Rocking Kolding / Albums fra bl. a. Uffe Lorenzen, Rammstein, Humørekspressen, Claus Hempler, Gangway MAJ og APRIL

Albums fra bl. a. Uffe Lorenzen, Rammstein, Humørekspressen, Claus Hempler, og Gangway MAJ APRIL

 
The Stray Cats: 40 (Udgivet af Mascot Label Group 24. maj) Anbm. XXXXXX
 
Rammstein: Untitled, (Udgivet 17 05) Feature
 
Paul Gilbert:Behold Electric Guitars (Udgivet af Mascot Label Group 17.5.19) Anm. XXXXXX
 
The National: I Am Easy To Find (Udgivet 17. maj af Playground) Anm. XXXXXX
 
Uffe Lorenzen: Triprapport (Udgivet 10. mj Bad Afro) Anm. XXXXXX
 
Humørekspressen: Til Ære for Alle (Udgivet 10. maj af A:larm) Anm. XXXXXX
 
Laid Back: Healing Feeling (Udgivet 3. maj) FEATURE
 
Hempler: Kuffert Fuld af Mursten FEATURE 26.04

George Benson fortolker Chuck Berry og Fats Domino on ‘Walking to New Orleans’ (Udgivet 26. april af Mascot Label Group / Provogue Records) Anm. XXXXXX

Nine Shrines: Retribution Therapy (Udgivet af Mascot Lable Group 26. april) Anm. XXXXXX

Vi Sidder Bare Her: De Øjeblikke Man Har (Udgivet af A:larm 26. april) Feature

Jordan Rudess: Oh Land: Family Tree (Udgivet af A:larm 12.4.) Anm. XXXXXX

Gangway: Whatever It Is (Udgivet 5. april) FEATURE

Niels Skousen: Døgnet har 24 timer (Udgivet 5.4.) FEATURE
 
De genopliver rockabillyen: StrayCats: 40 (Udgivet af Mascot Label Group 24. maj) Anm. XXXXXX
Publikum med en kort tidshorisont kender næppe til Rockabilly, der opstod i USA i 1950'erne, og som var en blanding af country (hillbilly) og rhythm & blues. Den mest markante udøver var Elvis Presley, der på en dengang ny sexy måde sørgede for sus i skørterne hos kvinderne, som f. eks. med nummeret ”Blue Moon of Kentucky.” . Instrumenteringen i rockabilly er simpel, gerne blot to guitarer og en gulvbas, og når det skulle blive en smule mere avanceret, var der også trommer, klaver og saxofon.
 
40 års jubilæum
Andre kunstnere som Fats Domino og Chuck Berry forsøgte sig også, men ikke med nær samme gennemslagskraft som Elvis.
Næppe mange herhjemme kender til bandet The Stray Cats, men nu genopliver de for hvem ved hvilken gang rockabillyen på albummet 40, der samtidig markerer deres 40 års jubilæum, og som samtidig erderes første album i 26 år. Numre som ”Rock It Off”, ”Cry Dancer” og ”I Attract Trouble” har alle rockabillyens fandenivoldskhed over sig, og man kan høre, at sangeren og guitaristen Brian Setzer, bassisten Lee Rocker og trommeslageren Slim Jim Phantom gir den fuld gas, når rockabillyen og dens sceneshows virkemidler får fuld skrue.
 
Nyt fra de tyske industrialmestre: Rammstein: Untitled (Udgivet 17.05) Feature
Indenfor heavyrocken findes der næppe andre bands, der er så forankret i deres stil og attituder som tyske Rammstein. Og der er næppe andre, der kan vente hele ti år, inden de udgiver nyt album. Tyve år har de været på banen, og nu er de aktuelle med Untitled, eller Rammstein, som de i enkelthedens navn kalder det, selvom det er de sædvanlige svulstigheder, de stadig arbejder med, pakket ind som industrial.

En knytnæve i ansigtet
Provokere kan de stadig, idet de benytter sig af civilisationens fortrædeligheder i en række kompositioner, der sidder som en knytnæve i ansigtet. På albummet er det den europæiske historie, de beskriver, hvor Europa er blevet endnu mere grumt end længe, bl. a. via nynazismen, og som de præsenterer med riffblokke tunge grooves og bombastisk og som sædvanligt med Till Lindemann som forgrundsfigur
 
Underviser også i musik: Paul Gilbert: Behold Electric Guitar (Udgivet af Mascot Label Group 16. maj) Anm. XXXXXX

Blueskyndinge kender Paul Gilbert som manden bag bandet Racer X og Mr. Big, der står bag hittet ”To Be With You”.
Nu er han ude med soloalbummet Behold Electric Guitar, hvor han lidt fortsætter sin hang til at fortolke ældre rock og bluesklassikere, som han kalder for ”vrisne rocksange”.

Ellers arbejder han som musiklærer, og det er nok mest her, man skal finde nøglen ind til hans identitet, så prøv og check nummeret ”Sir, You Need to Calm Down”.
 
Nørdet musiker
På det nummer og andre demonstrerer han sin glæde ved slideguitaren.
Men selvom han i den anden ende af sit karrierespekter har prøvet et millionstort publikum, går der alligevel for meget nørd i hans spil. Så hans virke er tilskyndet det faktum, som han selv siger, at ”hele forretningsmodellen omkring musikken er fuldstændigt ændret i dag. Man kan ikke længere bare sælge en masse album.” Derfor hans dispositioner, der næppe vil give ham et nyt publikum, men demonstrere, hvad en dygtig musiker evner, og hvor kedsomheden ligger og lurer bag næste gadehjørne.
 
De er mestre i melankoli: The National: I Am Easy to Find (Udgivet 17. Maj af Playground) Anm. XXXXXX
At livet for mange kan være en svær størrelse at tackle, præger musikbranchen, hvor begrebet melankoli oftest bruges, når musikere skal finde en platform at arbejde udfra. Kunne man i mange udgivelser fristes til at sige til afsenderne, at ”tag en tudekiks”, forekommer irrelevant, når det drejer sig om neyorker gruppen The National. De har endda rangeret som et af de største internationale navne de seneste mange år, og som i år er Roskilde Festival aktuelle. De iagttagere, der har modet til at genrebestemme dem, drister sig til at kalde deres musik for ”indierock.”
Hvorom alting er, er The National her i maj aktuelle med deres ottende album I Am Easy To Find, halvandet år efter den glimrende Sleep With Beast. Som sædvanligt har de styr på det eksperimentelle, og deres opfattelse af deres omverden.
 
Kvindestærkt album
The National, der er flankeret omkring af Dessner brødrene, den danskgifte Aaron, som tillige bor i Danmark, og hans enæggede tvilling Bryce. Men The National giver også god plads til kvinderne, med f. eks. Lisa Hannigan og Sharon van Etten på ”The Pull of You” og ”So Far So Fast” med Lisa Hannigan,
Indledningens forbehold overfor melankoli tackler de med en kækhed og friskhed, der sine steder i musikken udmøntes i mindre elektroniske virkemidler, men som ellers er nuancerigt ok hertil
The Nationals force er at skrive nogle molbaserede ørehængere og så strø masser af arrangementer på, og bedst på I Am Easy To Find Bedst er ”Quiet Light”, ”Oblivion Fear” og ”Hey Rosie”. Men det er kun detaljer, der udgør forskellen, for lige så mange melodier er ret gode. Tager man så deres bagkatalog i ed, er der “Bloodbuzz Ohio” og “I Need My Girl”. Et møde med The National kommer godt ud i følelsesspektret, faktisk lige fra den lette til det tunge musik, ok der hvad enten det er som album eller koncert. Ok hertil
 
I sync med deres publikum
The National er vokset betragteligt rent publikumsmæssigt de senere år, men musikalsk udvikler amerikanerne sig ikke synderligt.
Højdepunkter i The Nationals karriere fremkom med ”High Violet” fra 2010, ’Trouble Will Find Me’ fra 2013, og mesterværket ’Sleep Well Beast’. Hvor progressivitet og musikalsk nytænkning er begrænset eksisterende, er det med årene lykkedes The National at være i sync med deres publikum,
 
Hypnotisk musik: Uffe Lorenzen. Triprapport (Udgivet af Bad Afro Records 10. nov.) Anm. XXXXXX
Tager man psykedeliske undergrundsbands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, så er det Uffe Lorenzen, også kendt som Lorenzo Woodrose, der har lagt karisma til dem.
Og det er ikke kun de to bands, også filmen ”Born to Lose” eller forskellige bogudgivelser er fyldt op af den.

Derfor er der ikke noget at sige til, at han fik brug for at starte et nyt kapitel i sit liv og lave noget andet musik, end det, han ellers havde stået bag. Resultatet kan høres på soloalbummet ”Galmandsværk”, og nu også på fortsættelsen Triprapport.
 
Minder om Robert Plant
De fleste sange er akustisk baseret, og der er i god worldmusickultur mange eksotiske instrumenter som drejelire, sitar, tablas, violin og så selvfølgelig en portion fuzzguitar med. I sin sound minder han meget om eks zeppelineren Robert Plant og de tidlige Pink Floyd, og når Lorenzen er i sin rette tilstand efter lidt svampespiseri, og får lukket op til sit inderste, dyrker han generationer af syrerock udøveres kulturarv.
 
Triprapport fungerer bedst, når han får sangene til at vokse, men så overvejet et trip som flere forskellige originaler, kommer Lorenzen aldrig. Men mindre kan selvfølgelig også gøre det, og man kan hurtigt lade sig fange ind af dens stemningsprægede og varme associationer.
 
Uptempo Lorenzen
Triprapport indledes med albummets bedste nummer, det guitarbaserede ”Psykonauten”, hvor der med nummerets klichèbrug ellers appelleres til husarerne i nummerets forholdsvise imødekommenhed. Et andet effektivt indslag er uptempoudgaven af titelnummeret, og modsat det den dæmpede ”Angakkog”.
 
Nævnes bør også en nyfortolkning af Hans Vindings ”Hallo Hallo frøken.”
Såvidt musikken, tekstmæssigt findes der på ”Lille Fugl” denne betragtning »Det er en skrøbelig frihed / at kunne slå tiden ihjel / det er alles kamp mod alle / men du kæmper mest med dig selv«.
Som antydet bliver Lorenzo aldrig nyskabende, men et kalkuleret musikmarked har brug for hans psykedeliske udspil.

Læs interview medBaby Woodrose her
 
Længe leve Dansktoppen: Humørekspressen: En lille én (Udgivet af A:larm/Universal 26. maj) Anm. XXXXXX

I mange år er Dansktoppen blevet hånet, moppet og talt ned om af progressive musikere. Ikke desto mindre har en gruppe af de musikere, som man må skønne har stået forrest i moppekoret, og måske endda fået succes på at udføre deres i.f.t. Dansktoppen alternative musik, nu blevet etableret som orkester, og udgiver deres nye album Til Ære For Alle. Og på samme måde som med deres debuterende udgivelse, En Lille En

Og igen er de væk fra den gammelkendte Dansktop, for istedetfor at spille en musik der læner sig op af f. eks. Otto Brandenburg og John Mogensen, og hvis rammer er bodegaen med dens frustrerede gæster og en jukeboks i hjørnet.

Musikere i nye roller
Det er musikere som Pharfar, nu som Frandsen, Klumben, nu som Krølstrup, Chapper, nu som Strejferen og den ene Panamah-halvdel Peter Lützen som Peber, Humørekspressen består af.
Albummet indledes i bedste suppe steg og is stil med ”Til Ære For Alle”, men det bedste nummer er ”Paa Flugt”, der samtidigt har noget frejdigt over sig. ”Muy Caliente” er i sin afdæmpede calypsostil en sang til de små morgentimer, og ”Panerne Kommer” vil være god til at sætte humøret i top til koncerter. Således kommer de godt rundt i deres univers, og sådan som Dansktoppen er blevet hånet gennem flere på, er det herligt med en håndfuld sange
.
Houseduo vender tilbage: Laid Back: Healing Feeling (Udgivet 3. Maj)  Feature

Sig navnet Sunshine Reggae og enhver europæisk musikelsker er klar over, at det drejer sig om duoen Laid Back. I omkring 30 år har de dyrket deres downbeat-lyd, pakket ind som en klæg meditativ popdrøm. Men John Guldberg og Tim Stahl, duoen bag Laid Back, har altid.værnet om sig selv og deres musikalske univers, i hvilket de indlemmede house og techno, inden der var nogle kunstnere, der for alvor tog fat i de to genrer. Til gengæld har Laid Back altid dyrket den ubekymrede pop, spædet lidt op med funk og blues.
Nu er de så ude med et nyt album, Healing Feeling. Og de lune vibrationer, som altid har været Laid Backs varemærke, findes også her, serveret med stil og et underfundigt blik i øjet via dubbede numre som ’Keep On Loving’ og ’I’m the Shy Guy’. Houseelskere kan glæde sig over ”Enjoy the Vibes” mens duoen hippieeksperimenterer på ”Next Life”. Der hver det bliver rigtig Laid Back er med John Guldbergs dybe vokal
Da Laid Back kan forveksles med supermarkedernes muzak, er deres diskrete eksperimenter en kærkomment tilstand, og deres forsøg på at opdatere The Animals` ”House of Thr Rising Sun” til i dag bliver nok ikke bedre.

Hempler ang midtlivskrise: Claus Hempler: Kuffert Fuld af Mursten (Udgivet 26. april) FEATURE
Hvis ikke hr og fru danmark kendte Claus Hempler i forvejen, så kom de til det, da han fornylig var med i Toppen af Poppen, idet han var så sikker i sine fortolkninger af sine kollegaers sange, at han gjorde mange af dem til sine.
Musikfreaks derimod kan huske Hempler, da han op til 90erne dukkede op på rockscenen med det fynske rockband Fielfraz.
I dag, hvor han snart nærmer sig de 50, er han aktuel med Kuffert Fuld Af Mursten. Det er et eksistentielt album, hvor Hempler ser tilbage på sit liv med fokus på det, der ikke blev til noget som f. eks. karrieren, kærligheden og livet. På ”Vejen frem” synger han: ”Jeg har meldt mig ud af klubben/ jeg har sløset med min tid og mit husmandstalent/ mit mindreværd er kun overgået/ af en opblæsthed der er støbt i cement«.

VIPere
En klub, der herhjemme også består af f. eks. C. V. Jørgensens livsbetragtninger, og croonet som en anden Leonard Cohen.
På ”Navnet er Hempler” figurerer han som en eftertænksom charlatan, der husker tilbage til »dengang jeg var hotshot/ og allerhelvedes hip«, og som erkender, at han blot er en »jubelidiot/ popsanger og douchebag«, ligesom han om sin nuværende situation på nummeret ”Gammel travhest takker af” synger »her/ sidder os der er tilbage/ med vores tid der er forbi«, hvor han får os til at tænke på Gnags` ”Når jeg bli`r gammel”, men som ellers er inspireret af bl. a. New Order og forfatteren Karen Blixen.
Og ja, Hempler synger nu på dansk ovenpå en karriere, hvor hans to forudgående albums var på engelsk. De bedste numre på Kuffert Fuld Af Mursten er ”Navnet er Hempler”, ”Jeg Drømmer Om En Sang”, ”Gammel Travhest” og ”Vejen Frem”

Messer sine numre
Eller begrebet ”messer” passer måske bedre her, for han evner at opnå en zenagtig atmosfære, hvor tekstlinierne står, som var de mejslet i granit. Om det kan forekomme som for meget Claus Hempler? Nej, for Hempler forstår som en af de få herhjemme betydningen af en effektiv selviscenesættelse
Et eksempel på granitmejsling kan høres i tekstlinien ingen fyldestgørende rapport/ der bliver overrakt i en brun konvolut/ der er kun de popkorn der ligger tilbage/ når filmen er slut«.
Jo flere gange, man lytter albummet igennem, jo større forekommer det, så Hempler har placeret sig med et af årets mest givende albums.

Længe leve New Orleans: George Benson fortolker Chuck Berry og Fats Domino on ‘Walking to New Orleans’ (Udgivet 26. april af Mascot Label Group / Provogue Records) Anm. XXXXXX

Når man som George Benson har udgivet over 40 albums, hvor en stor del af disse er jazzbaseret, så skulle man tro, at alle dybe tallerkener var opfundet.
Men nej, for med sit 45. album Walking to New Orleans har han trukket noget, der kunne ligne en hvid kanin, op af posen, idet han fortolker de mest kendte numre fra

Fats Domino og Chuck Berry
Fra Fats Domino gælder det f. eks. numre som "Rockin' Chair," "Ain't That a Shame," "I Hear You Knocking," samt albummets titelnummer, mens Chuck Berry er repræsenteret ved f. eks. "Nadine (Is It You?)," "You Can't Catch Me," "Memphis, Tennessee," og "How You've Changed."

På den måde er Benson lidt ude i samme ærinde, som da han i 2013 udgav 'Inspiration: A Tribute to Nat King Cole. Altså med at give nyt liv til kendte klassikere , så også nye generationer kan få glæde af de gamle koryfæer. Han får hjælp af trommeslageren Greg Morrow, guitaristen Rob McNelley, pianisten Kevin McKendree og bassisten Alison Prestwood.

De hylder 90enes store bands: Nine Shrines: Retribution Therapy (Udgivet af Mascot Records 26. april) Anm XXXXXX

Det kan være fascinerende at lytte til albumudgivelser, der er beregnet på markeder, der er meget større end det danske.
Som f. eks. på udgivelsen Retribution Therapy, der er formet af den delvise fiktive gruppe Nine Shrines.
Missionen med denne udgivelse er nemlig at få yngre musikanter at spille nogle ældre helligdomme, som de selv kalder det, og som ikke nødvendigvis er kendt af særlig mange.

Metalrock og melodisk sangskribning
Det er på denne baggrund, at ophavsmændene mixer metalrock med melodiøs sangskrivning, som udover titelmelodien munder ud i herlige sager som ”Chain Reaction” og ”Conjure” bulder og brag numre som ”Ringworm” og ”Dead” og så en del af det, der ligger midt imellem.

Værd at vide er tillige, at Nine Shrines kommer ud som en reaktion på 90ernes store bands, hvor medlemmerne beklager, at den kultur ikke eksisterer i dag, og hvor meget er blevet til en gang smørkiks, som ankermanden Dan Korneff, som også er kendt fra Papa Roach., og hvem de øvrige musikanter kalder for genrens X-Factor.

Leth contra de sociale medier: Vi Sidder Bare Her: De Øjeblikke Man Har (Udgivet af A:larm 26. april) Feature
Først var det Dan Túrell og Halfdan E.s Pas på pengene fra 1993 med nummeret ”Hyldest til Hverdagen”, der for alvor startede spoken word genren, og siden da har der været spredte forsøg gennem årene. Men det er først med trioen Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvigs Vi Sidder Bare Her, der startede i 2008, at betydningen af genren igen kommer til sin ret i al dens originale blanding af karakteristiske stemmer og musik.
For når Jørgen Leth sætter sig til rette bag mikrofonen ved et lille bord, flankeret af sine to medmusikanter, sker der noget unikt. Nemlig nogle improvisationer, der bliver indrammet af ord. Jørgen Leths stemme, diktion og talemåde er i forvejen så velkendt, at selv et rigtigt instrument kan virke næsten parodisk i sin udfoldelse.

Leths talemåde
For Leths talemåde med dens indbyggede poetiske fænomenologi, er så indbygget, at den sagtens kunne stå for sig selv, men er alligevel med til at hjælpe Leths emner, som altid er såre menneskelige, op i et endnu højere luftlag,
I trioens opstilling spiller Mikael Simpson tangenter og Frithjof Toksvig styrer to computere, når han ikke giver lydbilledet en solid bund med bassen. Sådan har de fungeret med fem udgivelser i de over ti år, de har eksisteret, og hvor Jørgen Leth i dag er 80 år,
Vi Sidder Bare Her tager også fat i det at blive ældre og de skavanker, som samtidig støder til. Albummets mest tilgængelige nummer er ”Jeg hader det ord (sociale medier)”, og hvor trioen sætter fokus på internettet, og hvor Leth får luftet sine fordomme via udtalelser som ”det er jo bedrag” og ”man er fanget i nettet”. Ikke som en gammel gnavpot, men som en moden mand, der synes, at meget af det, der foregår på nettet, er tidsspilde.

Diskvalificering af det æstetiske
Gennemgående er også, at Leth opfatter alderen som en diskvalificering af det æstetiske, hen mod det etiske, hvor Leth lige som andre filosoffer gør opmærksom på, at æstetikeren ikke kan træde ind i det etiske rum. På albummet koketterer Leth også over sine søvnbehov i på ”Rummet inden søvnen”

Musikfortolkninger: Jordan Rudess: Wired for Madness (Udgives 19. April af Music Theories Recordings /Mascot Label Group) Anm. XXXXXX
At ville ændre musikverdenen er noget af en ambition, som mange taler om, men som kun de færreste får effektueret. Men hvad der startede med en progressiv tanke fra Jordan Rudess, udviklede sig snart til et helt album.
Rudess kommer fra kredsen omkring f. eks. Joe Bonamassa, men Rudess` musiktilgang er keyboards, hvor begrebet melodism får en helt ny betydning på et nyt album, Wired for Madness.

Intet conceptalbum
Det er ikke noget conceptalbum, men en flok melodier, der er kommet igennem projektets keyboard – styrede robotlandskaber. Titelnummeret kan sagtens selv stå distancen, og også tildels “Drop Twist”, men derudover bakser de øvrige sange om at komme ud af den comfortklokke, de ellers er indhyllet I, og mere og mere separerede rolle contra markedets vilkår.

Jordan Rudess er sig bevidst om, hvad der sker med ham når has kreativitet bliver aktiveret , og han formår at etablerede en antenne til sine sange og sine følelser-

På vej mod et internationalt gennembrud? Oh Land: Family Tree (Udgivet af A:larm Music 12. April Anm. XXXXXX
Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, har lige færdiggjort rollen som X-Factor dommer, da hun udgiver sit nye album, Family Tree
Siden sit forrige album, ”Earth Sick” fra 2014, har OhLand turneret, lavet musik til balletten ”Askepot” og teaterforestillingen “Water Music” samt optrådt til Kronprinsens
50 års fødselsdag.

Og efter hun udgav sit sidste album, er hun blevet skilt og på det seneste gift igen. Det har mindet hende om, at musikken for hende er det bedste og tryggeste sted at betro sig, for musikken er vennen, der altid lytter og aldrig dømmer. I den periode er hun også gået tilbage til klaveret som udgangspunkt for sin sangskrivning og det har resulteret i et skift i lyd og tempo. Så den nye plade, der iflg Oh Land s egne ord kommer fra den amerikanske indiemusiks hjerte og indeholder instrumenter som masser af melotron, klaver og synths.

Unik som sangerinde
Family Tree ligner ikke noget andet, OhLand har udgivet. Og væk er de electropopsange, der gjorde hende unik herhjemme og har sammenlignet hende med bl. a.. Björk, og i det hele taget er der er ingen sangerinde, der kan måle sig med hende. Derfor har hun også skrevet kontrakt med et stort internationalt selskab

Albummets indledningsnummer 'Bird In An Aeroplane' er sigende for OhLands nuværende internationale position, fordi vi løftes op af elektroniske samplinger og en vokal, der sjældent har været mere insisterende. Og skæring for skæring bliver vi præsenteret for en kunstner med stort K, og som tilsyneladende satser alt på et bræt med albummet, der har mere klassisk karakter over sig end et popalbum. Spørgsmålet med, hvor mange fans, der følger med, men hvis man kan lide musik som perler på en snor, så er der mange arrangementsmæssige greb, vi ikke er vante med at høre i det daglige

De er popmusikkens enere: Gangway: Whatever It Is, Udgivet 5. april FEATURE
I starten af 80erne var der to britiske traditioner, hvor man enten med Rolling Stones-traditionen ville lyde så amerikansk som muligt eller med The Kinks-traditionen forsøgte at lyde så britisk som muligt. Gangway, en af dansk musiks første indiegruppe, hørte til den sidste gruppe i lighed med andre bands som Pet Shop Boys, David Bowie, The Move og Roxy Music. Mest markerede Gangway sig, da de i 80rene lavede ”My Girl And Me” og i 1992 ”Mountain Song”. Men som ellers så sig overhalet indenom af mere rockede danske grupper som The Sandmen og Her Personal Pain.

Værker der holder i dag
Og med fare for at det bliver en anelse for langhåret, som skrev man ydermere om dem dengang, at de tog attituden fra punken, men spillede en mere avanceret popmusik.
Men også lavede nogle værker, der holder den dag i dag, og som startede med deres debut The Twist fra 1984 og som frem til Goodbye fra 1998, der samtidig var deres pauseåbner.

Så hvor Gangway var beriget med nogle medlemmer i Henrik Balling, Allan Jensen og Torben Johansen, der samlet kunne fylde bandets dna så rigeligt op, så kneb det mere med deres sceneact, hvor ingen af dem var udprægede frontfigurer, selvom Henrik Balling var en effen sangskriver.
”Lysten driver værket” hedder et gammelt ordsprog og i Gangways tilfælde udmøntes det nu i udsendelsen af albummet Whatever It Is.

Gangway helt sig selv
Hvor resten af musikindustrien satser på kalkulerede samlebåndshits, så klæder det Gangway, at de igen, efter et markant åbningsnummer i ”The sea The Moon And The Stars” er helt sig selv på ”Whatever…. Takket være ”Colorful Combinations” med dets elegante 90er houseindpakning, ”See If I Carry” og ”Confident and Ordinary”. Læg gerne dertil balladen ”Always crying”, og du har et nummer, der kan vinkles en del, hvad angår musiknydelse.
Tankevækkende er det tillige, hvor effektivt, Allan Jensens sang matcher Henrik Balling personlige melodier, hvilket de to er de eneste i dansk popmusik, der arbejder med det, og som giver dem den niche.

Dance macabre
Her taler vi om numre, der er bygget op af nogle detaljerige synthflader, som både indeholder det lyse og det mere mørke i musikken, der samtidig er albummets atmosfæreskaber. Hvis man har tålmodighed til at lade sig fange ind af dette, så flakser det sig for èn og albummet er disponeret således, at der på den ene side skrives pop med stort P, mens der på den anden side arbejdes med bizarre lydlandskaber, der sine steder går lidt dance macabre i den

Aktuelt er trioen blevet udvidet til en sekstet med trommeslageren Janus Nevel Ringsted, bassisten Carl-Erik Riestra Rasmussen og Nephews keyboardspiller, René Munk Thaulund, der alle tre kan programmere og finde rundt i en synthesizer

Nyt fra Niels Skousen: Niels Skousen: Døgnet Har 24 Timer (Udgivet af A:larm 5. april) FEATURE

Indrømmet, at det fra min CD samling ikke er Niels Skousens CDer, jeg lytter mest til. Jeg erkender hans format, og da jeg har fornøjelsen af at være med i bibliotekets musiksalon, var det som om en engel fløj igennem lokalet, da en af min meddeltagere satte Skousen & Ingemanns ”Herfra hvor vi står” på pladespilleren. Alle deltagere kiggede på hinanden, hvorefter vi som med en fælles stemme kunne sige, at den ”holder den dag i dag”.

”Herfra hvor vi står” blev udgivet i 1971, og nu, næsten 50 år efter, forelægger Døgnet Har 24 Timer. I sin karriere har Niels Skousen holdt pause fra 1980, men foretog comeback med ”Dobbeltsyn” i 2002, og Døgnet Har 24 Timer er således hans sjette album efter comebacket.

Integritet i behold
Med sit nye album kommer Niels Skousen godt ud i emnehjørnerne i et genremix, der ender med at indeholde elementer af moderne country og elegant fransk chansons.
Sangtitler på det seks sange store album hedder f. eks. ”Farverne Blegner”, ”Det Virkelige liv” og ”Danmark Keder Sig” sender kollegiale hilsener til Leonard Cohen og Bob Dylan og deres udtryksmidler.

Og hvad Skousen angår, formår han, uden at miste sin integritet, at give sine jævnaldrende et tidsbillede, musikalsk såvel som tekstmæssigt. Om sin alder synger han et sted, at "farverne blegner" og "tårerne falder som knuste skaller". Her er det velgørende, at han ikke prøver at være ung med de unge og benytte sig af techno, eller andre ungdommelige udtryksformer.

”Hvor hører vi til og hvad skal vi finde os i en verden mellem mennesker og menneskeskabte systemer. Det er her vores handlinger realiseres, og her vi skal realisere os selv”. udtrykker Niels Skousen det.

Komplekst lydbillede
På Døgnet har 24 timer bliver Niels Skousen med hjælp fra producer Nikolaj Nørlund bakket op af et hold af musikere. Først og fremmest keyboardspilleren Adi Zukanovic, der også spiller på flygel og orgel og Maggie Björklund på pedal steel og elektrisk guitar. Disse enheder modspilles af den boblende og svingende rytmiske grund fra trommeslageren Jakob Høyer og bassisten Sara Saxild.

Kritik af sociale medier
Stilistisk udgør Skousens kritik af de sociale medier og deres facon sig som en ægte 68er, eller som når han et sted synger »ingen ved hvad tænketanken tænker på«, er det hans pointe, at man skal stå fast på sit eget og være vedholdende.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk