Rocking Kolding / Der gror aldrig mos på en rullesten

Der gror aldrig mos på en rullesten

 
 Der gror aldrig mos på en rullesten, Rockpræk fra 1970, feature
 
”At skrive om musik er at skrive om et møde med sandheden, og sandheden behøver ingen værdiansættelse.” Sådan indleder Paul Williams bogen ”Der gror aldrig mos på en rullesten”, udgivet i 1970 og måske den mest kreative bog, der er skrevet om rockmusikkens betydning. Williams, som var redaktør af tidsskiftet Crawdaddy, fortsætter: Hvis jeg kan lide en speciel plade, gør jeg måske, for at overbevise folk om, at dette er en særlig oplevelse, men jeg gør det kun, fordi jeg gerne vil have dem til at dele oplevelsen. Mine ord, ligegyldigt hvor meget de måtte være inspirere af et bestemt stykke musik, kan allerhøjst kun være noget andet at opleve.
 
Beatmusikken den første spire
Den tids anmeldere var så optaget af hans ord, at 10 langhårede skrivere som f. eks. Carsten Grolin, Dan Tùrell, Hans-Jørgen Nielsen og Helle Hellman som eneste kvinde, samledes for at dele en drøm, der handlede om at mennesket er smukt og at verden kan blive bedre, og at vi alle vidste, at beatmusikken var den første spire der havde slået rod på denne jord. Artiklerne var skrevet i dagblade og magasiner 1967 – 1970.
Artiklerne er et dyk med i en tidslomme i de år, da The Summer of Love går på hæld og bliver til 70’erne, og med i bogen er der pladeudgivelser og koncertanmeldelser af bl. a. The Doors, Procul Harum, Bob Dylan, Donovan, The Who, The Beatles, Rolling Stones og Kinks og Beach Boys.

Meningen med den nye musik
Der funderes i bogen over skiftet fra sort blues til hvid rock’n roll, og om den dybere mening med den nye musik. Men også hvilken betydning man skal tillægge den, sceneoptræden, og vold ved koncerter.
 
Dan Tùrell skrev f. eks.: To af de største amerikanske beatgruppers nyeste LPer afspejler en USA-vision. Og det er der intet mærkeligt i. Den amerikanske beat har en langt mere inspirerende, de vil sige langt mere provokerende national baggrund end den europæiske. Den er et voldsommere reaktion mod samfundet har en større tilknytningsflade til sit udspring og vinder i betydning ved sin konfrontation med sine sociale vilkår.
 
Er sekunders handling
I et andet sted i bogen skriver Carsten Grolin om The Who: ”De forvrængede, falske skurrelyde vil aldrig kunne skabe en hitplade af den simple grund, at de er sekunders handling. De bygger langsomt en enormt påtrængende spænding op i kroppen, som kun kan udløses ved aktion, og den sørger Pete Townsend, når han smadrer guitaren mod højttaleren, så splinterne fyger, føler man øjeblikkelig lettelse.

Anmeldelser i dag gør 50/50 ud af forholdet mellem musik og tekster, men dengang bekendte rockskribenterne ofte, at de simpelthen ikke forstod teksterne, ligesom de ikke kunne høre teksterne tydeligt, ligesom de slår til lyd for, at sceneoptrædenen var for voldsomme og skyggede for musikken.
 
Musikkens rus kultur
Men ellers kastede de sig ud i alskens analyser af tekster, musik, miljø, sammenhæng mellem musik og samfund. Derudover eksperimenterede de også med artiklernes form, i overensstemmelse med tidens og musikkens rus-kultur.
Fedest i bogen er dens tidsaktuelle vurderinger og beretninger, hvor Helle Hellmanns glimrer med sin beretning fra Isle of Wright festivallen og hippieånden i 1969.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk