Lokale seniorportrætter / 69årige Johns lidenskaber er rock og dykning

69årige Johns lidenskaber er rock og dykning

 
- 68er generationen var jo dem, der gjorde op med de forskellige dyder, og som ikke ville sættes i bås 
(indsat 19 08 17) Der har aldrig været så mange ældre før som i dag, og mange af dem sætter pris på den nyvundne frihed, som det at slippe arbejdsmarkedet udgør. Og hvor man for blot en halv snes år siden forbandt de ældre med en generation, der mere eller mindre havde opgivet deres aktivitetsmæssige adfærd, så finder man i dag bunker af seniorer, der både kan og vil leve livet. Som nu f. eks. 69 årige John Leif Petersen, som mange koldingensere husker fra hans virksomhed Krenk VVS, der dengang som nu kører for fuld skrue på alle parametre, og som udover det at være bassist i tresserbandet Sixties, også er en ivrig dykker, der de sidste år har rejst rundt i verden til steder som Filipinerne, Borneo, New Guinea og på Bali. Ang. Det at spille i band siger han:
- Alt efter 1969 dur ikke, synes vi i Sixties. Det har ikke alderen, og generelt synes jeg, at meget af det musik, der bliver lavet i dag, er for meget bas og trommer. Det er alt for kontant og jeg kan ikke forstå, at alt skal kritiseres.
- Men sådan er ungdommen åbenbart og her oplever jeg, at vi andre var på en noget anden måde.
 
Alderens fysiske præg
Kan du ellers mærke, at du er blevet ældre?
- Ja, det må jeg sige ja til. Især i kroppen, for det tager længere og længere tid for mig at komme over, når vi har været ude og spille en aften, de to følgende dage går med at restituere mig, svarer John, der af samme grund er omhyggelig med motion. Det indbefatter to gange løb om ugen på mellem 15 og 25 km, fitnessdyrkning hver anden dag i to – tre timer, samtidig med, at der både er hus og have, der skal passes.
– Fra jeg var 15 år, har jeg dyrket musikken, og det startede med, at jeg lyttede til Radio Luxembourg, siger John, hvorefter vi begge sætter i med ”The Station of The Stars”, og hvor John fortsætter:
- Jeg har været med i de lokale The Hollyguns i tolv år.
– Når vi er ude og spille i dag med Sixties, så vil folk godt have noget af det gamle, de kender, og så kvitterer de med at synge med. Og der er mange af de publikummer, og indbyrdes har vi talt om, at mon ikke, 68er generationen er den største generation overhovedet?
Hvad synes du, kendetegner generationen?
– Det er jo den generation, der gjorde op med de forskellige dyder og at man ikke ville sættes i bås. Men ellers skal man ikke lave 60er musik for pengenes skyld, det skal være for fornøjelsen. Johns interesse for musikken er så dybtfølt, at han har 250 sange liggende parat til brug det hele rigtige øjeblik Johns anden hovedinteresse er at rejse rundt i verden på dykkerture. Her har han f. eks. været i Filippinerne, på Borneo, på New Guinea og på Bali:
 
Fascinerende ro under vandet
- Jeg kan godt lide at dykke, hvor roen under vandet er fascinerende. Her kan du høre dine egne bobler og opleve hele den der undervandsfauna. At dykke er lige som at gå en tur i skoven og opleve dens verden.
- Det er svært at forklare andre, så det er en individuel oplevelse, siger John, der har dykket i 30 år. To gange om året er han afsted, hvor han synes, at de rejsemål, der er længst væk, er de mest spændende.
- Det er fascinerende nede i vandet, når man lige pludselig oplever sig omgivet af hajer, så får man altså kicket.
- Men i vandet kan man også se, hvor korallerne dør stille og roligt, hvor vi er ved at ødelægge vores klode med forurening. Det er den globale opvarmning, der får korallerne til at blegne og dø. John er vel uddannet indenfor dykning og har kontakter verden over.
 
Aldersbevidsthed
Det er et par dyre interesser, du har?
- Det er takket være min daværende kone, der sørgede for, at vi fik tegnet gode nogle gode pensioner. Det er godt at være sig det bevidst, når man kommer op i vores alder, hvor det hele er betalt. John har i anledning af, at hans søn har klaret en kræftsygdom, fået tatoveret sin højre arm, hvor dekorationen består af en gammel mikrofon, et sæt basstrenge på hans guitar og så et klaver. Da hans søn så det, sagde han ”Godt gået, du gamle”, hvilket John blev meget glad for. Ved siden af Sixties har John et par andre kammerater, han også øver med om noget countryrock, han gerne vil spille, men hertil mangler de en slideguitarist, ”vi har ledt længe, men det er som om, de ikke findes?”

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk