jo større forekommer det, så Hempler har placeret sig med et af årets mest givende albums.

Larsen farvel: Kim Larsen: Sange fra første sal (Udgivet af Warner 29. marts) Anm. XXXXXX
Kim Larsen døde 30. september sidste år, og mens det så småt er ved at blive musikhverdag uden Kim, så udkommer nu Larsens absolut sidste album, Sange fra første sal som et lyn fra en klar himmel.
Som der står nederste til venstre på coveret, så er der tale om 12 skitser, optaget hjemme fra privaten af sønnen Hjalmar og Larsens mangeårige impresario Jørn Ørn. De har i en larsensk ånd spillet med trommemaskine og akustisk guitar, i et unplugged udtryk, for at finde tilbage til rødderne.
 
Afklaret Larsen
Sange fra første sals bedste sange er ungdomserindringen ”En Brøkdel af et Sekund”, der har noget Gasolin` sk over sig og som også sender hilsener til ”De Smukke Unge Mennesker”. Derudover er der ”Dagens Mand”, der handler om tidens trends, og ”Miss Måneskin,” hvor denne er en hyldest til Larsens frue Liselotte Kløvberg
Tager man de indspilningsmæssige procedurer i brug, så er Sange fra første sal en imponerende bedrift, set fra hovedpersonens vilkår, og det samlede album er blevet så godt som det kunne. Og fikst at benytte sig af en omskrivning af filmtltlen til Roy Andersson Sange fra anden sal. Ellers så kredser sangene sig om ungdommen, kærlighed, moderne kvinder samt det uundgåelige emne, Døden.
 
Passioneret personlighed
Det er ellers med en sjælden andægtighed, at man hører Sange fra første sal igennem. Trækker den aldrende spillemand pludselig en hvid kanin op af hatten i form af et genreskift, eller bliver man præsenterer for hittet?. Nej, så det er mere Larsens rolle som passioneret personlighed, man kan give sig til at undersøge nærmere, og f. eks. dvæle ved, at Kim Larsen griber tilbage til Ove Abildgaards digt om den danske sommer. Desværre er der ikke meget brod her, heller ikke på ’Den store dag’, ’Fætter Fritz’ og ’Brønshøj-Husum Ungdomsklub’.
Så udover stadig at være i besiddelse af den poesi, datidens gårdsangere også var leveringsdygtige i, betjener Larsen sig i en ramme, hvor hans musikalske spekter på få minutter går fra fadølskulturen til forgængelighed
Eller sammes eksistentielle tanker, der f. eks. fremkommer i disse linier med ”Det er ufatteligt at verden går sin gang/mens jeg sidder her og synger den samme sang.”

Når Kolding rocker: Skullclub: Smækhugger (Udgivet 22. februar af Mighty Music/Target Records) Anm.: XXXXXX

Hvis man forestiller sig undergrunden i bakken under Koldinghus som et hjemsted for byens mange aktiviteter, så må bandet Skullclub fylde en betragtelig del her. Og hvor Koldinghus tidligere har huset konger, så er Skullclub disse års konge udi rock ´n´ roll, kan man forvisse sig om ved at lytte til deres andet album, Smækhugger igennem.

Ligesom på deres debutalbum Gamle Ar og Nye Tænder fra 2015 står den stadig på ”søsyg punkrock i et banjo helvede”, sunget bl. a. med et ”sing along sailor ølkor”, som frontfiguren Troels Bjorhold dengang erklærede, og den stil har de heldigvis bibeholdt, hvilket på toeren fremgår af de tre første sange, ”Knæk Nak Skipper”, ”United Fake America” og ”Du Som Lort”, der alle er festlige, fandenivoldske og forrygende.

Smittende energi
Også albummets øvrige sange er gode eller ret gode, og energien er smittende hele vejen igennem. Så meget, at det grænser til konservatisme, når de gennem deres karriere har været omhyggelige med kun at sende noget på markedet, når sangene var til det. At de kalder sig Skullclub skyldes deres brandtilgang med noget sømand eller pirat, og da de selv syntes, at ”skoldkopper” lød åndssvagt, blev det til Skullclub.

Mine småindvendinger er dog kun peanuts, for folkedybet vil med garanti finde behag i deres musikalske sindelag, og ubevidst fryde sig over, at de har fundet en hylde, de kan lægge vreden omkring brandet op på.

Ang. alder
Forsangeren Troels Bjorhold har for længst passeret de 40, og ser ikke det med alderen som en problem, men at det handler om at spille det, man brænder for indvendigt.

Udover vokalisten Troels Bjorholm har Skullclub også medvirken af Morten Husted (der i øvrigt også er kendt fra Olivenhaven-slænget med bl. a. Helge Engelbrecht), og som på Skullclub spiller guitar, banjo, mandolin og som også synger, guitaristen Christoffer Skau, trommeslageren Thomas Ebdrup og bassisten Ollie Kanevil. Før deres to albums udgav de To ep´er, ”Død & Kritte” fra 2011 og ”Klyng dem op” fra 2013. Som lytter fornemmer man, at de har stof nok i sig til meget mere.

Længe leve New Orleans: George Benson fortolker Chuck Berry og Fats Domino on ‘Walking to New Orleans’ (Udgivet 26. april af Mascot Label Group / Provogue Records) Anm. XXXXXX

Når man som George Benson har udgivet over 40 albums, hvor en stor del af disse er jazzbaseret, så skulle man tro, at alle dybe tallerkener var opfundet.
Men nej, for med sit 45. album Walking to New Orleans har han trukket noget, der kunne ligne en hvid kanin, op af posen, idet han fortolker de mest kendte numre fra

Fats Domino og Chuck Berry
Fra Fats Domino gælder det f. eks. numre som "Rockin' Chair," "Ain't That a Shame," "I Hear You Knocking," samt albummets titelnummer, mens Chuck Berry er repræsenteret ved f. eks. "Nadine (Is It You?)," "You Can't Catch Me," "Memphis, Tennessee," og "How You've Changed."

På den måde er Benson lidt ude i samme ærinde, som da han i 2013 udgav 'Inspiration: A Tribute to Nat King Cole. Altså med at give nyt liv til kendte klassikere , så også nye generationer kan få glæde af de gamle koryfæer. Han får hjælp af trommeslageren Greg Morrow, guitaristen Rob McNelley, pianisten Kevin McKendree og bassisten Alison Prestwood.
 
Beiruts bedste: Beirut: Gallipoli (Udgivet af PIAS/Border 1. februar) Anm. XXXXXX

Indrømmet, jeg kendte ikke Beirut, da en ven for en halv snes år siden lånte mig albummet The Gulag Orkestar fra 2006 som en modpol på alt den guitarmusik, jeg ellers dyrkede. Og må vedstå, at jeg blev overrasket, for denne fortolkning og af en på det tidspunkt 20årig amerikaner ved navn Zach Condon var ganske enkelt overraskende for mig, bl. a. p. gr. af hans horn og så det faktum, at han sang drivende sentimentalt, men også, at han formår at indfange hele den serbiske musiks dna med bl. a. messingblæsere og bastante trommer, det er bare enestående.

Bare et år efter gentog han meget af stiløvelsen på The Flying Club Cup, og nu er han så ude med Gallipoli, hans hidtil bedste album. Hør blot numrene ”Gallipoli” og ”I Giardini”, der i deres grundsubstans er komponeret på hans Farfisa orgel, og bliv overbevist, for igen fremtryller Condon nogle pittoreske billeder og situationer fra eksotiske steder, godt hjulpet på vej af trommer og percussions. Ikke helt på højce med de førnævnte numre, men alligevel værd at dvæle ved, er Varieties Of Exile og Landslide. Beiruts hidtil bedste udspil
 
BAALs bedste: BAAL: Time Is Old (Udgivet 11. Januar af Shine Music) Anm. XXXXXX
Der er dansk rockmusik, og så er der BAAL. Nemlig et band, der nægter at lade sig passe ind i den rockpolitiske korrekthed, men som har det bedst med at gå egne veje. Det har så resulteret i nogle selvvalgte pauser. Dels fra deres trediesidste album, The Supreme Machine fra 2002, til en pause på seks år til deres næstsidste album Behind Your Echoesfra 2008 og så minsandten igen en pause på næsten elleve år til deres aktuelle album, Time is Out.

Teaterinspireret
Lige fra deres debut med Sensorama fra 1996 har der for det meste været tale om et band, der dels leder tankerne hen på David Bowie, men også var garanter for en voldsom og pompøs rockmusik, der hentede ikke så lidt effekter fra alskens teaterstemninger, ofte fra Faust. Elleve år kan synes som en rum tid at befinde sig på vågeblus, når man ellers er et driftigt band, der betjener sig af både mystik og forskellige tematikker. I pressematerialet står der, at da BAAL fornemmede, at de stadig havde noget at byde på, først mødtes i den svenske ødemark, på en skrænt ved kysten og senere i Korinth.

Sitrende musik
BAALs frontfigur er fortsat Bjørn Fjæstad, der som 51 årig i efteråret 2015 var ude som solist med Du Kender Intet Til Mig. Men BAAL har hele tiden rumsteret, og hvor i opvarmningsprocessen til albummet Time Is Out, at numrene er undfanget, kan man kun gisne om. Men deres unikke tilgang til rockens dna har hele tiden været til stede, for det så at sige sitrer fra stort set hvert eneste af albummets tolv numre.
Der lægges stilistisk selvsikkert ud med rockeren ”Mr. Burden”, skiftes genremæssigt gear i ”The Freakshow” for så igen at tone ned, men stadig med intensiteten i behold, på ”The Sorry Song”, som samtidig er tre af albummets bedste sange.. Dernæst kommer støjrockeren ”She`s So Good To Me”, som igen glider over i balladen ”Slowly”. Noget teatereffekt er der også blevet plads til med ”Everything Will Sieze Us”, og som får det storladne til at falme lidt på de tre efterfølgende numre, inden der igen bliver rettet op på det i de to sidste numre, ”I Gotta Give It All Up” og ”Reverent Son,” ligeledes to gode sange.

Skærebrændervokal
Er rocken intakt næsten hele albummet igennem, er det Bjørn Fjæstad´s skærebrændervokal, der er i front for resten af orkestret, og samlet er der dikteret 2019 med store fede typer. Så dejligt med et band, der både har modet og evnen til via rockmusikken konstruktivt at kunne beskrive vrangsiden af samfundet. Og herligt, at de tør iklæde deres i øvrigt gode sange med noget støj.
Time Is Out er blevet til BAALs hidtil bedste og måske mest personlige udgivelse, fordi de for længst har droppet behovet for at skulle bevise deres evner. De 6 stjerner er fuld berettigede 
 
 
 
 
 
 
 

Koldings dansende blomster

 (indsat 10 04 17) Det er så herligt, når en stor hvid gavl får påmonteret nogle blomstermotiver, der frisker op på såvel gavlen, men også på atmosfæren i hele nærområdet. Læs mere her
 
Guldtunnellen som den eneste af sin slags i landet Læs mere her
 
Drachmanns bænk har fået udsigt
 
 Næppe andre af byens bænke er så berømte som Drachmanns bænk, som står på toppen af en bakke med udsigt over Marielundssøen. Læs mere her  
 
Kolding er en kulturel myretue  
 
 Historiens vingesus dominerer via Kolding Feriebys skiltetræ ... Læs mere her 
 
  Søterrassen som happeningsted Læs mere her
 
 
Vandmasser i stryg skaber indbygget action Læs mere her

Kolding set med anderledes øjne Læs mere her 

 

 

Film skal ses i biografen

Cannes og Netflix:  

(Indsat 17 05 19) Det skabte furore i hele filmbranchen, da Netflix filmen Roma sidste år vandt Guldbjørnen i Venedig. Især fordi Cannes et lille stykke tid før havde udelukket alle Netflix `film fra konkurrencen. Det kunne se ud som om Cannes og dermed filmkunsten var knockoutet. Hvis disse forhold ville blive praktiseret fuldt ud, ville det betyde, at publikum i en fremtid kunne blive tvunget til, at se de store kunstneriske film hjemme i tossekassen og biograferne ville begynde at skrante. Eller som Ole "Bogart" Michelsen i sin tid sagde, at "film skal ses i biografen."
 
Filmen som den 7. kunstart
Her i 2019 ser ud til, at Cannes tager konkurrencen op, og giver plads til biografauteurs som Quentin Tarantino, Ken Loach. Dardenne-brødrene, Pedro Almodovar, Jim Jarmusch og Terrence Malick. På papiret ser det godt nok ud, hvor indvendere peger på, at det næppe er fra denne kant, at den store kreativitet og filmnytænkning skal findes.
Art cinema filmen har trods prædikatet den 7. kunstart, altid haft tvivlsomme vilkår at arbejde under med et manglende publikum. Her er det godt, at verdens mest berømte filmfestival har modet til at tage kampen op md den generelle kommercialisme, 














































































































































Filmmagi under krigen: Their finest Hour, Danm prem i Nordisk Film, Kolding 4. maj
Under 2. Verdenskrig føler en gruppe mennesker i London, at de er nødt til at handle, set i lyset af den alvorlige situation, som deres land står i. Så i og med, at de går i gang med at lave en film om landets komplekse og krævende historie, fanger de, trods den dystre baggrund, nogle fantastiske detaljer ind, så det bliver til filmmagi og en kærlighedserklæring til film og biografer.
Sådan lyder oplægget til ”Their Finest Hour”, der foregår under nazisternes bombeangreb på London i 1940, hvilket bringer Storbritannien i dyb krise. Befolkningen søger sammen i biograferne for at få lidt adspredelse og meget gerne et godt grin midt i krigens rædsler.

Om at højne folkets moral

Landets ledere har desperat brug for at højne folkets moral. Man beslutter at sætte den uerfarne manuskriptforfatter Catrin Cole (Gemma Arterton) til at lave en patriotisk film, der kan give briterne håb og forhåbentligt inspirere USA til at gå ind i krigen. Catrin skal arbejde sammen med en anden ung forfatter, Buckley (Sam Claflin), og de fascineres begge af en patriotisk historie fra virkeligheden om to tvillingesøstre, der har reddet sårede soldater fra slaget ved Dunkirk i en lille fiskerbåd og sejlet dem hjem til England. Mens de arbejder, brænder Buckley langsomt varm på Catrin, der føler, hun må kæmpe for sit ægteskab med Ellis (Jack Huston), men hverken vil svigte Buckley eller deres film.

Optagelser i en lille fiskerby

Catrin og Buckley slås for deres historie, mens virkeligheden og ministeriet på hver sin måde kommer til at lægge forhindringer i vejen. Optagelserne bliver henlagt til en lille havneby, hvor filmhold og skuespillere flytter til, med alt hvad det indebærer af kærlighed, forviklinger og menneskeskæbner, der folder sig ud. Flødebolleskuespilleren Ambrose Hillard (Bill Nighy), der skal spille gamle Uncle Frank i filmen om tvillingerne, gør, hvad han kan, for at gøre sin rolle større og sine dødsscene mere gribende.

Bag om Lone Scherfig
”Their Finest Hour” er instrueret af danske Lone Scherfig, baseret på Lissa Evens´roman af samme navn. Siden Lone Scherfig debuterede i 1990 har hun været aktiv på filmfronten, og hun fik sit gennembrud med dogmefilmen "Italiensk for begyndere”
I 2000, der blev dansk films største kommercielle succes og vandt bl.a. Sølvbjørnen og kritikerprisen FIPRESCI i Berlin. Det internationale gennembrud med "Italiensk for begyndere” og den følgende ”Wilbur wants to kill himself” gav anledning til, at Scherfig
begyndte at arbejde i udlandet. I 2009 instruerede hun "An Education" med manuskript af Nick Hornby. Filmen vandt publikumsprisen på Sundance Film Festival og blev nomineret til tre Oscars og otte BAFTA-priser, ligesom hovedrolleskuespilleren Carey Mulligan fik sit internationale gennembrud.

Arbejder i England

Siden da har Scherfig instrueret yderligere tre engelsksprogede film. Først den amerikanskbritiske co-produktion "One Day" fra 2011 med Anne Hathaway og Jim Sturgess i hovedrollerne, dernæst "The Riot Club", som foregår i overklassemiljøet på Oxford Universitet, og senest "Their Finest Hour", der er blevet vist på en række festivaler, bl.a. Toronto International Film Festival, London Film Festival, Sundance og Göteborg. Scherfig har derudover koncepturet og instrueret de to første afsnit af den amerikanske tv-serie "The Astronaut Wives Club” (2015).

Marion Cotillard i ny film:

Elsk mig! Danm prem i Nicolai Biograf 27. april

Efter gennembruddet med ”Spurven” har Marion Cotillard kunnet gå på vandet. Hun har spillet for Christopher Nolan ”Inception” og ”The Dark Knight Rises” og Woody Allen, som Picassos elskerinde i ”Midnight in Paris”. Hendes bedste præstation hidtil var som spækhuggerdressøren, der mister sit ben i en ulykke. Men alligevel har sex med Matthias Schoenaerts i ””Smagen af rust og ben”.

Også som arbejderkvinden, der må gå fra dør til dør og tigge sine kolleger til ikke at ofre hendes job for at opnå bonus fra fabrikken i Dardenne brødrenes ”To dage”.

Ægteskabsdrømme
Gabrielle (Marion Cotillard) vokser op i en lille landsby i Sydfrankrig i filmen ”Elsk mig!”, på et tidspunkt i historien hvor hendes drømme om ægte kærlighed bliver betragtet som skandaløse og skøre. Mod hendes vilje, arrangerer Gabrielles forældre, at hun bliver gift med José (Alex Bredemühl), der som en god og kærlig spansk landmand, der forventes vil gøre Gabrielle til en respektabel kvinde. Men da Gabrielle bliver sendt til Alperne for at modtage behandling mod hendes nyresten, møder hun den flotte og sårede krigsveteran André (Louis Garrel) og Gabrielle forelsker sig hurtigt i den flotte soldat.
Nyforelsket begynder Gabrielle at længes efter at stikke af sammen med André og frigøre sig fra et ægteskab, som hun opfatter som et fængsel.

The Fits, Danm prem 27.april i Nicolai Biograf

Den 11-årige Toni bruger det meste af sin fritid på at boksetræne sammen med sin bror i det lokale fitnesscenter, da hun pludselig fascineres af et sammentømret pigedansehold, der træner samme sted. Toni gør alt for at blive en del af sammenholdet i pigegruppen, men da der begynder at opstå mystiske udbrud af besvimelsesanfald blandt pigerne, tvivler hun på sin iver efter accept. Fanget mellem sit eget behov for kontrol og ønsket om accept, må Toni beslutte, hvor langt hun vil gå i jagten på sine nye idealer.
”The Fits” er instrueret af Anna Rose Holmer” og filmen er blevet udnævnt som et tidsskrifts ”25 New Faces og Independent films”
Hjerneforskning til debat:
Du forsvinder, Med i Biografklub Danmark og prem i Nordisk Film 20. april

En af de største udfordringer vi står overfor i de kommende år er, at hjerneforskningen vil omskrive vores ide om hvad det vil sige at være menneske. Derfor bliver vi tvunget til at nytænke hvem vi er, hvordan vi opfatter verden og hvordan vi dømmer vores egne og andres handlinger.

I ”Du forsvinder” er Mia (Trine dyrholm) gift med den succesrige skoleleder Frederik (Nikolaj Lie Kaas), som afsløres i at have begået et alvorligt underslæb. Har han gjort det af egen fri vilje eller er han blevet ramt af en personlighedsændring på grund af en hjernesvulst?


Hvem er min mand?
Mia forsøger med hjælp fra advokat Bernard (Michael Nyqvist) desperat at finde ud, hvad der er sket og hvilken mand hun egentlig er gift med, og hun vil gøre alt for redde sit ægteskab og sin familie. Men hvis Mias tre lykkeligste år var sammen med Frederik, mens han var hjerneskadet, hvem var hun så gift med før?

Med i ”Du forsvinder” er også Michael Nykvist, og filmen er instrueret af Peter Schænau Fog på et bogforlæg af Christian Jungersen.
Nikolaj Lie Kaas har spillet med i et utal af danske film, og senest succes i DR-serien Bedrag(2016). Derudover havde han i 2009 en rolle i den amerikanske filmatisering af Dan Browns kæmpesucces ”Engle og Dæmoner”, og i henholdsvis 2013, 2014 og 2016 spillede Nikolaj Lie Kaas også rollen som Carl Mørck i filmene ”Kvinden i buret”, ”Fsandræberne” og ”Flaskepost fra P”.


Bag kameraet med Trine, Nikolai og Michael

Trine Dyrholm er en af sin generations mest talentfulde skuespillerinder. Fra filmverdenen huskes hun fra ”Festen” fra 1998, og siden har hun repræsenteret danske film på flere udenlandske festivaler, deriblandt især på Berlinalen med ”En Soap” i 2006, ”Lille Soldat” i 2008 og ”En Kongelig Affære” i 2012. Trine Dyrholm spillede ligeledes hovedrollen i Susanne Biers Oscar- og Golden Globe-vindende film ”Hævnen” i 2010, og i 2013 strålede Dyrholm overfor Pierce Brosnan i Susanne Biers romantiske komedie ”Den Skaldede Frisør”

Michael Nyqvist slog først igennem som den alkoholiserede og voldelige mand Rolf i den svenske film ”Tillsammans” fra 2000, og sidenhen for sin rolle som Mikael Blomkvist i filmatiseringen af Stig Larssons Milennium trilogi, omfattense ”Mænd der hader kvinder” fra februar 2009, efterfulgt af ”Pigen der legede med ilden” i september 2009 og ”Luftkastellet der blev sprængt”, november 2009.
Mennesket bag kunsten: David Lynch – The Art of Life, Danm prem i Nico.lai Biograf 20. april

David Lynch slog stærkt igennem i midten af 80erne med "Blue Velvet", der gik tæt på hemmelighederne bag lillebyens facade. Nogle år efter fascinerede han igen sit publikum med den hysteriske "Vilde hjerter" (1990), ligesom TV serien ”Twin Peaks – Laura Palmer’s sidste dage" fyldte et stort publikum med undren. Det var noget helt andet,da han i slutningen af 90erne var ude med ”The straight Story”, der handlede om en gammel mand og hans havetraktor, taget i betragtning af, at han et par år før havde bombarderet vores allesammens sanser med "Lost Highway".
Liv og kunst som ét

Altså en alsidig instruktør, der nu bliver portrætteret i 'David Lynch - The Art Life'. I filmen om ham forstår vi, at hans liv og værksted er ét, mens han selv fortæller i voice-over. Instruktøren Jon Nguyens dansk-amerikanske portrætfilm er generøst ligefrem, renset for talende hoveder og folk, der skal forholde sig til Lynch. Her er kun ham selv, der fører os gennem levende perioder af sin opvækst og karrierestart frem til gennembruddet med 'Eraserhead'. Det er personligt uden at blive snagende privat. Mange af de anekdoter, Lynch hiver frem, kan man genkende i hans værker. Og omvendt synes selv hans mest surreelle kunst at have rod i en personlig historie.


Kærlighed trodser regeringer: Kærlighed kender ingen grænser, Danm prem Nordisk Film 9. marts
Da Seretse Khama (David Oyelowo), kongen af Botswana, i 1947 forelskede sig i og giftede sig med den britiske kontorassistent Ruth Williams (Rosamundd Pike), mødte deres ægteskab modstand og skabte skandale. Ikke kun fra deres respektive familier, men også fra de britiske og sydafrikanske regeringer. Men Seretse og Ruth vælger med hjertet og trodser både deres familier, apartheid og det britiske imperium.
”Kærlighed uden grænser” er baseret på en virkelig historie og instrueret af englænderen Amma Asante, og filmen er med i Biografklub Danmark.

Musical som Oscarvinder:
LA LA LAND, Danm. prem. 23. februar i Nordisk Film
Da den unge instruktør Damien Chazelle med trommeslagerfilmen ”Whiplash” beviste, at han er en kunstner med musik på hjernen og rytme i kroppen, kommer nu hans næste film, ”La La Land”, der som en musical bringer tankerne tilbage til 40erne, 50erne og 60erne.
I Los Angeles, hvor drømme plejer at blive til virkelighed, jagter den unge skuespillerinde Mia (Emma Stone), sit livs store filmrolle. Men indtil den dukker op, må hun tage til takke med at servere café latte til byens store filmstjerner. Den dedikerede pianist Sebastian (Ryan Gosling) drømmer om en fremtid som jazzmusiker, men er tvunget til at acceptere ligegyldige jobs som hyggepianist på små nussede barer for at tjene til dagen og vejen.
Ved et tilfælde mødes de to og forelsker sig hovedkulds i hinanden, men deres kærlighed og karriereplaner sættes på en hård prøve i byen som også er kendt for at knuse hjerter og bryde drømme.
Med i ”La La Land” er også J.K. Simmons, der vandt en Oscar for sin præstation som mentoren i ”Whiplash”




































































































































































Hjerneforskning til debat:
Du forsvinder, Med i Biografklub Danmark og prem i Nordisk Film 20. april

En af de største udfordringer vi står overfor i de kommende år er, at hjerneforskningen vil omskrive vores ide om hvad det vil sige at være menneske. Derfor bliver vi tvunget til at nytænke hvem vi er, hvordan vi opfatter verden og hvordan vi dømmer vores egne og andres handlinger. Læs mere her
 
Billedskønt 30er japanerdrama:
The Handmaiden, Danm prem i Nicolai Biograf 13. april. Læs mere her
 
Iransk succesinstruktør igen på færde:
”Sælgeren”, Danm prem I Nicolai Biograf 6. april Læs mere her

 
 
 
 
 "Youth" og andre film fra indeværende sæson, som forbliver på ens nethinde Læs mere her 
 
 
 
   
  

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
  
 
 


 
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk