Artikler med brod / Christiansfeld contra tivolisering

Christiansfeld contra tivolisering

  Lindegade, der er hovedgade i Christiansfeld, emmer af kultur og historik. 
 
Hvor bymidten af en dansk by med respekt for sig selv er et mix af forretninger, værtshuse, cafeer og banker, da glimrer Christiansfeld med en helt anden bykerne, hvor det er sammenhængen mellem huse og grønne områder, der er det fremherskende.  Christiansfelds grønne områder og smukke gamle bygninger gør, at man føler, at man befinder sig enten i en tidslomme eller midt i kulisserne til en film, der handler om gamle dage, og hvor historiens vingesus næsten taler til en fra de gamle bygninger med deres døre, skiltning og håndværk i øvrigt. 
Christiansfeld er nemlig en gammel Brødremenighedsby, grundlagt tilbage i 1773, på linie med andre byer i verden, som f. eks. i Sydafrika.
 
Mangeårigt renoveringsporjekt
Den har været igennem et mangeårigt  renoveringsprojekt, og som har kostet over 100 mio kroner.  Dette forløb blev kronet med, at Christiansfeld midt på sommeren kom med i Unescos Verdensarvliste. Denne hæder og påskønnelse er indbyggerne meget ydmyge om, hvor de hele tiden passer på ikke at blive ”tivoliseret” eller ende som Den gamle By i Århus, men tværtimod  værne om deres stolthed.                                                                                                      

Om at finde et rimeligt leje

– Så hvordan finder vi et rimeligt leje, starter en af byens ledende skikkelser, en 66 - årige mand, der ønsker at være anonym, i en samtale, vi har med ham en formiddag.                                                                                                                                                  - Vi minder lidt om et menighedsråd, der arbejder kollektivt, men der er lidt flere opgaver for os, som vi selv styrer, og vi er ikke styret af nogen stat eller noget. De eneste, vi har en forpligtelse overfor, er herrnhutterne.
- Og i forhold til de andre menighedsbyer er vores beføjelser friere. Vi har større selvbestemmelse, end de har andre steder, men valg til rådene skal vi altid referere.
- Men i forhold til de andre steder ansætter vi selv præsten, og vi har en stor bygningsmasse, som vi har ansvar for.                                                                             

Uden faste kriterier

Er man som borgertræt af det hektiske byliv, men lidt beklemt ved at bosætte sig på landet med langt til nærmeste nabo, kunne Christiansfeld synes som en ideel løsning. Hvis man påtænker at ville bo i Christiansfeld, sender man en ansøgning. Den bliver fulgt op af en først en samtale med præsten, der så igen tager den op i Ældsterådet. Betingelserne for en evt. bosættelse er, at man lige som har vist en interesse for menigheden. Det er en forening, der er afhængig af frivillig arbejde, hvor alle trækker på samme hammel og hvor alle er lige. Det er meget forskelligt, hvilke typer, der flytter ind, men ofte er det tilflyttere, der har haft et forhold til en anden kirke eller er med i en trosretning                                                                                                   

Enkle værdier

Tilflyttere har tit en tro, de dyrker, og det er ikke specielt herrnhuttrosretninger, der trækker, selvom disse er en frimenighed med værdier og budskaber, der er enkle og let at gå til. Hernhutterne går konsekvent udenom det poppede, så hvor man i folkekirken f. eks. kan arrangere pizzaaftener, der holder herrnhutterne fast i deres traditioner og kulturarv. Dette kunne synes som en livsførsel for ældre mennesker, og herrnhutterne erkender da også, at deres beboere ikke just tilhører ”villa, vovhund og vovse” typerne, men typisk ældre.

Sjov søndag
Under gudstjenesten har hernnhutterne dog forsøgt sig med noget, de kalder for sjov søndag, hvor der bliver lavet noget for børnefamilier. Der kan børnene så gå med de voksne ud og lave noget alternativt under prædiken, det man i gamle dage kaldte Søndagsskolen                                                                                                                                                             

Forhold til Gud

Hernnhutterne har et forhold til deres Gud, men derudover opfatter de sig selv som helt normale med det kristne liv, de lever gennem deres arbejde. Og kunne man tage fugleperspektiv på det, kunne man se, at de er aktive på mange måder, som i praksis handler om at gøre rent osv.
Et mere bynormalt liv med f. eks. biograf, værtshuse eller diskoteker synes ikke at ligge lige for, spørger man sig for i Christiansfeld. Men det betyder ikke, at det ikke kunne lade sig gøre. Byen består både af private huse og brødremenighedshuse, så i et privat hus skulle der ikke være noget i vejen for det, hvor vores kontaktperson erkender, at ”det vil vi ikke blande os i, hverken som by eller menighed.” Dog vil man indbyrdes diskutere, at søger en udefra om at ville åbne værtshus eller diskotek i et brødremeningshus, så vil hernnhutterne indbyrdes diskutere, om det er noget, de vil lægge navn til.                                                                                                                                       
 
Liv for unge mennesker i idrætshallen

Sværere ville det være med et diskotek, hvor hernhutterne dog erkender, at de ikke kunne forhindre hotellet i at åbne et, da det er lejet ud til en privat.           

Spørger man herefter ind til, om hvad hernhutterne tror, unge børnefamilier vil sige til Christiansfelds kulturtilbud, henviser man til deres idrætshal, hvor der foregår aktiviteter.                                                                                                                                                                                                                                                            Kunne Skulle man ryste tiden hundrede år tilbage, så ville man måske sige, hvad er det dog, de gør i Christiansfeld, hvortil indbyggerne ville svare, at de udvikler sig stille og roligt, og hele tiden i respekt for deres indbyggede kultur.

 



 
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk