Rocking Kolding / Albums fra Skullclub, Aidt/Nørlund, Beirut, BAAL m fl. FEBR - JAN. 2019

Albums fra Skullclub, Aidt/Nørlund, Beirut, BAAL m fl. FEBR - JAN. 2019

I denne spalte findes der ikke særlig meget hitlistepop eller ungdommelig selvrealiseringsmusik, men derimod meget grænsesøgende guitarbaseret musik
 
Skullclub: Smækhugger (Udgivet af Mighty Records/Target 22. febr.) Anm. XXXXXX
 
Aidt/Nørlund: Housewarming (Udgivet af Auditorium/Playground 15. febr.) Anm. XXXXXX

LCD Soundsystem: Electric Lady Sessions (Udgiverf af Sony Music 8. febr 2019) Anm. XXXXXX

Eric Gales: The Bookends (Udgivet af Provogue/Mascot Label Group 8. febr 2019) Anm. XXXXXX

Beirut: Gallipoli (Udgivet af Playground 1. febr.) Ang. XXXXXX

Walter Trout: Survivor Blues (Udgivet af Border Music 25. jan.) Anm. XXXXXX

James Blake: Assume Form (Udgivet af Polydor/Universal 18. jan.) Anm. XXXXXX (Bemærk fire anmeldelser den 18.1.)

Steve Mason: Into The Light (Udgivet af Playground 18.1.) Anm. XXXXXX

Torque Reissues feat. Phil Demmel (Udgivet af Mascot Label Group 18. jan.) Anm. XXXXXX

Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow (Udgivetaf Playground18.1.) Anm. XXXXXX

BAAL: Time Is Out (Udgivet 11. januar af Shine Music) Anm. XXXXXX

Fugleflugten: Morgenlysskær (Udgivet af Flammekaster Records 11. jan.) Anm. XXXXXX

John Garcia and The Band of Gold (Udgivet 4. januar af Border Music) Anm. XXXXXX
 
Når Kolding rocker: Skullclub: Smækhugger (Udgivet 22. februar af Mighty Music/Target Records) Anm.: XXXXXX

Hvis man forestiller sig undergrunden i bakken under Koldinghus som et hjemsted for byens mange aktiviteter, så må bandet Skullclub fylde en betragtelig del her. Og hvor Koldinghus tidligere har huset konger, så er Skullclub disse års konge udi rock ´n´ roll, kan man forvisse sig om ved at lytte til deres andet album, Smækhugger igennem.

Ligesom på deres debutalbum Gamle Ar og Nye Tænder fra 2015 står den stadig på ”søsyg punkrock i et banjo helvede”, sunget bl. a. med et ”sing along sailor ølkor”, som frontfiguren Troels Bjorhold dengang erklærede, og den stil har de heldigvis bibeholdt, hvilket på toeren fremgår af de tre første sange, ”Knæk Nak Skipper”, ”United Fake America” og ”Du Som Lort”, der alle er festlige, fandenivoldske og forrygende.

Smittende energi
Også albummets øvrige sange er gode eller ret gode, og energien er smittende hele vejen igennem. Så meget, at det grænser til konservatisme, når de gennem deres karriere har været omhyggelige med kun at sende noget på markedet, når sangene var til det. At de kalder sig Skullclub skyldes deres brandtilgang med noget sømand eller pirat, og da de selv syntes, at ”skoldkopper” lød åndssvagt, blev det til Skullclub.

Mine småindvendinger er dog kun peanuts, for folkedybet vil med garanti finde behag i deres musikalske sindelag, og ubevidst fryde sig over, at de har fundet en hylde, de kan lægge vreden omkring brandet op på.

Ang. alder
Forsangeren Troels Bjorhold har for længst passeret de 40, og ser ikke det med alderen som en problem, men at det handler om at spille det, man brænder for indvendigt.

Udover vokalisten Troels Bjorholm har Skullclub også medvirken af Morten Husted (der i øvrigt også er kendt fra Olivenhaven-slænget med bl. a. Helge Engelbrecht), og som på Skullclub spiller guitar, banjo, mandolin og som også synger, guitaristen Christoffer Skau, trommeslageren Thomas Ebdrup og bassisten Ollie Kanevil. Før deres to albums udgav de To ep´er, ”Død & Kritte” fra 2011 og ”Klyng dem op” fra 2013. Som lytter fornemmer man, at de har stof nok i sig til meget mere.


Nyt fra Nørlund: Aidt/Nørlund: Housewarming (Udgivet af Playground 15. febr 2019) Anm. XXXXXX
Nikolaj Nørlund har i adskillige år været en ener i den poetiske danske rocktradition.

Men en ener med fangarme ude mange steder. Først som sanger, nyfortolker og fordansker, siden har han spædet den op med rollerne som producer, pladeselskabsindehaver og initiativtager. Som sangskriver skriver han hovedsageligt om følelser og stemninger, som han iscenesætter som novelleglimt, og langt fra hitlisteskabeloner.

Computerindhold

Man kunne forestille sig, at han i sin computer har bunker af melodistumper, og at hans melodier rummer et utal af mønstre, som han så samler som et puslespil. Da det i det lange løb ville være en næste uoverkommelig udfordring at formidle disse melodistumper, benytter Nikolaj Nørlund sig af sparringspartnere. I tilfældet Housewarming, som hans nyeste album hedder, og som han har lavet sammen med keyboardspilleren og forfatteren Naja Marie Aidt

Masser af synths
Min musiktilgang er altid jagten på den gode melodi, og som sådan ikke så meget teksterne. Derfor er det en for mig pardoksal oplevelse med dette album, at det er Aidt, der stjæler fokus på det meste af albummet, idet hun har skrevet alle teksterne. Dog ikke som tekster sat ind i musik, men sange opstået de to imellem, hvor Naja bor i Brooklyn og Nikolaj jo i København. På albummet er ”Den Bløde Milde Nat” det uovertruffent bedste nummer, mens ”Byen Er Din”, ”Huset Brænder” og ”Q Tog over Brooklyn Bridge” er ret gode. Alle sange har en rap opstart, men derefter fuser den ud i synths, spillet af Adi Zukanovic. Overfor hende er der Nikolaj Nørlunds vokale indsats, der fremstår som storytelling, selvom hans sange er banale og hans sangstemme stærkt nærmer sig det banale. Til gengæld må man lade ham, at han er i besiddelse af en stor poetisk evne.

Som i en retrofuturistisk verden
Han har hele tiden haft en grundidè om, at Najas tekster blev sat i scene i en slags retrofuturistisk verden, eller urban præg, om man vil, hvor det lyder moderne på en gammel måde, lidt ligesom en science fiction film, og her hjælper syntheziserne godt på vej. Naja har tidligere leveret tekster til Nikolaj Nørlund på albummene The Trouble with Rhonda Harris fra 2001, Tændstik fra 2003 og De naturlige fra2014.
Nørlunds to forrige udgivelser var med symfoniorkestret Copenhagen Phil og bestod af værkerne Skamskudte Fugle fra 2017 og Villa fra 2016. To værker, der nedbrød grænserne mellem rock og klassisk.

Moden disco: LCD Soundsystem: Electric Lady Sessions (Udgivet af Sony Music 8. febr. 2019) Anm. XXXXXX
Fortvivselsen var intens hos et international discopublikum, da LCD Soundsystem besluttede sig til at gå i opløsning i 2011. Men så meget mere var glæden, da de i september 2015 gendannede sig og udsendte albummet American Dream. Inden da havde LCD Soundsystems frontfigur James Murphy været i kontakt med David Bowie, hvor han luftede sine gendannelsestanker, hvortil Bowie skulle have svaret, at hvis ikke Murphy følte ubehag ved tanken, så skulle han ikke gøre det.

Mix mellem disco og punk
Op gennem 00erne repræsenterede LCD Soundsystem et mix mellem disco og punk. I dag, hvor James Murphy er sidst i 40erne og som sådan måske lidt for gammel til at spille disco, er de uge med Electric Lady Sessions. Og publikum, der godt kunne lide American Dream, vil med garanti også fryde sig over Electric Lady Sessions. Idet det er bygget op over LCD Soundsystems turne ovenpå udgivelsen af American Dream, indeholdende pluk fra LCD Soundsystem karriere i det hele tage, bydes der på den ene smækre dansesag efter den anden. Lige fra Human Leagues`”Seconds” over ”you wanted at hit” til ”get innocuous”, og igen fra ”home”, Chic`s ”I want your love” til ”emonium” samt Heaven 17s “(We Don`t Need This”

Egnet til hjemmefesten
Derudover kan man høre kraftig inspiration fra David Bowie, Talking Heads og New Order på albummet. Det er sjældent, at det sker, men med Electric Lady Sessions har vi et album, man snildt kan lade køre i sine fulde udstrækning, p. gr. af numrenes indbyrdes forskellighed, til den næse fest derhjemme. Ganske vist starter mange af numrene lidt småtamt, men så går der ellers go i den, og så kan man også bare sidde og nyde med benene vippe i takt, fordi tempoet er skruet lidt ned, selvom energierne fra dancepunken fortsat er intakte, og som tillige mæsker sig i æggende synthpop.
At det er skruet sådan sammen, skyldes nok James Murphys evindelige frygt for at bliver overhalet af de kulturelle frontløbere, men hvor han her scorer kegler på sin erfarne selvindsigt., hvad angår en effektiv nummerproduktion

Guitarguruen Gales: Eric Gales: The Bookends (Udgivet af Provogue/Mascot Label Group 8.2.) Anm. XXXXXX

Internationalt set vrimler det med bluesguitarister: Joe Bonamassa, Walter Trout, Monster Truck og Doyle Bramhall II. Derudover Jason Becker, Vandenbergs Moonkings og Phil Demmel for nu blot at nævne dem, der har udgivet albums sidste år. Indimellem drysser der lokalt lidt stjernestøv af her via de månedlige ”Blues Mondays”, som Godset kører. Og nu kommer der en ny spiller ind på markedet. Eric Gales hedder han, og også han spiller en habil, beskidt og potent elektrisk bluesguitar. Altså en indestængt, opsparet energi, hvor man har på fornemmelse, at han bruger guitarspillet som en form for terapi.

Med i den tunge internationale klasse
Nu skrev jeg ”ny” spiller ang Eric Gales, men oppe i den tunge internationale klasse er han bekendt. Omsat til en dansk dagligdag må det om hans nye album desværre konkludere, at det fantastiske og oplevelsesmæssigt mangesidede spil ikke finder fodfæste. Heller ikke selvom Gales har inviteret Beth Hart til at synge med på ”With a Little Help from my Friends”, kun et par steder går der tildels drengerøv i ham i numre som ”It just beez that way” og ”Somebody lied”.

Gang i bluesmiljøet
Men i det store og hele skal Eric Gales nok klare sig, for man bemærker, at indenfor det internationale bluesmiljø udgør den ene bluesudgivelse efter den anden mindre træf, hvor de forskellige bluesmestre spiller sammen på kryds og tværs, ligesom de store drenge i pressematerialet er citeret for at hylde Gales som den måske største guitarguru. Så drop yderligere læsning om ham og nyd lyden af Gales` guitarspil

Beiruts bedste: Beirut: Gallipoli (Udgivet af PIAS/Border 1. februar) Anm. XXXXXX

Indrømmet, jeg kendte ikke Beirut, da en ven for en halv snes år siden lånte mig albummet The Gulag Orkestar fra 2006 som en modpol på alt den guitarmusik, jeg ellers dyrkede. Og må vedstå, at jeg blev overrasket, for denne fortolkning og af en på det tidspunkt 20årig amerikaner ved navn Zach Condon var ganske enkelt overraskende for mig, bl. a. p. gr. af hans horn og så det faktum, at han sang drivende sentimentalt, men også, at han formår at indfange hele den serbiske musiks dna med bl. a. messingblæsere og bastante trommer, det er bare enestående.

Bare et år efter gentog han meget af stiløvelsen på The Flying Club Cup, og nu er han så ude med Gallipoli, hans hidtil bedste album. Hør blot numrene ”Gallipoli” og ”I Giardini”, der i deres grundsubstans er komponeret på hans Farfisa orgel, og bliv overbevist, for igen fremtryller Condon nogle pittoreske billeder og situationer fra eksotiske steder, godt hjulpet på vej af trommer og percussions. Ikke helt på højce med de førnævnte numre, men alligevel værd at dvæle ved, er Varieties Of Exile og Landslide. Beiruts hidtil bedste udspil

Årets bedste bluesalbum?
Walter Trout Band: Survivor Blues (Udgivet af Mascot Label Group 25. jan.) Anm. XXXXXX

Egentlig er Walter Trout Bands nyeste album Survivor Blues forankret i den traditionelle bluesrock, men mesteren bag guitaren, som ikke ønskede at lave en ”the blues greatest hits”, formår at spille, så man slet ikke kan lade være med at vippe med fødderne eller headbange. Også selv om han bevidst har valgt en række ældre, ”obskure” sange, som næppe er blevet kopieret tidligere, og så omarrangere dem. På den måde fanger han både et seniorpublikum, som for længst er holdt op med at stå og rocke til melodierne, samt et publikum, der ikke er til bluesfanatismen, men som foretrækker at nyde dem fra yndlingssofaen. Samt Trout fans, der for længst har opgivet at finde ud af, hvad mesteren kunne tænke sig at udgive næste gang. Blot tre uger inde i det nye år er det således Walter Trout, der står bag et af årets bedste bluesudgivelser.

Specielle melodier
Læg dertil, at det ikke er melodierne som sådan, man bliver fanget ind af, men i lige så høj grad af indlevelsen og engagementet. Samt mesterens vokal, der dækker hele følelsesspektret. Og et vindue ind til, hvad en 67 årig kunsters opfattelse af en hurtigt bevægende musikgenres baghistorie udvikler sig. Udfra den skabelon vibrerer store dele af albummet af vitalitet, og fordi Walter Trout samtidig formår at nedtone sit ego, er han langt det meste af tiden i øjenkontakt med sit ellers kræsne publikum og sine steder kan albummet sagtens fremkalde massesuggestion, som f. eks. med numrene ”Sadie”, ”Nature`s disappearing”, og ”Please love me”.

Feat. Robby Krieger
Bemærkelsesværdigt er det, at den gamle Doors guitarist Robby Krieger spiller guitar på nummeret ”Goin `down to the river”. At Trout har valgt at tage den melodi med på albummet, skyldtes ikke mindst tekstlinien ”Y`know, I`m going down to the river, I`m gonna let the waves and the water wash my trouble down”. Den originale melodi er meget anderledes end albumudgaven, så Trout valgte at tænke i Muddy Waters baner, og så lade Robby spille den.

Trout bagkatalog
Amerikanske Walter Trout havde været aktiv i flere år med spil hos bl. a. John Lee Hooker, Canned Heat og ikke mindst John Mayalls Bluesbreakers, indtil han ved Midtfyns Festivallen i 1989 fik sit europæiske gennembrud. Jeg var personligt til stede ved den koncert, der var af en kaliber, man sjældent glemmer. I store perioder kæmpede Trout sideløbende med alkoholen, indtil Carlos Santana i 1987 overbeviste ham om, at sprutten var noget shit, hvilket Trout tog til sig.

Sit første gennembrud på Midtfyns Festivallen, siden i USA i 1998 ovenpå sit album, ”Walter Trout”. Inden for de sidste år har han overlevet en alvorlig leversygdom, takket være sine fans, som samlede penge ind til en livsnødvendig levertransplantation. Der er således tale om et højt kvalitativt niveau, hvilket han også demonstrerede med sine udgivelser fra hhv. 2016 med ”Alive in Amsterdam”, og ”Battle Scars” fra 2015.

Tankevækkende, som de gamle garvede musikkunstnere for tiden bearbejder bluesmusikken. Rolling Stones, som i november udvalgte deres yndlings bluesnumre på dobbelt CDen Confessions the Blues (se feature længere nede), og nu altså Walter Trout med Survivor Blues

Han er hiphoppens ener: James Blake: Assume Form (Udgivet af Polydor/Universal 18. januar) Anm. XXXXXX
Hvis man godt vil forkæle sine øregange, og ellers er en moden hiphoplytter, så er James Blake et godt bud. Assume Form, der er hans fjerde og aktuelle albumudgivelse ovenpåJames Blake fra 2011, Overgrown fra 2013 og The Colour In Anything fra 2016 har alle gradvist modnet ham musikalsk.
The Colour In anything udmærkede sig ved sine fine klaverballader, rappe beats og avancerede vokalarbejder, og det er den tendens man oplever videreført på Assume Form.

Legende medvirken
Èt af de store kup på Assume Form er, at det er lykkedes at få legender som bl. a. Jay-Z, Kendrick Lamar, Vince Staples, André 3000 og Travis Scott med indover som nogle forbundne kar, hvor hiphoppen nu er blevet mere ondhold end tidligere. Som om de nævnte legender ikke er nok, er også nyere navne som Rosalía og Moses Sumney med, hvilket sikrer genrer som flamenco og r’n’b nye udtryk.
Så det er imponerende at høre, hvor overbevisende, det lyder at få de fem legender integreret i hans univers. Assume Form kræver sin lytter, og det starter allerede ved åbneren, der samtidig er titelnummeret. Enten føler man sig henført over nummerets fascinerende opbygning og hans hensigt med ”I will assume form I will leave my head this time”, eller også begynder kæberne at signalere træthed.

Blake på radaren
Hvis det er den sidstnævnte følelse, man sidder med, så prøv lige at springe frem til nummeret ”Mile High”. Her kan man nyde indlæg af rapperen Travis Scott og lydarkitekten Metro Boomin, som ellers beskæftiger sig med trap og hiphop. Nyd her den overlegne rytme, nummeret spilles med. Hvis det fænger, så er der også ”Where`s The Catch?” med medvirken af Andrè 3000, man kan lade sig rive med af, og er man nået så langt uden søvnens indgriben, er James Blake begyndt at snige sig ind på ens radar. Her kan man konstatere, at der er flere perler på albummet. Med til denne form hører, at flere af numrene griber ind i hinanden, samt at de dyrker deres helt eget univers, som befinder sig langt fra tidens døgnfluetendens.

Længe leve stilheden
James Blake fik sit specielle gennembrud, da han i 2010 i sin coverudgave af Feists sang ”Limit To Your Love” ca. halvvejs lavede ca. tre sekunders stilhed. Under normale omstændigheder er tre sekunders stilhed i en popsang en dødssynd, fordi netop er sat i verden for at danse med dig eller løfte dit humør i nogle minutter. Men når stilheden så indtræffer, står man som lytter alene tilbage, uden musikken at støtte sig til. Denne tendens dyrker han lidt stadigvæk, idet han slår fast, at han er sin generations dygtigste producere indenfor sit felt. Men som kræver, at hans publikum er i besiddelse af en vis tålmodighed og ikke er faldt i søvn allerede ved afspilningen af titelnummeret.

Manden med de gode melodier: Steve Mason: Into The Light (Udgivelse af Playground 18. januar) Anm. XXXXXX

Man kan ikke komme uden om andet end at den gamle frontmand fra Beta Band, Steve Mason, er en habil sangskriver. Har han tidligere været lidt for vidtspændende i.f.t. sin hylde, så rådede han tildels bod på det på sit forrige album, Meet The Humans fra 2016, og dette er en tendens, der går igen på hans aktuelle udgivelse, Into The Light.

Jeg vil indrømme, at mit kendskab til Steve Mason i almindelighed er forholdsvis begrænset. Jeg har læst mig til, at han lider af depressioner og har derfor hang til melankoli. Til gengæld kan jeg høre en god melodi ret hurtigt, og på Into The Light gælder det ”Rocket” og ”Stars Around My Heart.”

Og hvis der er en terapeutisk sammenhængskraft mellem depression og så evnen til at kunne skrive gode melodier, så er Steve Mason et lysende eksempel.

De definerede metalrocken:
Torque Reissues features Phil Demmel (Udgives af Mascot Label Group 18th Januar) Anm. XXXXXX

I nutidens danske opmærksomhedsradar siger navne som amerikanske Machine Head og et af bandmedlemmerne derfra, Phil Demmel næppe et større publikum noget.
Men er man til heavymetal, bør deres betydning få lidt større fokus på sig, især fordi Phil Demmel netop har sendt 1996 udgivelsen Torque på markedet igen. Er det ellers uvist, om det amerikanske heavy metal band Machine Head fortsat eksisterer eller ej, så er det dønningerne fra Torque, der stadig er intakte på såvel Machine Head som Vio-lence, et andet band i miljøet, og hvori Phil Demmel også spillede.

Musikalsk smæk for skillingen
Kan det være lidt svært at placere værkerne musikalsk udfra tiderne, så får man på Torque for man musikalsk smæk for skillingen, og albummet holde den dag i dag, selvom det egentlig er fra 1996. I Torque tog Demmel førervokalen, men hvor de andre hjalp til med at skabe en formidabel sangkvartet, der angreb lytteren som en brændende tankvogn, let og kort.
Tre sange, “Breed”, “Again” og “Shooter” blev skrevet mens bandet stadig hed Vio-lence, .

Ikke melodier men energiudladninger
Torques sange er ikke melodier i sig selv, men bygget op som energiudladninger fyldt med eksplosive undertoner såsom at dele verdens problemer med ekstreme konsekvenser som f. eks. i ”Breed”, en seriemorders bedrifter i ”Shooter”, samt at blive jaget i ”Again”
Hvad numrene således mangler i egentlige melodier, har de i mesterlige metal-komposition som de så serverer med klædelig aggressivitet, og her kan de sagtens inspirere nyere bands, der er ved at køre metaltrætte.
Den nye og aktuelle version af Torque indeholder nyere sange, skrevet af Demmel, og hvor numrene befinder sig i en ikke nærmere defineret tidslomme

Soundtrack om kærlighedsliv: Sharon Van Etten: Remind Me Tomorrow (Udgivet af Jagjaguwar/Playground 18.1.)
Anm. XXXXXX
Nogle bliver fanget ind af ordene eller teksterne, når de skal bedømme et nyt album. Andre af musikken, og her hører undertegnede til den sidstnævnte gruppe. Ført an af synthesizere og pakket ind i drama vidner den 37 årige sangskriver Sharon Van Ettens nyeste album Remind Me Tomorrow nummer for nummer om hendes livs soundtrack, der mest af alt handler om den kærlighed, hun gennem sine udspil har haft det så svært med. Som ung pige flyttede hun fra New York til Tennessee for at starte et nyt liv, men mødte en mand, der var voldelig, hvilket indbefattede et brud på hendes kreativitet og hendes evne til at elske. Indtil hun gjorde oprør, stak af, vendte tilbage til New York og startede et hjem i Brooklyn.

Med guitaren som redskab
Med guitaren som redskab skrev hun nogle flotte sange om ”kvælende kærlighed og smertelige forventninger af forelskelse og ødelæggelse”, som der står et sted. Og efter udgivelsen af sit trediesidste album Are We There fra 2014 stoppede hun med at lave musik, fik sit barn med sin manager, og brugte nogle år på at være skuespiller samtidig med, at hun studerede psykologi med den indbyggede ambition om at ville blive terapeut på et senere tidspunkt. Et forløb, der kunne være en musikdokumentarfilm værdig, lidt ala Amy.

Sange tager form
Men undervejs begyndte sangene igen at spire, lidt ligesom forårets tulipaner. Bemærkelsesværdigt ikke denne gang ikke på guitar, men fra synthesizeren, hvor det bemærkelsesværdige skal findes i de to musikinstrumenters forskellige udtryk. Og udført af produceren John Congleton, der også har arbejdet for St. Vincent og Angel Olsen. Soundmæssigt betyder det, at sangene bliver ført frem af et elektronisk drive.

Bibeholdelse af integritet
De bedste numre på albummet er ”No One`s Easy To Love”, Memorial Day” og den elektroniske ”Comeback Kid”, og samlet er albummet, der kan sammenlignes en del med P J Harvey, fyldt med krop og sjæl, og som ydermere kan bibeholde sin integritet.
Sharon Van Etten debuterede i 2009 med Because I Was in Love, fortsatte året efter med epic, og i 2012var hun ude med Tramp. I 2014 fulgte Are We There, og i 2015 EPen I Don`t Want to Let You Down. Med Sharon Van Etten med god ret sige, at hun bruger musikken som en terapiform,

BAALs bedste: BAAL: Time Is Old (Udgivet 11. Januar af Shine Music) Anm. XXXXXX
Der er dansk rockmusik, og så er der BAAL. Nemlig et band, der nægter at lade sig passe ind i den rockpolitiske korrekthed, men som har det bedst med at gå egne veje. Det har så resulteret i nogle selvvalgte pauser. Dels fra deres trediesidste album, The Supreme Machine fra 2002, til en pause på seks år til deres næstsidste album Behind Your Echoesfra 2008 og så minsandten igen en pause på næsten elleve år til deres aktuelle album, Time is Out.

Teaterinspireret
Lige fra deres debut med Sensorama fra 1996 har der for det meste været tale om et band, der dels leder tankerne hen på David Bowie, men også var garanter for en voldsom og pompøs rockmusik, der hentede ikke så lidt effekter fra alskens teaterstemninger, ofte fra Faust. Elleve år kan synes som en rum tid at befinde sig på vågeblus, når man ellers er et driftigt band, der betjener sig af både mystik og forskellige tematikker. I pressematerialet står der, at da BAAL fornemmede, at de stadig havde noget at byde på, først mødtes i den svenske ødemark, på en skrænt ved kysten og senere i Korinth.

Sitrende musik
BAALs frontfigur er fortsat Bjørn Fjæstad, der som 51 årig i efteråret 2015 var ude som solist med Du Kender Intet Til Mig. Men BAAL har hele tiden rumsteret, og hvor i opvarmningsprocessen til albummet Time Is Out, at numrene er undfanget, kan man kun gisne om. Men deres unikke tilgang til rockens dna har hele tiden været til stede, for det så at sige sitrer fra stort set hvert eneste af albummets tolv numre.
Der lægges stilistisk selvsikkert ud med rockeren ”Mr. Burden”, skiftes genremæssigt gear i ”The Freakshow” for så igen at tone ned, men stadig med intensiteten i behold, på ”The Sorry Song”, som samtidig er tre af albummets bedste sange.. Dernæst kommer støjrockeren ”She`s So Good To Me”, som igen glider over i balladen ”Slowly”. Noget teatereffekt er der også blevet plads til med ”Everything Will Sieze Us”, og som får det storladne til at falme lidt på de tre efterfølgende numre, inden der igen bliver rettet op på det i de to sidste numre, ”I Gotta Give It All Up” og ”Reverent Son,” ligeledes to gode sange.

Skærebrændervokal
Er rocken intakt næsten hele albummet igennem, er det Bjørn Fjæstad´s skærebrændervokal, der er i front for resten af orkestret, og samlet er der dikteret 2019 med store fede typer. Så dejligt med et band, der både har modet og evnen til via rockmusikken konstruktivt at kunne beskrive vrangsiden af samfundet. Og herligt, at de tør iklæde deres i øvrigt gode sange med noget støj.
Time Is Out er blevet til BAALs hidtil bedste og måske mest personlige udgivelse, fordi de for længst har droppet behovet for at skulle bevise deres evner. De 6 stjerner er fuld berettigede

De dyrker atmosfæreindhyllede universer: Fugleflugten: Morgenlysskær (Udgivet af Flammekaster Records 11.01.2019) Anm. XXXXXX

Det er altid spændende at se, hvad nye danske bands har at tilbyde. Et eksempel herpå har vi med Fugleflugten, der ovenpå ep-debuten "Bølgevækker" nu er ude med debutalbummet Morgenlysskær, der som ligesom andre nye bands fokuserer på bl. a. længsel og melankoli.
De spiller dansksproget rock med tydelig inspiration fra såvel 90'ernes engelske shoegaze-scene og 80'ernes post-punk, ligesom de i Rasmus Yde har en vokal og en sangskriver, hvis tekstunivers giver associationer til slut60'ernes og start70'ernes danske syrerock.

Klassisk bandopsætning
Fugleflugten spiller i en klassisk bandopsætning med sang og guitar, guitar, bas og trommer, indimellem spædet op med et keyboardspil. Det gode ved sangeren Rasmus` dybe og bombastiske vokal er, at man modsat så mange af hans kolleger kan man høre det meste af det, han synger.
Titelnummeret "Morgenlysskær" definerer formålet med Fugleflugten. Det er et mix af nærvær og distancering, hvor lyrikken beskriver fortællingen mellem nogle abstrakte metaforer om det mislykkede parforhold. Det med metaforerne går igen på numre som "September" og "Mod bakkerne". Vel er det nogle konceptuelle redskaber, og man skal ville Fugleflugten, for at det bliver spiseligt.

Respekt
Respekt fordi Fugleflugten tager tråden op fra gendannede My Bloody Valentine, The Cure, The Minds of 99 og Slowdive, men for en pensioneret anmelder som undertegnede bliver de forholdsvis hurtigt.for søgt.
Er der for mig at høre ingen helt oplagte sange på albummet, så bliver man alligevel fanget ind af deres atmosfæreomhyllede univers, som i ”Salamander”, ”Nuet In Mente”, ”September” og ”Mod bakkerne”, så trods forbeholdene glæder jeg mig til at høre mere.

Den frejdige heavyrocker: John Garcia: John Garcia and The Band of Gold (Udgivet af Border 4. januar 2019) Anm. XXXXXX
Kunne man have nogle heavyrockgruppers støjniveau mistænkt for at agere ”tomme tønder buldrer mest”, så forholder det sige lige omvendt med John Garcia, når han med The Band of Gold på albummet af samme navn står bag elleve numre, hvor langt hovedparten rummer et imponerende og arrangementsmæssigt overskud.
Bedst på ”Chicken Delight”, ”Kentucky II”, ”Lillianna” og ”Cheyletiella”, der alle rummer noget frejdigt i de håndterlige melodier, men faktisk så er der ikke et eneste, der forekommer ligegyldigt.

Ikke kun larm for larmens egen skyld
Ganske vist er bassen tung, slæbende og dominerende over hele albummet, men det er aldrig larm for larmens egen skyld, og ofte tager man sig i at tænke, hvorfor de er heavy rockere og ikke blot et rockband, for den vrede, der ellers er heavy rockens kendetegn, findes så at sige ikke på albummet

Bandfortid
Såvidt John Garcia i dag. Tidligere har han gebærdet sig i heavyrocken via bandet Kyuss og som solist udgivet bl. a. The Coyote Who Speaks on Tongues fra 2017, og næstsidst John Garcia 2014. Før dette har han været med i bands som Kyuss, men dette synes at være fortid,
Hvis der havde været en lidt større forskel på de forskellige sange og en lidt større eksperimenterelys, havde albummet udløst seks stjerner. Men fem stjerner er bestemt da også noget her, hvor vi kun er en uge inde i det nye år.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk