Rocking Kolding / Rolling Stones, Niels Skousen, Leonard Cohen Tømrerclaus m. fl. ved 68ernes musikalske mødested 2016

Rolling Stones, Niels Skousen, Leonard Cohen, Tømrerclaus m. fl. 68ernes musikalske mødested 2016

Elisabeth: Rettidig ømhed (Udgivet af Hotblood/Getaway 16. august 2017) Anm. XXXXXX

Lindsey Buckingham og Christine McVie (Udgivet 9. juni 2017, lyttet på nettet) Anm. XXXXXX

Chuck Berry: Chuck (Udgivet 9. juni, 2017 Feature, indsat 12. juni)

Roger Waters: Is This The Life We Really Want? (Udgivet af Sony 2. juni 2017) Anm. XXXXXX

Ray Davies: Americana (Udgivet 21. april 2017) Anm XXXXXX

Deep Purple: InFinite (Udgivet af Playground 7. april 2017) Anm XXXXXX

Bob Dylan: Triplicate (Udgivet af Sony Music 31. marts 2017) Anm XXXXXX

Leif Sylvester, Family & Friends: Ama´r (Udgivet af Target Records 3. februar 2017) Anm. XXXXXX

David Bowie: No Plan (EP udgivet 10. januar af Sony Music 2017) Anm. XXXXXX

Rolling Stones: Blue & Lonesome (Udgivet 2. december 2016) Anm. XXXX
XX

Sting: 57th & 9 th (Udgivet af Universal 11. november 2016) Anm. XXXXXX

Niels Skousen: Hvem er du som Kommer imod mig? (Udgivet af Playground 4. november 2016) Anm. XXXXXX

Leonard Cohen: You Want it Darker (Udgivet af Sony Music, 21. oktober 2o16) Anm XXXXXX

Glenn Hughes: Resonate (Udgivet af Playground 4. november 2016) Anm XXXXXX

Tømrerclaus: Jaguar (Udgivet af Karma Music, medio august 2016) Anm. XXXXXX


Det gror aldrig mos på en rullesten:
Rolling Stones: Blue and Lonesome (Udgivet 2. december 2016) Anm. XXXXXX
Dengang jeg var teenager, var der stort set kun to bandnavne, vi diskuterede i skolegården, Beatles og Rolling Stones. Beatles for ”de pæne” og Rolling Stones for de, der turde lægge ører til den mere ”beskidte” bluesmusik. Tiden gik, hvor begge orkestre formåede at fastholde vores interesse. Siden holdt Beatles op, men Rolling Stones, hvis navn er opkaldt efter en Muddy Waterssang, fortsatte, trods deres heftige livsførsel, uanfægtet.

Oldies but goodies iflg Stones
Idag, hvor alle medlemmerne har passeret de 70, og hvor det er 11 år siden, de sidst har ladet høre fra sig, er de aktuelle med albummet ”Blue and Lonesome”, som udelukkende består af 12 gamle bluesnumre, og altså uden en eneste sang fra Jagger/Richards. Men med en power og en vitalitet, som er beundringsværdig. Og med en Mick Jagger, der synger, som gjaldt det endnu mange år her på jorden samt med et mundharmonikaspil, der kan blæse enhver omkuld.

Fortolkningens mestre
Bag sig har han Keith Richards´ og Ron Woods skramlede guitarer og Charlie Watts´ særegne trommer. Så dette album handler selvsagt ikke om sangskrivningen, men om fortolkningen, og her demonstrerer de deres erfaring om, hvordan man fanger publikum. Oprindeligt mødtes de ellers i studiet for at indspille nye Stones sange, men da de så kom i gang med Little Walters ”Blue and Lonesome”, tog fanden fat i de gamle bluesrockere, og i løbet af tre dage spillede de sig igennem en håndfuld af deres respektive yndlingsbluessange, og vupti, det 23. Rolling Stones album havde set dagens lys.

Gennemsydende mundharmonika
Som altid hos Rolling Stones er det Mick Jagger, der er i front, men han bliver loyalt og trofast bakket op af sine bandvenner med deres sædvanlige skramlede guitarspil, skæve akkorder, og byder selv ind med en mundharmonika, der gennemsyder meget af projektet. Samlet er de så fandenivoldske og forrygende, som deres alder og status berettiger dem til, og man kan kun have respekt for, at de tør fucke forventningspresset efter nye melodier for i stedet at følge deres musikalske trang med at fortolke gamle numre.

Spildtid?
Som f. eks. når Jagger brøler sig igennem Little Johnny Taylors ”Everybody Knows About My Good Thing” og hylende bearbejder længslen på Magic Sams ”All Of Your Love”. Andre godbidder på albummet er Jaggers markante mundharmonika til slut i Holwin’ Wolfs ”Commit A Crime”. Bedste nummer på albummet er efter min mening Ewart G. Abners ”Little Rain”, hvor rytmesektionen styrer nummeret med et urværks præcision. Jeg kender ellers kun til en lille håndfuld af de numre, de spiller, men må lade rullestenene, at de formår at fortolke dem, så et kæmpestort publikum ville kunne nyde dem mod tidlige tiders sandsynlige lille elitære skare. I den anden ende vil kritikere af ”Blue and Lonesome” med nogen ret kunne anfægte, at de spilder deres tid med dette projekt, hvor man så som gammel fan automatisk vil svare igen med, at der ”gror aldrig mos på en rullesten”. Men lad os håbe, at de tager sig sammen til at udsende de oprindelige sange på et nye album senere.
 
Stings identitetsslinger:
Sting: 57th & 9th (Udgivet af Universal 11. november 2016) Anm. XXXXXX
Selvom Sting et eller andet sted kalder sig selv for rockstar, så kommer man ikke udenom, at der over hans sange er noget forfinet jazzpop. At det så giver ham mulighed for at dyrke sin skønsang, er gennemgående på hans nyeste album, ”57th & 9th”, der er opkaldt efter det vejkryds i New York, hvor hans studie ligger i nærheden af.
Mange musikelskere husker det i dag 65 årige ikon som manden bag Police og verdenshits som ”Roxanne”, ”Message in The Bottle” og ”Every Breathe You Take”, der i parentes bemærket er en af de mest spillede numre i radiostationer over hele verden.

Resigneret Sting
Da han i 1985 gik solo, nåede han at indspille en lille håndfuld albums med blandet materiale, hvor popalbummet ”Sacred Love” fra 2003 er hans næstsidste inden det aktuelle album.
Som mange af sine kolleger er Sting ikke vred, højest resigneret og oftest håbefuld med udpræget gentlemanmanerer. På sit første album i 17 år, ”57th & 9th” tager han dog hul på den storpolitiske situation, idet et nummer, ”Inshallah” handler om flygtninge, der flygter til Europa, og så ”One Fine Day, der til gengæld omhandler klimaforandringerne. I en anden emnedel er nummeret ”50.000” en hyldest til Prince, idet han gerne vil kommentere de kulturelle ikoners død, hvor han et sted har sagt, at hybris ikke betyder noget i den sidste ende, og hvor vi alle er nødt til at stille spørgsmålstegn ved vores udødelighed.

Arrangementer med slinger i valsen
Så indenfor emnedispositionen følger han ganske godt med i sine jævnaldrende medkollegers fodspor. Når det derimod kommer til musikken, så er der lidt slinger i valsen hvad angår arrangementerne. For melodierne er for det meste organiske og varme i deres fremførsel, men de kræver noget af deres lytter for at man rigtig skal kunne læne sig tilbage i sofaen og nyde det. I Princehyldesten ”50.000”, ”Down Down Down” og ”Pretty Young Soldier” er der startanslag til noget, der kunne blive godt, men så er det som om der farer en perfektionistisk djævel i ham, som fører melodien ud i nogle omfartsveje, inden han igen kommer på ret køl.

Bedst til ballader
Så det er i balladerne, har står stærkest, hvor hans vokal er gribende i ”Heads South On…”, og hvor ”If You Can´t Love Me og ”Inshallal”, begge har en god sammenhængskraft. Modsat disse numre virker ”Petrol Head” forkrampet i sit forsøg på at tækkes et noget andet publikum end det vante

Danmarks svar på Leonard Cohen:
Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig? (Udgivet af Auditorium/Playground, 4. november 2016) XXXXXX

Indrømmet, at det fra min CD samling ikke er Niels Skousens CDer, jeg lytter mest til. Jeg erkender hans format, og jeg føler det altid som om en engel flyver igennem lokalet, når jeg lytter til Skousen & Ingemanns ”Herfra hvor vi står” på pladespilleren. Nu er han på gaden med sit femte udgivelse, ”Hvem er du som kommer imod mig” siden hans comeback med ”Dobbeltsyn” i 2002.
Siden comebackpladen har han også udsendt ”Daddy Longleg” i 2006 og ”Lyt til din coach” i 2010, men både det aktuelle album og forgængeren ”Smil eller dø”, der begge er iscenesat af Nikolaj Nørlund, fremstår som to på hinanden følgende suveræne udgivelser, selv om igen af dem i mit univers er på ”Herfra hvor vi står”niveau.

Prosa fra en 72 årig
Som essayist beskriver Skousen i prosayisk form det almindelige hverdagslivs trummerum. Set fra en mand, der er 72 år, bliver det uvægerligt det tætteste, vi herhjemme har på et mix af Leonard Cohen og Bob Dylan. På indlederen ”Mænd er fra Mars” fører han sig frem med sit fabulerende og detaljefyldte univers, som f. eks. ”bare meningen og meninger om meninger er væk/ord der ku binde os sammen kører som cykel på flade dæk”. Eller, hvad med disse linier: ”Nej nej, der er ikke noget oprør der ulmer/bare en folkelighed der bliver fedet op og svulmer/en folkelig folkelighed der slår en ring om sig selv/og drømmer om at tørre sig i røven med en intellektuel”.

Integritet i behold
Faktisk formår han, uden at miste sin integritet, at give sine jævnaldrende et tidsbillede tekstmæssigt. Her er det velgørende, at han ikke prøver at være ung med de unge og, med undtagelse af ”Hvem er du som kommer imod mig?”, som handler om en flabet rocker, benytte sig af techno, tværtimod får han med hjælp fra guitaristerne Anders Matthiasen fra Murder og Kristoffer Munck fra Mellemblond samt Mads Brinch og trombonespilleren Mads Hyhne at tilføre alderssegmentet nye udtryk, der demonstrerer selvsikkerhed i overbevisende grad. På den måde lægger han sig i forlængelse af ”Smil eller dø”

Kritik af sociale medier
Som på ”Smil eller dø” er det igen den lyriske åre, der dominerer albummet. Om sig selv som 72 årig beskriver han på ”Pitstop, at »Jeg siger: Jeg bedriver ikke kulturkritik, hvad fanden er der at kritisere/bare en stor forundring over hvordan ingenting kan blive til mere”, hvilket lidt længere fremme i sangen suppleres op med ”du kan være så klog at du kan tale himlen ned/hvad hjælper de hvis ikke du kan ramme tid og sted”
Er der på albummet adskillige stærke sætningsrim, halter det lidt mere med musikken, som netop på Pitstop virker stilforvirrende. Også musikken er iscenesat af Nikolaj Nørlund. Her er ”Hvem er du” så god, at fødderne uvilkårligt tripper med, ligesom også på ”Mænd er fra Mars” og ””Kort sommer”. Men i stort set de øvrige numre er musikken så nedprioriteret, at de forekommer som to forskellige verdener, og hvor man virkelig kan savne noget sammenhængekraft

Alderens vilkår
Vel er det prisværdigt at konfrontere lytteren med alderens vilkår, men forekommer musikken yderst nænsomt på grænsen til kun det antydende, at smyge sig op ad Niels Skousens sange og spoken word situationer. Musikerne, der består af saxofonisten Fredrik Lundin, keyboardspilleren Adi Zukanovic samt korsangerinderne Stine grøn og Eva-Louise Rønnevig, optræder med en tålmodighed, som man sjældent får lov til at opleve på dagens musikscene, men som til gengæld sættes i karakter som et filmisk soundtrack.

Det er således hans stærkt personlige sange der gør ”Hvem er du som kommer imod mig?” til et vedkommende album. CDens mest strukturelt tilgængelige nummer er for mig at høre titelnummeret, men leder man efter et hit, så er ”Hvem er du…” en mulighed med dets fikse omkvæd og henvendelse til det grå guld, der godt kan lide et flot guitarspil.


Myndig og meditativ:
Leonard Cohen: You Want it Darker (Udgivet af Sony Music 21. Oktober 2016) Anm. XXXXXX
Man kan ikke fortænke en 82 årig kunstner, der på 48 år udgiver sit 14. album, i ikke at tænke på døden. Især ikke, når kunstneren er Leonard Cohen, og fordi han i sine tidligere albums har beskæftiget sig med de store ting i livet.
Dødstemaet forekommer allerede i titlen, og hvor resten af indeholder så runder dramaerne og dets underliggende mørke, hvor mange af sangene formulerer livet i datid, idet der synges, at ”the bar is closed”.

Resignation og respekt
Melodimæssigt er der snarere tale om lige dele resignation og respekt, hvor nye musikalske veje stort set ikke forefindes. Tværtimod forekommer sangene som forskellige meditationer, fremført som nogle moderne salmer.
Tror man nu, at der ikke forefindes hits på albummet, så er det ikke rigtigt, hvor titelnummeret ”You Want it Darker” sidder i øret lige med det samme. Undervejs messer Cohen ”If you are the dealer, let me out of the game/If you are the healer, I´m broken and lame/If thine is the glory, mine must be the shame/You want it darker”. Nogle andre numre, der står stærkt, er “Treaty, “On The Light”, og “Traveling Light”

Nedtonede melodier
I langt de fleste tilfælde er melodierne besnærende gode, trods deres religiøse motiver.. Dog er de ofte nedtonet, for det er ordene og stemmen, der er Cohens store force. Men også ydmygheden, der indeholder et touch af noget urørligt, så der er masser at gå på opdagelse i for den nysgerrige musikelsker. Og det kan godt træffe at blive en realitet, hvis dette er det sidste album fra melankoliens store mester.

Ikke bange for dvæling og langsommelighed
Modsat det meste af tidens øvrige musikmarked er Cohen ikke bange for dvælingen og langsommeligheden, og et sted har han for nylig sagt, at arbejde er for ham den eneste måde at opdage hans selvrespekt på, og altså en måde til at fungere på. Før ”You Want it Darker, var han ude med ”Popular Problems, og før det ”Old ideas”, hans comebackplade, efter at han bogstaveligt kom ned fra bjerget for at genskabe den pensionsopsparing, hans tidligere manager havde brændt af.

Tidligere Deep Purple bassist med nyt udspil:
Glenn Hughes: ”Resonate” (Udgivet af Playground 4. november 2016) Anm. XXXXXX
Man skal lede langt i rockhistorien for at finde en musiker, hvis CV overgår Glenn Hughes. Først og fremmest selvfølgelig for hans medvirken i Deep Purple over tre år i midten af 70erne. Kendere vil her mindes nummeret ”Smoke On The Water” fra livealbummet ”Live in London”, hvor det er Glenn Hughes, der synger ”Georgia on My Mind”. Hughes har dog også gjort sig bemærket i Trapeze og i Black Sabbath, samt bunker af ”gæsteoptræden” hos f. eks. Whitesnake, Gary Moore og Mötley Crüe.

Derudover har han formået at udgive hele 11 soloalbums som f. eks. ”Soul Mover” og ”Music For The Divine”, og nu er han ude med ”Resinate”. Vørd at bemærke er her, at det er produceret af danske Søren Andersen, som vi kender som den langhårede del af duoen ”Electric Guitars”. Søren spiller også guitar, og andre musikere er keyboardspilleren Lachy Doley og trommeslageren Pontus Engborg

For Deep Purple hardcore fans
Hardcore fan af Deep Purple fra deres storhedstid vil kunne finde glæde over dette album, der er et mix af funk og hård rock, som udsættes for Glenns mesterlige og personlige vokal, der mestrer hele registret. Øvrige hårdrocklyttere vil sikkert finde det for selvsmagende og stilistisk slentrende, og for undertegnede indeholder det kun én sang, der bliver indlemmet i min samling, nemlig ”Flow”.

P. gr. af Søren Andersens medvirken er albummet interessant. De har skrevet to af numrene sammen, og Glenn glæder sig til at have Søren ved sin side, når de skal ud og turnere, fordi Sørens spil minder Hughes om Ritchie Blackmore.

Den gamle hippies nye udspil:
Tømrerclaus: Jaguar (Udgivet af Karma Music, medio august 2016) Anm. XXXXXX

I deres iver for at kunne bevare deres markedsandele, er der en del af de aldrende rockguitarister som f. eks. Eric Clapton og Santana, der i år har udgivet albums, hvor de indretter deres produktioner, så de samtidig med at bevare deres særpræg, ligner den aktuelle sound mest muligt. Hørt med de ører er Tømrerclaus´ første soloalbum i 11 år, ”Jaguar”, er friskt pust, fordi han næsten insisterer på ikke at være med på den vogn, men netop fortsat vil være sig selv.

Hippie med helgenstatus
For aldrende musikflippere indtager han noget af en helgenstatus, som han tidligere har udmøntet i bands som Skousen & Ingemann, Lone Kellermann, Musikpatruljen, Dan Turèlls Sølvstjerner, Young Flowers og Dream City. ”Jaguar” sender en kærlig hilsen til den syrerock, som Cream, Jimi Hendrix og The Rolling Stones stod faddere til, og som han selv har dyrket i sin karriere. I sit spil kombinerer han sit overskud og en overlegenhed med en god portion tilforladelighed samt noget funkyet nutidigt, og sjælen er med overalt godt hjulpet på vej af, at han er sin egen produktionsherre.

Gode flows
Alle numre er relevante og høreværdige og har nogle gode flows, hvor ”Goodbye Beirutt” dog skiller sig en anelse ud som det bedste, og adskillige steder brillerer Tømrerclaus med sit multiinstrumentale spil, hvor guitaren er den gennemløbende. Medspillende musikere er bassisten Preben Madsen og trommeslageren Thomas Vilhjem
Så man er i godt og fortroligt selskab i den lille time, CDen varer at spille igennem. Også teksterne, hvor Tømrerclaus siger, at han er inspireret af Dan Túrell, er en opdagelsesrejse værd. Mens man sidder og hygger sig med musikken, så kan man passende nyde det smagfulde og atmosfærefyldte cover. Det bærer egentlig titlen ”Myrtle Avenur” og er malet af Tømrerclaus´ forh. samlever Boline Erfurt.

Syrerocken længe leve
Det er rart, at nogen herhjemme, med et alt for mainstreamdomineret marked, stadig orker at spille syrerocken, umiddelbart kan jeg aktuelt kun komme i tanke om Baby Woodrose´s ”Freedom” fra en måned tid siden, der var ude i samme ærinde.
Tømrerclaus bærer det borgerlige navn Claus Clement Pedersen. Allerede som 12 årig i 1965 var han aktiv på den danske musikscene, men det var først i begyndelsen af 70erne med Peter Ingemann og Niels Skousen i Musikpatruljen, at han fik sit gennembrud. I dag er Tømrerclaus 72 år, hvor ”Jaguar” bliver udgivet samtidig med, at hans pladeselskab Karma Music kan fejre 40 års jubilæum. Hvis man vil lære ham nærmere at kende, kan hans selvbiografi, ”Prisen for at ryge cigar”, der ligeledes er udkommet i år, anbefales
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk