Artikler med brod / 68ernes stemme bogfeature

68ernes stemme bogfeature

68 oprøret har haft 50 års jubilæum: ”Stemmer fra 68, 68ernes egne stemmer” (Udgivet 6. november 2018) FEATURE
Ret beset fandt ungdomsoprøret sted i 1968, hvorfor bevægelsen som sådan har haft 50 års jubilæum i år. Men ånden derfra lever videre den dag i dag, hvilket bl. a. fremgår af en nyere bog, Stemmer fra 68, 68ernes egne fortællinger, som er samlet sammen og redigeret af Kirsten Junge og Ove Lund på deres eget forlag Raastof, fordi de to redaktører mener sig for sent ude til at finde et forlag til denne bog, der indeholder 29 beretninger om, hvad der egentlig skete i det sagnomspændende år
.
Historisk billede
Hvem husker f. eks. ikke det historiske billede af bl. a. Ebbe Kløvedal Reich, Klaus Rifbjerg, Hans-Jørgen Nielsen, Vagn Lundbye, Charlotte Strandgaard og Niels Skousen, der på trappen op til kulturministeren Helveg Petersens kontor, sad og lod en joint gå på omgang i 1970 i protest mod, at ”systemet” havde besluttet at lukke nogle lokaler i Farvergade, der havde været et kunstnerisk tilholdssted for den ikke helt regelrette ungdom.
At billedet senere er blevet et manifest, understreger, hvor roligt, 68er bevægelsen foregik, selvom unge andre steder væltede rektorernes katedre, angreb autoriteternes tanker og formulerede nye regler og ideer.
 
I en nylig udsendelse i DR2 siger den gamle 68er oprører Ole Grünbaum i et nutidsklip, at "selve kernen i hippietingen var, at du kan ændre verden ved at ændre dig selv", og hvor oprøret "ikke gælder om karrieren, konkurrencen og profit", så rynker man uvægerligt øjenbrynene, for hvor praktiseres den holdning i dag?
 
Ungdomsoprør i storbyerne
Dengang var det kun i storbyerne, ungdomsoprøret foregik, og mest mellem de studerende, der brugte oprøret til en gang selvrealisering, seksuel frigørelse og en anderledeshed hvad angik livsstil.
Og det er her, Stemmer fra 68, 68ernes egne fortællinger kommer til sin ret, for hvad lavede den almindelige unge, også selv om han eller hun boede ude på landet og passede et helt almindeligt arbejde?
Musikken var en stor del af 68er generationens virkemidler med navne fra det store udland som f. eks. Jefferson Airplanes ”Surrealistic Pillow”, The Beatles ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”, The Grateful Dead (USA), Pink Floyd (London) og herhjemme Steppeulvene med albummet HIP. Læs mere om nutidens musik for 68erne her
 
Den tids soundtrack
Som et soundtrack kørte musikken I baggrunden, mens drengene lod deres hår gro, pigerne diskuterede kønsroller samt opgøret med fars magt. Èn af de historier, jeg faldt for i bogen, er den om sønnen, der til sidst ikke vil finde sig i, at faren skal bestemme over hans hår. Især ikke da han har sparet sammen til en tur til England og ikke vil ligne et pillet æg derovre. At jeg faldt for den er fordi den på mange måder minder om min egen historie, hvor jeg i 1968 var 21 år og ret revolutionær anlagt, fordi jeg dengang stod til at skulle overtage min fars frøhandelsfirma og tjene mange penge. Men var der noget, der interesserede mig mindre, så var det at blive en del af det kapitalistiske system, hvor jeg i stedet hellere ville bruge de kreative evner, visse lærere mente, jeg var i besiddelse af.

Mislykket soldatertid
Efter en mislykket soldatertid kom jeg først på Ry Højskole og dernæst Krogerup Højskole i slutningen af 60erne. Til Nordsjælland var dønningerne af 68 oprøret også nået, hvor min verden blev åbnet og min demokratiske bevidsthed dannet i den tid, hvor min omgang med chillummerne var en dagligdags foreteelse ligesom jeg lod håret gro, så det nåede ned til halsen. Siden hen, da mit første ægteskab var gået op i limningen, og jeg blev single, dyrkede kvindekønnet i en næsten skammelig grad.
Det er dog bogens skildringer af 29 menneskers liv, der dominerer, hvor mange af historierne kan være en tung læsning.
 
Klimaudfordringen som nyt ungdomsoprør?
Èn til historie fra bogen, som jeg faldt for, er den om datteren, der flytter hjemmefra, fordi hun vil have en bedre uddannelse end den, hendes far mener, en pige behøver. Set i lyset af, hvor meget musikken betød for 68er generationen er der i bogen også den historie om drengen, der synger ’Carmina Burana’ i gymnasiekoret (»Oh Fortuna!«) og siden spiller beat og folk.
Så at 68er oprøret i år holder jubilæum er tankevækkende, da det, udover mine børns løse spørgsmål et par gange, stort set er noget, der som jubilæum er gået upåagtet hen for mig, hvorimod tiden har brændt sig så stærkt ind i min bevidsthed, at jeg for altid vil have den i mine tanker. Tilbage kan man kun sidde med et stille håb om, at nye generationer vil organisere et nye ungdomsoprør, der f. eks. kunne have klimaet som tema, ligesom demokratiet også trænder til en finjustering.

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk