Rocking Kolding / Der er go` i 68er musikken

Der er go` i 68er musikken

 
Joan Baez blev i slutningen af 60erne et ikon for alle pacifister, da hun genopdagede borgerrettighederne via sangen ”We Shall Overcome”, som hun samtidig gjorde til sin signaturmelodi.
 
 
(indsat 19. april 2018, 50 år efter ungdomsoprørets start) Har man siden 60erne været inkarneret musiklytter med focus på den mere progressive eller eksperimentelle rock, så er det som regel en interesse, der holder ved livet igennem. Siden dengang er udvalget mangedoblet og heldigvis er der mange af de gamle, der stadig udsender musik, hvilket tit sker, når de har noget på hjerte. 
Da nutidens pensionistgeneration var unge, opfattede man lyttere over fyrre som ”fede og færdige”, hvor gruppen i dag opfatter sig selv som aktive, nysgerrige og observerende. Og mest af alt som en gruppe mennesker, der stadig har et budskab, de vil ud med.
Fra I år gælder det albums som Francoise Hardys Personne d`autre, Tom Waits`genoptryk Closing Time og Joan Baez`: Whistle Down The Wind
Og i 2017 udkom der næsten tyve albums, som kunne komme ind i 68er kategorien

Francoise Hardy
Francoise Hardy huskes ellers for hittenne ”Comment Te Dire Adieu?”, eller "Tous les garçons et les filles". Albummet ”Personne d`autre”, består dels af Francoise Hardys tidligere hits, men også en håndfuld numre af nyere dato. Desværre er det hele på fransk, hvilket sandsynligvis sætter en naturlig barriere for en større markedsdækning i vores lille andedam.

Lagde op til Hotel Costes serien
På ”Personne d`autre” bruger hun sin sensuelle stemme til af jazzet vej og i en tidløs poppet retning til at bringe lytteren ind i en melankolsk stemning, der hylder den moderne franske sound. En sound, der for alvor trådte i karakter senere med bl. hele Hotel Costes serien. Nu, hvor den har sejret sig selv ihjel, er det musikhistorisk interessant at lytte til optaktsmusikken.

Tom Waits og om at kunne score en pige
Indenfor det mere strømlinede musikmiljø er det en stående joke at kokettere med, at ingen kan score en pige, hvis de har en eller flere Tom Waits plader stående. Omvendt bliver man enten talt ned til eller mødt med nogle overbærende skuldertræk, hvis man i det alternative musikmiljø eller omgangskreds med hang til smalle eller kunstneriske udgivelser ikke har en anselig samling af Tom Waits plader eller dyrker ham som noget af en afgud.

Inspireret af Cole Porter og Frank Sinatra
Tom Waits har altid haft en stemme, der lød som et morgenværtshus. I 60erne øvede han sig på Cole Porter og Frank Sinatra, samtidig med, at han var inspireret af beatforfattere som Jack Kerouac, Alan Ginsberg og Charles Bukowski. At Tom Waits netop i denne tid er værd at beskæftige sig med skyldes, at hans debutplade ”Closing Time” bliver genoptrykt.
Joan Baez blev i slutningen af 60erne et ikon for alle pacifister, da hun genopdagede borgerrettighederne via sangen ”We Shall Overcome”, som hun samtidig gjorde til sin signaturmelodi. Siden Martin Luther King kom til, havde det politiske fokus nemlig flyttet sig, hvor det nu gjaldt den ikke-voldelige modstand mod krig og oprustning.
Hun var altså på banen længe før, at Sting eller Bono troede, at regnskoven og resten af verden kunne reddes af en sang. Lidt på samme måde med ungdomsoprøret, som The Beatles og Stones brugte til en del af deres profilering. Her havde Joan Baez stemmen,

der talte og sang om systemer, uretfærdighed og umenneskelighed midt imod. Og, som den tidligere musikanmelder Torben Bille skriver på sin hjemmeside, ”Midt i en Beattid”, at ”hun gjorde – og gør – det med en sopran, der burde kunne afvæbne enhver militarist.”

Joan Baez sætter minder igang
Nu, hvor ovenstående mere eller mindre er et afsluttet kapitel, udgiver Joan Baez et nyt album, ”Whistle Down The Wind”, samtidig med, at hun dels proklamerer, at 2018 vil blive hendes sidste år med turneer. På albummet tolker hun egne favoritter som f. eks. Tom Waits, Mary Chapin Carpenter og Richard Thompson.

Når man sidder med hendes album i hånden, ryger minderne tilbage til dengang, hvor man husker hende for hendes omgang med de de små coffee shops i Boston og New York. Hun vakte opmærksomhed, dels ved sin klassiske skønhed og dels ved den alvorlige inderlighed, hvormed hun på guitar foredrog sine sange.
Uffe Lorenzens Galmandsværk
Heldigvis er der også herhjemme nogle seniorer, der vover pelsen og udgiver albums. F. eks. Uffe Lorenzen, der med ”Galmandsværk” fortsætter i samme psykedeliske og hypnotiske spor som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat.

Eller Fjæstad & Helleman Bros, der med Songs of Jacob Elk” bearbejder midtvejskrise via en hals snes rocksange:

Selv er Jacob Elk en moden mand i dag, så hans reflektioner handler i princippet om 70erne, men temaerne er jo eviggyldige. Også sangeren Bjørn Flæstad havde gjort sig sine overvejelser, bl. a. om meningen med livet, inden han takkede ja til projektet

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk