Rocking Kolding / Biblioteket swinger med rockmusik

Biblioteket swinger med rockmusik

 
Man forestiller sig altid, at det er i storbyen som København og Århus, at rockmusikkens ånd trives bedst, fordi der i de byer i forvejen er højt til loftet, mentalt set. På samme måde, at musikudbuddet fra Roskilde Festivallens Orange Scene måske er det ypperste, man musikalsk kommer på kvalitativ og progressiv rockmusik herhjemme. Samtidig er det en musikalsk kulturform, der ofte udspringer af ånden fra 60erne og 70erne, hvor stemningen var synonymt med fællesskabsfølelse, livsglæde og frihedsfornemmelse.

I det daglige er der en tendens til, at denne musikform, ofte repræsenteret på gamle vinylplader, for mange musikelskere lever en tilbagetrukket tilværelse i reoler. Men nu synes noget af den gamle ånd at vende tilbage.

Ånden fra Orange Scene på biblioteket

En af de platforme foregår på biblioteket, hvor der siden efteråret på nogle torsdage er blevet spillet rockmusik, hvor en gruppe lånere mødes med hinanden for at udveksle gode rockoplevelser med hinanden. Da gruppen syntes, de havde meget mere at diskutere indbyrdes, opfordrede biblioteket dem til at fortsætte som en selvstyrende gruppe, og her midt i april har gruppen, der består af seniorer, været samlet en lille snes gange med minimum otte deltagere pr gang.

Hvor mange seniorer tidligere har stået og danset og hujet til musikken, er de alle nu blevet mere mageligt anlagte, idet lytningen af musikken foregår i stole, og hvor deltagerne nødes med headbange, eller at nikke med hovederne i takt til musikken. Indimellem kan en deltager om et stykke musik godt sige ”det må gerne være højt”. Ved således at dele sin lidenskab med andre, kommer salondeltagerne på en helt speciel måde godt ind under huden på hinanden. 
 
Rockens store navne

Rockens helt store navne som The Beatles, Rolling Stones, Led Zeppelin, Doors bliver aldrig spillet i salonen, som i sin substans er en rejse gennem rockmusikken. At disse navne aldrig bliver spillet er sikkert, fordi deltagerne i salonen er så oppet på at spille overraskelser for hinanden, at denne tendens overskygger mindetradition

Temaerne i salonen er numre siden 1990, man også ville kunne huske om tyve år, fede guitarriffs, musik fra 60erne og indtil 1975, samt musik, deltagerne vil have med sig på en øde ø. Men ellers så gælder det om på bedste studiekreds facon at overraske sine meddeltagere med en masse unikt musik og nogle elskede klassikere. Hvor et gammelt mundheld siger, at smag og behag ikke kan diskuteres, bliver modbevist på disse torsdage, hvor smag ofte bliver suppleret op med nogle personlige fortællinger. Så at sige alle disse numre er med bands, der kunne have spillet på Orange Scene på Roskilde Festival

Rocksalonen som en gourmetkultur

Hele arrangementet er kørt ind i så faste rammer, at det på mange områder kan sammenlignes med gourmetkulturen med dens rødvine og kæren for smagsløgene. I rocksalonen har man både valgt en ordstyrer, og en deltager, der styrer stereoanlægget, og hvis ikke denne får andet at vide, skruer han ned efter et par minutter, så deltagerne kan snakke og spare tid. Alle spillede numre bliver på en spilleliste anført med CD titel, udgivelsesår, samt en kolonne, der er indført for at deltagerne kan begrunde, hvorfor de spiller et bestemt nummer. Listen med alle disse informationer bliver mailet ud til salonens medlemmer umiddelbart efter mødet.

Det er ikke radiokanalernes lydtapet eller anmelderes smagsdommeri, deltagerne specielt henter inspiration fra,  når de præsenterer deres musik om torsdagen, men derimod de respektive deltageres rejser igennem mange af rockmusikkens veje og vildveje, godt hjulpet på vej af de enkelte deltageres viden og engagement, og suppleret af de anekdoter og kommentarer, de hæfter ved de spillede numre.

Musikken erstatter ordet

Samtidig udgør salonen også den kulturform fra 70erne, der handler om at opfatte det at høre musik som en sandhedsform, der ikke behøver nogen værdiansættelse, og som man gerne vil dele med andre. Det er igen en kulturform, der opstod af, at musikken var et forum for det væsentlige, der blev sagt i samfundet. Dengang kaldte Eik Skaløe fra Steppeulvene iflg bogen ”Der gror aldrig mos fra en rullested”, udgivet i 1969, ”den elektroniske musik for vor tids skrivemaskine. Laus Bengtssom kalder sine tekster til Povl Dissings LPer for ”en elektrisk roman”, og den unge forfatter Vagn Lundbye erklærede, at ”han ville lægge skrivemaskinen til side og erstatte den med et elektrisk orgel.”

Der gror aldrig mos på en rullesten

”Beatmusikken har fjernet ordet fra bog eller visse den ene dimension og sat sammen med musikkens uendelighed af dimensioner. Ord, som havde mistet deres betydning, har på den måde fået et nyt liv. De er blevet sat i rammer med nye kombinationsmuligheder”, står der et andet sted i ”Der gror aldrig mos…”

Også den klassiske musik får et ord med på vejen, idet bogen et tredie sted skriver” ”Det er ikke tilfældigt, at den klassiske musik af de samfundsbevarende kræfter er blevet holdt op som en ideel modsætning til beatmusikken. Den klassiske musik er nemlig i sig selv samfundsbevarende, fordi den udelukkende arbejder med seksualisering som en sublimering til noget andet. Den er musikkens kolde afvaskning”

Ord kan således sige meget, hvor Paul McCartney i sangen Tomorrow never knows synger ”Turn off your mind, relax and float downstream”

 
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk