Lokale seniorportrætter / Anne Marie (Tavshedens stemme)

Anne Marie (Tavshedens stemme)

 
Anne Marie, 1957
 

Når der var adoption på et børnehjem i 1957 satte man som oftest børnene i en stol, der var slået ned fra en høj stol til et lille rullebord. Børnene var renvaskede, ørerne og neglene var rensede, og de var iklædt noget ens tøj, som børnehjemmet brugte for at stille alle børn ens. Børnene kom så ind 3 ad gangen, og familien, der ville adoptere, valgte så hvilket barn, de gerne ville have med hjem.

(citat fra Fødselsanstalten i Jylland 1910-1996).

Sådan var det heldigvis ikke med mit barn, siger Anne Marie, Jeg vidste på forhånd, hvor han skulle hen.

Denne historie foregår i 1957. Anne Marie var 21 år og var blevet gravid. Da hun havde en kæreste, behøvede det ikke at være det store problem, og hun troede da også, at hendes liv kørte på skinner, men hun tog fejl.

Voksen

Jeg var 14 år, konfirmeret, året var 1949, og jeg var flyttet hjemmefra for at komme i huset hos bageren på den anden side af gaden. Her gik jeg til hånde både i forretningen og privaten, og om søndagen hjalp mine forældre også til. De pakkede morgenbrød.

Mine forældre fik ikke løn, men engang fik de et spisestel og en anden gang fik de nogle gryder.

Jeg kom også i huset i Haderslev, og senere et halvt år hos en bager i Tordenskjoldsgade i København. 

Mors ben

Mens jeg arbejdede i København var det, at der skete noget med mors ben. Mine forældre var kommet til København for at besøge mig. De kom kørende på deres motorcykel, og blev påkørt af en taxa-chauffør midt i et kryds. Taxachaufføren var kørt over for rødt lys. Mor blev indlagt på Kommunehospitalet og lå her et stykke tid, inden hun blev overflyttet til Haderslev sygehus. Ulykken gav hende et knæk – hun blev aldrig den samme igen.

På samme tid fandt jeg ud af, at jeg gerne ville være sygeplejerske. Jeg kom på Haderslev sygehus som sygehjælper, og i årene 1955-56 kom jeg på Rødkilde Højskole. Det var en nødvendig del af uddannelsen som sygeplejerske. Mine forældre betalte selv for opholdet. Jeg ved ikke, hvad det kostede, eller hvordan, de bar sig ad med at skaffe pengene.

Da jeg kom tilbage til Haderslev sygehus, var det, jeg traf Sigurd. Flot ung mand, som var ansat på kasernen i Varde.  Vi sås, når han havde mulighed for at komme til Haderslev. Jeg var glad.

Hjemme hos mor og far boede min bror, der var på kost, mens han var i lære som maskinarbejder. Det så ud til, at vi var kommet godt i vej.

Grøften

Sigurd og jeg var kærester indtil jeg opdagede, at jeg var gravid. Vi havde kendt hinanden i et halvt års tid, og jeg havde følelsen af, at jeg kunne det hele. Så fortalte Sigurd mig, at han havde en anden kæreste – en fraskilt med 3 børn. Han havde fortalt hende, at han skulle besøge sine forældre, når han besøgte mig. Tænk, at hun havde troet på det!

Min verden brød sammen – jeg anede ikke mine levende råd. Besluttede så, at jeg ikke ville have barnet. Jeg havde intet at tilbyde. Forsøgte at tale med min læge, men der var ingen hjælp at hente. Tænkte igen, men jeg kunne ikke have et barn med mig, når jeg skulle arbejde for føden. Jeg husker ikke, hvordan mine forældre reagerede, men jeg flyttede hjem for at finde ud af, hvordan jeg skulle klare tingene. Ville for alt i verden undgå, at jeg gjorde dem ondt eller kom til at ligge til last. De havde altid givet alt, hvad de kunne, til min bror og mig. Vi havde haft det godt, selv under krigen.

Vi havde fået at vide, at vi skulle gemme os i grøften, hvis vi var ude, og luftalarmen lød; men nu, hvor jeg var blevet gravid, var der ingen grøft at søge ned i.

Kattenralleme nej

Jeg husker ikke, om mine forældre og jeg talte om praktiske muligheder i forbindelse med graviditeten, eller hvad de i det hele taget sagde til mig.

Mens jeg boede hjemme – inden fødslen -, kom vores nabo på besøg, og hun ville gerne vide, hvad jeg havde tænkt mig med barnet. Hendes svoger og svigerinde kunne nemlig ikke selv få børn, og de ville derfor være meget interesseret i at adoptere mit barn. De havde allerede adopteret én gang, og det gik godt. Jeg sagde ja tak til deres tilbud. De lovede at ordne alle de formelle ting og også at sørge for, at jeg kom til at føde på Sct. Maria Stiftelsen i Vejle. Jeg var meget lettet. På denne måde kunne barnet få et godt hjem, og jeg kunne komme videre med mit liv.

Sigurd og hans kæreste henvendte sig også for at sige, at de gerne ville tage barnet til sig, men det ville jeg under ingen omstændigheder gå med til.  Kattenralleme nej – det kunne lige passe, at DE skulle have barnet! Jeg havde jo også sagt ja til de andre.

Fødslen

Da jeg fik veer, blev jeg hentet af en ambulance. Jeg blev kørt til Vejle, hvor personalet på Sct. Maria Stiftelsen tog imod mig, og var meget søde. De gjorde, hvad de kunne. Jeg havde været deroppe et stykke tid før fødslen til undersøgelse hos overlægen. Da jeg så skulle føde, kom en anden læge og spurgte, om jeg kendte overlægen privat, siden jeg havde været til forundersøgelse hos ham. Det gjorde jeg ikke, sagde jeg, og så blev der ikke spurgt mere.

Der kom også én fra Mødrehjælpen, som ville snakke med mig. Overlægen kom farende og fik hende stoppet. Jeg blev godt behandlet. Der var ingen, der sagde noget eller spurgte om noget ubehageligt.

 Jeg så aldrig min søn og hørte heller ikke hans første skrig. Jordemoderen tog ham ud fra fødestuen med det samme.

 Jeg skulle syes og blev bedøvet, og bagefter var jeg bare så træt, så træt. Jeg sov nærmest i flere dage. Personalet holdt tæt øje med mig. De var nok bange for, om jeg skulle gøre en ulykke på mig selv, men sådan var det ikke.

Jeg husker ikke, at der var nogle, jeg fik talt med omkring alt det, der var sket. Det var bare, som det var.

Da mælken løb til, blev jeg bundet stramt op om bryster og mave, så det ikke gjorde så ondt.

Vores nabo kom til Sct. Maria Stiftelsen og hentede drengen sammen med parret, der fremover skulle være hans forældre. Hun kiggede ind til mig på sygestuen, men jeg husker ikke, hvad hun sagde, eller hvad vi talte om.

Rutebilen, Anne Marie

Efter 8 dage tog jeg rutebilen hjem. Jeg følte en stor lettelse. Min bror hentede mig ved rutebilstationen i Haderslev. Vi tog hjem til far og mor. Mine forældre var ikke sure eller noget; måske snakkede de sammen, når jeg ikke var der, eller når de var kommet i seng, men jeg hørte det aldrig. 

Bimmelims

Jeg flyttede til Møn tre måneder efter fødslen.  Det var et hyggeligt, lille sygehus, men det viste sig at være et sted, hvor de gav eleverne et alt for stort ansvar. Jeg blev nærmest helt bimmelims – det var alt for meget.

Så var det, jeg blev gift, og flyttede til en helt anden egn.  Jeg henvendte mig på sygehuset der, for noget skulle jeg da lave, når min mand var på øvelser flere dage ad gangen. Han var i militæret.  Jeg blev tilbudt at starte som sygeplejeelev igen, men så var jeg nødt til at tage højskolen forfra, og det kunne jeg ikke overskue. Jeg sagde nej tak. Det vigtigste for mig var at passe folk, og det kom jeg jo også til, bare som sygehjælper. Jeg havde det godt på Medicinsk afdeling, hvor jeg blev værdsat af oversygeplejersken.
 
Mødet

Min søn henvendte sig i 1999, 42 år gammel.  Han ville gerne møde sine biologiske forældre. Hans adoptivforældre var døde, og han havde henvendt sig i Statsamtet for at høre, om der var nogen, der havde søgt efter ham. Det var der ikke, hvilket han var meget skuffet over. Sigurd og jeg besøgte ham og hans egen familie hver for sig men sammen med vores ægtefæller. Vi fortalte ham, at vi hele tiden havde vidst, hvor han havde været, og at han havde det godt.

Jeg har ikke talt med min søn siden - han er nok blevet skuffet, eller måske sur. Jeg kunne selvfølgelig også have kontaktet ham igen, men der var gået for mange år.

Hverken Sigurd eller jeg fik børn sidenhen.

 
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk