Film fokus / Dengang art cinema kulturen invaderede de danske biografer

Dengang art cinema kulturen invaderede de danske biografer

 
 Filmhistoriens bedste art cinema film? "Citizen Kane", som hed "Den store mand" på dansk, er fra begyndelsen af 40erne. Orson Welles både instruerede og spillede den ene hovedrolle, med Joseph Cotton som modspiller. Huskes bl. a. for kloakscenernes intensitet og samtalen oppe i pariserhjulet mellem de to hovedpersoner.
 
(indsat 5.2.2018) Sceneriet er næsten det samme, hver gang man som tilskuer kommer ud af en af biograferne i Nicolai og har set en film.
Tilskuerne er så opslugte af den filmoplevelse, de lige har haft, at de enten lige må udveksle et par bemærkninger med nogle medtilskuere, eller også skynde sig ud, så de kan bearbejde filmens indtryk.
Dette sceneri er i virkeligheden en udløber af en kultur, der har stået på siden starten af 60erne, hvor art cinema filmen langsomt, men sikkert var begyndt at finde sin form. 

Dengang kunne tilskuere i begejstring finde på at sætte reklamer i aviserne, når de havde set en god film, ligesom mund-til-mund anbefalingerne begyndte at tage form.
 
60erne en fjern tidslomme
I en tid, hvor nye filmværker bliver hypet som aldrig før, for så ugen efter at blive erstattet af andre, signalerer hvordan fortællingens tid hele tiden udvikler sig. I hele denne nutidsdyrkelse virker 60erne og 70erne som en fjern tidslomme, hvor især art cinema filmen er på vej til at gå helt i glemslen.
I starten af 60erne kunne de rigtige art cinema film tælles på en hånd, idet de udgjordes af tre par af Truffauts film, ”Jules og Jim”, ”Ung flugt” og ”Skyd på pianisten”, af mere brede film som Hitchcocks ”Fuglene”, Eliz Kazans ultrasmalle film ”Øst for Paradis” samt et par danske, ”Weekend” af Palle Kjærulff-Schmidt og ”Duellen” af Knud Leif-Thomsen.
Lidt på samme måde så det ud i slutningen af 60erne med Cannes sensationen ”Harakiri”, Bergmans ”Stilheden”, Truffauts ”Silkehud” samt Stanley Kubricks mere brede, ”Dr, Strangelove”, ligesom der også her sneg sig en enkelt dansk ind imellem, Henning Carlsens ”Sult”. Hvis man i øvrigt er hooked på nutidens rockdokumentarer, kan det anbefales, at man ser Richard Lesters Beatlesportræt ”En hård dags nat”.
 
Filmbølger
Det var således også i 60erne, at den nye franske bølge startede med instruktører som Traffaut, Chabrol, Rohmer og Godard. Bølgen byggede på tanken om, at kameraet skulle virke som en forfatters pen, hvorfor man samtidig talte om, at instruktørerne er auteurs.
Men paradoksalt nok er filmhistoriens måske mest markante art cinema film helt fra begyndelsen af 40erne, hvor Orson Welles både instruerede og spillede hovedrollen i ”Citizen Kane”, der på dansk hed ”Den store mand”. Kloakscenernes intensitet og samtalen oppe i pariserhjulet mellem de to hovedpersoner, Joseph Cotton og Orson Welles, vil altid være mejslet ind i enhver tids publikum.

Den ny bølge fik stor betydning for andre filminstruktører, og bølgen bredte sig over det meste af verden, hvor man kan finde varianter hos Milos Forman, John Cassavetes og skandinaver som Jan Troell, Bo Widerberg og Palle Kjærulff-Schmidt.

I begyndelsen af 70erne skorter det imidlertid en del med art cinema udvalget, hvor kun Ken Loach formår at gøre opmærksomhed på socialrealismens fødsel med filmen ”Kes”, ligesom Kieslowsky får sit gennembrud med ”En kærlighedshistorie”, ligesom auteurinstruktøren Antonioni starter sin nedtur med ”Zabriskie Point”. I samme periode får Luschino Viscontis ”Døden i Venedig” en masse velfortjent opmærksomhed. En enkelt dansk fortjener dog også omtale, nemlig Henning Carlsens ”Mennesker mødes og sød musik opstår”.
 
Auteurbegrebet
Auteurbegrebet kan også aflæses i filmindustriens pengestrøm, der på trods af økonomisk råderum, formåede at sende mesterværk efter mesterværk på markedet. Fra midten af 70erne er det som om, art cinema filmen vågner en smule op til dåd, bl. a. med Christian Braad-Thomsens ”Herfra min verden går” og især med Milos Formans ”Gøgereden”. Perioden afsluttes dog på fornemmeste vis med Bertoluccis mesterværk ”1900 1” og senere ”1900 2”
 
I begyndelsen af 00erne synes det som om antallet af art film igen er steget, hvor en lille håndfuld smalle film holder den dag i dag, nemlig Florian Henckel van Donnersmarts ”De andres liv” fra 2006, Andrei Zvyagintsens ”The Return” fra 2004, Kim Ki-Duks ”Forår sommer, efterår og vinter” fra 2003 og Roy Anderssons ”Sange fra anden sal” fra 2006.
Michael Moore var med til at rehabilisere dokumentarfilmen med ”Bowling for Columbine” i 2003, og herhjemme fra markerede Andes Østergaard sig i 2004 med ”Onkel Danny fortæller”, og i mellemgruppen mellem art og mainstream skiller ”Frida” fra 2000 sig ud.
 
Skæringspunkt for biografkulturen
Som man kan se, har der hele tiden fra instruktører og producenter været interesse for art cinema kulturen. Men i 2012 kom skæringspunktet, da det stod klart for hele biografbranchen, at tiden med 35 mm filmfremvisere var ved at rinde ud, fordi man ville gå fra analog til digital produktion. Omlægningen betød, at alle Danmarks biografer kom under pres, hvis de overhovedet ville vise film i fremtiden. For landets ca. 200 mindre og ofte frivilligt drevne biografer, lignede investeringskravet en katastrofe, for hvor skulle de skaffe pengene fra?
 
Jeg havde fornøjelsen af at være med til Filmtræf det år, hvor jeg f. eks. kom i snak med en repræsentant fra Nordbys biograf på Fanø. For dem drejede det sig om cirka 600.000 kr., hvor frygten dog hurtigt blev forvandlet til glæde, for via en lokal indsamlingskampagne, lykkedes det dem at få et engangstilskud fra Det Danske Filminstitut, mens resten, 100.000 kr., kom fra A.P. Møller Fonden, som samtidig havde støttet omstillingen til digital filmfremvisning i en række af landets andre små biografer.
 
Om at oppebære kulturen
Fra anden side af Fanø biografen er det blevet sagt, at "skal man oppebære kulturen er man nødt til at have et bibliotek, en biograf, et koncertsted og en boghandel.”
I 2011 anslog brancheorganisationen Danske Biografer, at mindst 75 af landets 163 biografer, ville lide biografdøden. Men de havde glemt at tænke på fondenes interesse, og i slutningen af 2012 var 90 % af landets små biografer stik imod alle forventninger omlagt til digital filmfremvisning.
 
Digitaliseringsprocessen har om noget vist, hvor stærk biografen som kulturinstitution står, hvor den for længst har overtaget de gamle forsamlingshuses rolle, i hvert fald ude i de små byer.
 
For art cinema filmen har det betydet, at enhver biograf har mulighed for at vise dem, oftest endda til Danmarkspremierer, en situation, der ellers havde været utænkelig før 2012.

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk