Artikler med brod / Drachmann som manden der elskede kvinder

Drachmann som manden der elskede kvinder

Feature, indsat 01 08 16: Det er den folkeligt fortællende side af Holger Drachmann, man bliver præsenteret for, når man sammen med en masse andre mennesker samles til Sct. Hans bålet og synger Midsommervisen. Det må være gået ud over Drachmanns forfængelighed, når forsamlingen et sted i begyndelsen af andet vers går i stå, fordi Lange-Müllers sang er for svær at synge, til gengæld kan Drachmann have ånde lettet op over, at teksten er så fængende, at folk efter en kort nynnen er blevet ved, og så igen istemt sang, da den vanskelige passage er overstået. Faktisk skulle der gå omkring 100 år, før Shu bi dua fik gjort og med Langs-Müllers manglende visekunnen og hvor publikum nu frejdigt synger sig gennem hele sangen. Hvad der også må have stødt Drachmann ved bålet er tilstedeværelsen af en heks øverst. Meningen var jo, at hun skulle brændes, og når man tager Drachmanns kvindeafhængighed i betragtning i ed, må det have vagt mangen en undren hos ham, at man kunne behandle kvinder sådan. I sit eget relativt korte liv, hvor han nåede at blive 61 år, var han gift tre gange, ligesom han havde flere udenomsægteskabelige affærer. Sammenlagt fik han seks børn, hvoraf det ene var født udenfor ægteskab.
 
Drachmann som Don Juan
At der således var ikke så lidt Don Juan over ham, var en anden side af ham, for lige som Don Juan kunne Drachmann heller ikke stilles tilfreds med kun en kvinde. Den østrigske psykolog Carl Jung beskrev den mandlige donjuanisme som et udtryk for et tvangsmæssigt forbrug af seksualpartnere. Ofte et dobbeltmotiv, hvor Don Juan-typen på en gang er på flugt fra nærhed og intimitet og samtidig søger bekræftelse som mand.
Drachmann var med andre ord meget af tiden forelsket, og tit forelsket i forelskelsen, og da han var både galant og charmerende, betog han, tilsyneladende uden større besvær, det modsatte køn
Drachmann var ellers dybt splittet, fysisk svagelig og led af en tilbageværende hovedpine, ligesom han konstant var i økonomiske problemer.
Drachmanns kærlighedsaffærer var ellers ret så komplicerede. Før sin endelige skilsmisse fra Vilhemina i 1877, fik han en datter med sin ungdomskæreste Polly, som allerede var gift. Drachmann forsøgte at overtale Polly til at lade sig skille, men forgæves. I stedet søgte Drachmann i Hamborg trøst og forståelse hos Pollys søster, Emmy. De blev gift i 1879 og adopterede kort tid efter Drachmanns datter Gerda, og den nye familie trivedes efter forlydender
 
Syngepigen Amanda
For Drachmann og hans kvindetrang blev året 1887 betydningsfuldt for hans videre liv, idet han da mødte den tyve år yngre syngepige Amanda Nilsson. Drachmann lagde ikke skjul på, at han havde en kone, ligesom også Amanda indrømmede, at hun havde en kæreste. Men det forhold holdt i ti år, og når Drachmann var ud at rejse, sendte og modtog han næste dagligt breve til og fra Amanda. F. eks. skrev han i alt 23 breve til Amanda fra et 26 dage langt ophold på Fanø.
Med en ordlyd som f. eks. ”Mit eget lille Hjærte”, ”sender dig en uendelig Mængde kærligste Tanker – og mange små fine kys” åbner han alle sine inderste følelser, og hvilken kvinde ville til nogen tider kunne modstå et sådan følelsesbombardement? Næppe mange, især ikke, hvis følelserne bare er nogenlunde gensidige.

Følelsesmæssig besøgelsestid
Drachmann har ikke alene kendt sin følelsesmæssige besøgelsestid overfor Amanda, han følte også, at han kunne betro sig til hende om sine egne iagttagelser og oplevelser i et andet brev, hvor han skriver ”Ja ja, lille Amanda, jeg er en vagabond og gøglernatur, og jeg passer dog ikke ind iblandt Øboerne, men iblandt underlige sære udprægede sorgløse og revolutionære mennesker men desværre mangler jeg nerven til at kunne trives i Byerne”
Brevene demonstrerer, hvordan han har ordet i sin magt, idet de aldrig blev selvforherligende eller egokoncentrerede på den éne side, eller vovede eller vulgære på den anden side, men netop det, de burde være, nemlig nogle søde breve til en kvinde, han i princippet kunne have været far til.
 
Styrken i det skrevne ord
Hans mange breve til Amanda vidner endvidere om et menneske, der bedre kunne betro sig gennem det skrevne ord, hvor han et sted erkender, at ”jeg formelig jages af Ideerne, de myldre frem og vil ud”, end ved at sidde overfor hende og give sine følelser til kende.
Vel er det Drachmann, der er hovedpersonen, men det kunne nu også være interessant at vide, hvad den tyve år yngre Amanda tænkte. Brugte hun Drachmann som en ødipal faderfigur, samtidig med, at hun havde en kæreste. Når så Drachmann tilsyneladende har haft styr på sin jalousi i forhold til hende, kan man konkludere, at han respekterede kvinderne i deres mangfoldighed. Begge kunne have haft god brug af psykologen østrigeren Carl Jung, der næsten på samme tidspunkt beskrev kvinders seksualitet.
 
Nærhedsangst?
Tager man hans forhold til Amanda og dens mange brevvekslinger kunne man sagtens mistænke Drachmann for at lide af nærhedsangst, og næppe ønske sig hele tiden at være sammen med dem. Når kvinderne omvendt elskede Drachmann, kunne det også sagtens være fordi de i ham oplever et afstandsforhold, de kan bruge efter behov.

Nøgterne kvindebeskrivelser
Så at Drachmann har et afklaret forhold til Amanda gør muligvis, at hans beskrivelse af Fanøs kvinder bliver det mere nøgterne: ”Fanø er vel snart den eneste danske ø, hvor Kvinderne går i den overlevende dragt. Behold den, skift den ikke om med ny Moder. Den klæder Jer, Den gør Jer til Noget for sig selv…
Se på Jer selv en søndag, når den lille Kirke er stuvende fuld af disse Hovedtørklæder med deres kokette Snipper ”Pjaggerne”, disse stramtsiddende brogede Fløjsliv hvor Etiketten fordrer, at er Par af de klare Ravknapper skal være uknappede
 
Disse Kvindeskikkelser, Morliller, Mastroner, og unge Piger, hvor ranke, afmålt selvbevidst de går hvor disse Tøfler giver holdning hvor disse Skørter, Liv og Hovedklæder giver Værdighed, Sluttethed og Karakter”
Drachmann har uden tvivl set noget unikt i alle de kvinder, han har kendt. Og måske er det også det, der har gjort kvinderne interesseret i ham. Udfra betragtet kunne hans forhold til kvinderne sagtens ses som noget varigt, noget særligt og kærligt og ikke mindst ligeværdigt, og slet ikke som et misbrug af kvinderne, kynikere kunne argumentere med, tværtimod får kvinderne chancen for at være frie.
 
Mellem storhedsvanvid og selvoptagethed
Som kunstner svingede Drachmann mellem storhedsvanvid og selvoptagethed på den ene side og mindreværdskomplekser på den anden. En karakteristik har selv beskriver som ”en kappe lagt over en sårbarhed”, og som bl. a. opstod ved hans udlevering af sit intime jeg gjorde, at han ofte havde tyndslidte nerver og i det ene øjeblik kunne være opfarende og i det næste falde ned som et lam.
Sammensætter man så det med hans splittelse mellem det romantiske og det moderne/realistiske, og lægger hans rastløshed oveni, er det i sig selv nok til at præge hans i forvejen svækkede psykiske og fysiske helbred.
 
Drachmann som person
Hvis man vil vide mere om Drachmann som person, så findes der på nettet et indlæg af forfatteren Johannes V. Jensen, der på Drachmanns hænder mente at kunne se ”en nervøs hånd”, der, via et ofte ”rasende koncentreret skriveri, hvor angsten for vanviddet dukker op” vidnede om ”hans stakkels udplyndrede hænder”, fordi ”kravene om personlighed og nyskabelse var et pres”. Johannes V. Jensen beskriver også Skagen maleren Krøyers venskab med Drachmann, som Krøyer portrætterede flere gange. Ved en selskabelighed skal Drachmann om Krøyer således have sagt, at »Du, Krøyer, minder mig altid om det billede af Beers, hvor en dame betragter en hovedløs faun, der spiller fløjte«.
 
Drachmann, Krøyer og Bindesbøll
Ikke desto mindre var en del af det, der iflg. Johannes V. Jensen, bandt de to kunstnere sammen, ”en smertefuld følelse af medansvar for kvindernes vanskeligheder.”
 
Overfor andre mandlige kunstnere kunne Drachmann derimod antage en lettere spydig tone. I.f.m. et Drachmann studium, undertegnede har været i gang med, har jeg af en god bekendt fået en tale (afbilledet her ved siden af), Drachmann holdt i sommeren 1906 for keramikeren Thorvald Bindesbøll til dennes jubilæum, der blev afholdt i Tivoli. Her kendetegner Drachmann Bindesbøll med rimet ”Prunkløs, frygtløs, kunstbeflittet/kunstbegejstret, sammennittet”, og som man kan se, så ellers fyrer kærligt ment spydigheder af bagefter.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk