Lokale seniorportrætter / Else (Tavshedens stemmer)

Else (Tavshedens stemmer)

Else, 1963 (Tavshedens stemme)

 
Brevet

Jeg ville have det fortalt til vores søn for lang tid siden, men den ene dag tog den anden. En dag kom et brev fra Holstebro, som min mand troede var fra hans moster, men det var det ikke. Brevet var fra vores datter, som var bortadopteret ved fødslen. Hun ville gerne vide, om der fandtes arvelige hjertesygdomme i familien, da hendes søn var blevet syg.

 Jeg skulle lige sunde mig lidt.

 Selvfølgelig skulle vi svare hende og snakke med hende, men det blev alligevel næste dag, før jeg ringede.  Da jeg kom på arbejde, samme dag som brevet kom, spurgte kollegerne, om jeg var syg, men det svarede jeg nej til. De havde aldrig set mig sådan før. Jeg var altid glad, når jeg kom på arbejde, og den dag var jeg anderledes. jeg ville ikke have, at de skulle vide noget, før jeg havde snakket med hende - vores datter.

Kontakten

Vi aftalte, at hun skulle komme 3. juledag. Tina og Jens, vores søn og svigerdatter, skulle til juletræsfest i Fredericia, Så kunne vi låne deres hus og dermed undgå uanmeldte besøg. Jens ville blive i vores hus og lave frokost. Han glædede sig også til at få sat ansigt på det nye medlem af familien.

Susanne kom med toget til Fredericia. Der hentede vi hende, Ove og jeg. Hendes adoptivforældre vidste godt, at hun skulle ned og besøge os. Hendes mor var selv adoptivbarn. Hun vidste, hvad der var på spil. Tænk, fra det øjeblik, jeg så hende komme gående på perronen, var det, som om jeg havde kendt hende hele livet. 

Gammel kærlighed

Jeg var flyttet hjemmefra, da jeg ikke engang var fyldt 14. Året var 1959. Jeg kom i huset som ung pige hos Simonsens.

Som det midterste af 7 børn, gav det luft hjemme hos mine forældre efterhånden, som vi flyttede hjemmefra.

Jeg var 16, da jeg blev gravid. Var kæreste med Ove, men vi boede ikke sammen.   Simonsens opdagede, at jeg var gravid.

Selvom aftalen var, at jeg skulle være stoppet til jul, tilbød de, at jeg kunne blive hos dem, indtil jeg skulle føde.  Jeg kunne også komme tilbage til dem, når jeg havde født. De sørgede for, at jeg kom til Vejle for at føde. Fru Simonsen spurgte, om jeg havde vidst det med graviditeten, da jeg startede hos dem, og det måtte jeg indrømme, at jeg havde.

Hr. Simonsen sørgede for, at jeg fik nogle penge fra kommunen. Jeg fik 32 kr.. Dem sendte jeg hjem til mine forældre, så de kunne få råd til at komme og besøge mig. Pengene rakte til en returbillet til dem begge.

Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg skulle bortadoptere mit barn. De sagde til mig, at jeg kunne komme ud som husbestyrerinde, men jeg havde set nogle, der havde prøvet det, og det ville jeg altså ikke.  Den eneste anden mulighed var, at barnet kunne komme hjem til mine forældre eller noget andet familie, men det var heller ikke noget, jeg overvejede.

At jeg kunne forsøge at få min egen lejlighed, var helt uden for rækkevidde. Ove og jeg havde bestemt, at vi ikke skulle være kærester mere. Han tog til Sverige for at arbejde, og det var så det - troede vi.

Arven fra moster

 Min beslutning om at bortadoptere traf jeg, fordi vi var så unge.  Mine forældre havde ingen penge; ingenting. De havde haft 7 børn at føde på, så det skulle ikke være deres problem, at jeg var blevet gravid. Det var faktisk også, fordi min mors søster havde fået en bette meget ung, og hun endte med at tage sit eget liv. Min moster og hendes barn boede hjemme hos min mormor. Men min moster ville gerne til Amerika, og det fik hun ikke lov til for sin mor.

Det endte med, at hun druknede sig. Jeg kan huske, da min mormor fortalte os det. Hun sagde: Der kan man se, hvad tak man får for at hjælpe.

 ”Slemme piger”

Jeg tænkte meget på moster, og hvad der var sket for hende.  Ove og jeg så hinanden, hver gang han var hjemme fra Sverige.  Alligevel troede vi stadig ikke, at det skulle være os to. Jeg kom til et sted ved Vejle Fjord ”for  slemme piger”.  Her skulle jeg være den sidste måned, inden jeg skulle føde.

Jeg var ikke glad for at være der. Jeg ventede bare på, at det skulle blive overstået. Maria i køkkenet spurgte mig, hvorfor jeg var der, for jeg var da ikke en slem pige. Nogle af pigerne var nogle krasse nogle. Jeg holdt mig til den ældre i køkkenet, for der var flere af de andre, jeg slet ikke kunne lide.

Ingen i familien har hverken før eller siden snakket om det, der skete, bortset fra min søster. Hun spurgte, hvorfor jeg gjorde det - altså bortadopterede.  Jeg sagde til hende, at hvis hun blev ved med at sige sådan, så ville jeg blive idiot. Så snakkede vi ikke mere om det.

Det gør ondt på et menneske, dette her, men jeg vil gerne fortælle historien nu.

Hvad mor syntes

Jeg fødte på Maria Hospitalet i Vejle. Jeg ville ikke se min datter efter fødslen. Hun kom direkte på Børnehjemmet Fuglehøj, fordi jeg havde 3 mdrs. betænkningstid.  Jeg tror, min mor syntes, det var godt, at jeg adopterede hende bort.

Jeg tjente stadig hos Simonsens, som jeg tog tilbage til, da jeg havde født.

Jeg tog selv til Spædbørnehjemmet, da de 3 mdr. var gået. Personalet spurgte, om jeg ville se hende. Det ville jeg ikke, for så havde jeg nok taget hende med hjem.

Da jeg gik fra Spædbørnehjemmet og havde skrevet under på adoptionen, sad mine forældre hjemme i stuen og spillede kort med nogle venner. De spurgte, om jeg ville have noget. Vi talte ikke om, hvor jeg havde været, eller hvad der var sket.

En mormors tanker

 Vi har da haft et godt nok liv, men jeg har følt megen tomhed. Min mor og jeg har altid snakket godt sammen. Hun har tit sagt til de andre i familien, at hun godt kunne have tænkt sig at vide, hvor Elses lille pige var kommet hen. Hun har også sagt, at jeg faktisk er den af hendes børn, hun har haft mindst bøvl med. Det kan jeg slet ikke forstå.

Mine forældre kom og besøgte mig, inden jeg fødte, og den ene gang havde de min farbror med. Ham og hans kone havde også prøvet det.

1967- gift

Jeg tror ikke, at jeg gik og tænkte så meget på pigen bagefter. Jeg skulle videre, og det kom jeg. I 1967 blev vi gift, Ove og jeg. Vi troede, at vi skulle have en lille (igen), og ville så have en lejlighed. Det viste sig at være falsk alarm.

 Derfor startede vi med at få et værelse, lige overfor hvor jeg arbejdede på vaskeriet. En af dem, der boede der, kom og fik vasket. Jeg spurgte hende, om hun ikke kendte et sted, hvor man kunne bo. Hun fortalte, at der var et værelse, der hvor hun boede. Hun troede ikke, at det var noget for mig. Ork, sagde jeg, jeg er ikke så godt vant,  og så  flyttede vi ind på værelset og havde fælles køkken med nogle andre.  Vi boede der i ½ år, til vi fik en lejlighed. I 1969 fik vi Jens.  

Karl Smart

Mange gange har jeg tænkt, at hvis jeg havde holdt ud og ikke bortadopteret hende, så havde meget set anderledes ud. Det har jeg også sagt til Susanne. Jeg kan dog se og høre, at hun har haft det godt. Vi kunne slet ikke have givet hende alt det, som hendes adoptivforældre har kunnet.

Ove har aldrig sagt noget om det. Vi har faktisk aldrig snakket rigtig om, hvad der skete. Han har det svært med det hele, og har heller ikke været særlig vild med at komme med derop. Susanne og Ove snakker ellers fint sammen…, jo hun ligner ham på flere måder. Ove sagde: Vi skal tænke på, at vi ikke skal tage derop og spille Karl Smart. Når man har sagt A, må man også sige B. Jeg synes, Ove havde ret.

På mit arbejde begyndte flere af dem at græde, da jeg fortalte dem, hvordan tingene hang sammen.Jamen Else, her går du bare og er så glad, og så har du oplevet sådan nogle ting.

Åben dør

Vores dør står åben for Susanne og hendes børn. Hun er lige blevet 50 år, og til sommer skal hun holde grisefest. Hun har solgt sit sommerhus ved Vesterhavet, fordi hun har overtaget sine forældres. Hendes bror (der også var adopteret) døde sidste år af hudkræft.

I 2012 mødte jeg Susannes forældre, og de fortalte mig, at hun var det bedste, der nogensinde var sket i deres liv. Hendes far sagde, han såmænd godt kunne have taget både hende og mig i sin tid. De var lige ved at være for gamle til at adoptere den gang; i dag er faderen 88, så han har været 38.

 Susannes mor sagde også, at det er det bedste, vi har fået. Det syntes jeg jo også. Tænk at få sådan et lille barn i stedet for et noget ældre barn. 

Inden vi fik kontakt med Susanne havde hendes forældre været her i byen for at vise hende, hvor hun var blevet hentet. De vidste ikke, at vi stadig boede her.

Jeg ville sådan set hellere have haft en abort i sin tid. I dag er jeg glad for, at det gik, som det gik.

Godt hoved

Hendes gode hoved har hun efter sin far. Hun har taget så mange eksamener, at hun er blevet den øverste indenfor det, hun arbejder med. Det har hun gjort, mens hendes børn var små og også, mens hun har været alene med dem.  

Hun er en meget dygtig pige. Vores Jens kunne også godt have læst videre, hvis han havde villet, men det har aldrig været på tale. 

2013

Jeg tror ikke, vi kunne have givet hende så godt et liv. Måske havde hun så ikke fået sin uddannelse.

Vi kommer en del sammen med Susanne nu, men vi tager ikke op til hende i tide og utide. Vi har været deroppe til konfirmation og blev præsenteret for alle gæsterne. Ove var ikke med. Det var kun mig og Jens. Ove og jeg har kun vores ene dreng, men han er til gengæld også god. Han har også fået et forhold til Susanne, men vi skal hele tiden tænke på, at hun har sin familie, som hun skal tage sig af.

Hvor ville jeg ønske, at min mor havde mødt Susanne.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk