Artikler med brod / Gyndbjerg har haft 40 års jubilæum

Gyndbjerg har haft 40 års jubilæum

Gyndbjerg har overstået lømmelalderen

  - Vi vil gerne udbrede bofællesskabstanken til andre, fordi vi mener, at det er en rigtig god måde at bo og være sammen på, siger de tre Gyndbjerg beboere, fhv revisor Svend Aage Laursen, flankeret af fysioterapeut Christina Vestergaard til venstre og lærer Marlene Møller Madsen til højre.
 
dele af denne artikel bragt i Ugeavisen.dk lørdag 24. september: Det var ikke kun i de største byer herhjemme, at hippiebevægelsen var ved at manifestere sig i midten af 70erne. Det forekom også ude på landet, hvor bofællesskabet Gyndbjerg i Bjert ved Kolding så dagens lys for 40 år siden, hvilket blev fejret lørdag 24. september med aktiviteter lige fra morgenkaffen.
Hippiebevægelsen udformede sig som en livsstil, der blandt meget kørte på politiske paroler, kvindernes bare bryster, mændenes lange hår, beatmusik som f. eks. Burnin´ Red Ivanhoe, samt et afslappet forhold til hashen.
 
”mini – Christiania”
Gyndbjerg har dog aldrig være et plagiat af Christiania, selv om beboerne i Sdr. Bjert dengang ville gøre bofællesskabet til det. Børnene fra Bjert kørte ofte forbi og råbte ”mini Christiania” op til beboerne på bakken.
 
Bofællesskabet Gyndbjerg, der hører til mellem de ti første herhjemme, var kommet til veje som følge af nogle studiekredse, der havde kørt i Kolding, og med bofællesskabet Hald Ege i Viborg som en af inspirationskilderne. Et af problemerne fra dengang gik på, om Gyndbjergs gennemgående bilfrie gade, der i sin snoethed fremstår ved sin tidløse elegance, skulle være bred eller smal, og hvor meget miljø der skulle være plads til.

Bofællesskabet består af tolv huse, og i dag er det kun Helle og Svend Aage Laursen, der er tilbage fra de oprindelige beboere. I anledning af jubilæet har vi sat fhv. revisor Svend Aage stævne sammen med to af de nyeste beboere, fysioterapeut Christina Vestergaard og lærer Marlene Møller Madsen.
 
Bofællesskabskulturen
Slående ved dem alle tre, der tydeligt er vant til bofælleskabskulturen, er deres varme, imødekommende, engagerede øjne, der næsten pr automatik indbyder til en fremmelig snak.
 
Dengang som i dag er det først og fremmest for børnenes skyld, at folk flytter ind på Gyndbjerg, og iflg. forskellige skriverier, der er læst i.f.m. denne artikel, er det egentlig først i 1991, at bofællesskabet kommer ind i hvad man kan kalde en realistisk fase. Sammenfattende virker det betydeligt nemmere at starte bofællesskab i dag end tidligere.
 
Rummelig indrettet
- Man skal helst være temmelig rummelig indrettet, for at bo i bofællesskab, ellers bliver der for svært for en selv. Til gengæld er accepten af forskellighed større i et bofællesskab, indleder Svend Aage Laursen snakken omkring bordet, som vi har rykket ud i solen i  fælleshaven.
– Jeg boede i Bjert i forvejen men flyttede herud med mand og børn. Som ung og studerende har jeg jo boet i bofællesskaber før, og det tiltaler mig, at man bor sammen og deler bla. mad og arealer samt fællesskabet, indleder Christina Vestergaard.
– Som familie føler man sig aldrig alene, ligesom børnene også har en base, fortsætter hun.
- Men når vi er ude, har jeg aldrig hørte børnene sige, at de bor i bofællesskab, tilføjer hun. Hvad Marlene Møller Madsen angår, så mødte hun sin kæreste, der boede derude, og hun flyttede så ind.
– Herude kender man sine naboer og kommer hinanden ved på en helt speciel måde. Selv om vi plejer at lave vores egne normer, så er der en grundsubstans, som vi jo ikke slipper for.
 
Som i Muppet Show
- På et tidspunkt var der en risiko for, at vi ville blive et olle – kolle, eller som de der gnavne mænd i Muppet Show. Når der så kommer nogle yngre, så bliver man udfordret på en anden måde, siger Svend Aage Laursen.
- Det havde været ærgerligt, hvis det var blevet et olle – kolle, og at det ikke gik sådan, skyldtes, at vi alle løbende var ret bevidste om at få nogle børnefamilier herud at bo, fortsætter Svend Aage om dengang, de alle var i slutningen af 20erne.
- Det er da en kæmpegave, at der er en stor aldersspredning herude i dag, siger en af de unge kvinder, og fortsætter:
 
Nutidens bofællesskaber
- Når vi ser ud over andre bofællesskaber, der er ved at etablere sig, så er de alle i vores generation med børn. Herude er der en historie og en erfaring, der har gjort stedet til det, det er. Det er helt vildt nemt at flytte ind her, for vi har den samme smag. Hvad mener du med erfaring?
- I diskussionerne om, hvordan maden skal være, kan man ikke have 48 meninger, men er nødt til at have tillid til det madhold, der har ansvaret for den enkelte spisning. Men også om hvordan vi på fællesmøderne vedtager ting, har gjort et kæmpe indtryk på mig og min mand.
 
Ingen afstemninger
- Vi har været vant til, at man stemmer om stort set alt, men det gør man ikke herude. Ved de første møder var min mand og jeg målløse over, hvad der blev sagt, fordi folk blev ved med at sige noget hele tiden.
- Men det pudsige ved det er, at man altid finder en løsning, og at der aldrig er nogen, der står brandærgerlige tilbage. Det er en proces, der har kostet meget forarbejde. Under besøget på Gyndbjerg bliver vi gæstfrit vist omkring, hvor det bliver slående, hvor meget det hele emmer, ikke bare af lokalhistorie, men også danmarkshistorie, hvilket igen sætter i relief, hvordan bofællesskabet er et modtræk på ”nypuritanismen” og ”indidualismen”, som en af beboerne siger undervejs.
Når man ser i jubilæumsskriftet fra bofællesskabets første 25 år igennem, er der f. eks. et uddrag af en kronik, forfatteren Ulla Dahlerup under overskriften ”Det lille syge ægteskab” skrev i kronikken i Politiken i 1989: ”Hvis nogen er sure over ikke at være midtpunkt og går med smækkende dør, drukner det helt i mængden af folk.
 
Ingen hustyran
Ingen hustyran skriger ad sin kone ”Du er sindsssyg, paranoid og lige til at indlægge” når han har så mange tilhørere på. Man lærer at omgås andre og bekæmpe sit sinds værste natsider”.
 
I samme katalog er der en fra en visionsweekend der foreslog, om ikke ”vi kan få plads til dyr i stalden” mens en anden ønskede sig ”Euroman istedetfor Anders And,” ligesom der selvfølgelig også var ønsket om ”solidaritet med 3. verden”.
En festdeltager skrev i 1999 ”Liberalt på demokratisk vis er kønnenes roller helt klart påvist./Frihed er ej hvad vi går og tror/en at vælge som bes´far og bessemor”
 
Tidsmæssige fortrængninger
At det også kan være svært at rejse fra et bofællesskab, formulerede et par i jubilæumsskriftet med ”at rejse fra et bofællesskab er at fortrænge, at tiden nærmer sig!”
Kan det være en udfordring for individualister at komme herud og bo?
- Jo, det vil vi mene. Herude bliver man nødt til at sluge en kamel eller to, supplerer Christina Vestergaard og Marlene Møller Madsen grinende hinanden. Veteranen Svend Aage følger op:
- Men der er da også nogle diskussioner, der bliver udskudt, fordi man ikke når at blive færdige med dem på de første møder. Man kan godt opfatte det lidt langhåret, når man på et møde skal høre 17 forskellige meninger om en ting. Men ellers kan jeg godt savne lidt mere dybdegående samtaler herude, hvor det meste foregår på et for lavpraktisk grundlag, sukker Svend-Aage. Fra starten af Gyndbjergs tid findes der et avisudklip, der karakteriserer dem som et sted for ”de unge, de smukke og de rige”. Uanset hvilken benævnelse, man vil give en Gyndbjerg beboer gennem tiden, er det et faktum, at huspriserne dengang lå mellem 700.000 til 800.000.
 
Ingen ruller ned
– Jeg tror, man i dag skelner de tre bofællesskaber herude (”Gyndbjerg”, ”Abildgård” og ”Agerland”, red.) som de røde, de hellige og så os, begynder Svend Aage grinende, hvorefter de alle tre begynder at diskutere huspriser og fortæller, at det sidste hus er blevet solgt for 1,9 mio, ”så vi ligger i underkanten af 2 mio.”
- Folk står ikke i kø for at flytte ind her, for det er ikke alle, der vil dette, fortsætter Svend Aage.
- Vi havde en gang et hus, der stod stille i et helt år, men det er også toppen.
- For ti år siden var det ikke moderne og flytte i bofællesskab, for der var en overgang, hvor man skulle være grounded og leve minimalistisk, siger Marlene Møller Madsen. Og fortsætter:
- Som ny beboer skulle man da også lige vænne sig til, at de andre gik forbi lige udenfor og måske kom ind uden at banke på, og hvis man så ikke havde tøj på…
- Ingen ruller for herude, fortsætter en fra gruppen, mens en anden supplerer:
- Dermed er det meget anderledes end at bo i et parcelhuskvarter.
 
Om at bære Gyndbjerg fremad
Men hvad synes I, i har mest brug for at fortælle til jubilæet?
– Når vi inviterer hele byen til morgenkaffe, vil vi med vores fyrre år dels forsøge at bære Gyndbjerg fremad, og lade folk få et indblik i, hvem man tror vi er, hvis man kender til os. Mange unge mennesker synes stadig, det er flippet, at vi bor som vi gør, og en fordom som ”sover I så sammen alle sammen?” hører vi stadig, begynder Marlene Møller Madsen, der hurtigt får følgeskab af de andre til en fælles forklaring:
– I vores tid er det spændende at bo i bofællesskab, fordi det så længe har været indadvendt med det at bo, hvor folk ikke kan snakke sammen, ingen venner har samt ensomheden og det, at der er så mange singler.
- Jeg vil gerne fortælle omverdenen, at man kan indrette sig på andre måder, hvor der sikkert er mange, der tænker, at det ikke kan lade sig gøre. Måske putter vi os nok for meget herude, hvor ingen rigtig kan se os.
Solceller til diskussion
– I øvrigt er vi bredere politisk repræsenteret herude, end man umiddelbart skulle tro. Jeg tror, at hele det politiske spekter er repræsenteret.
Hvad kan I diskutere herude, som man ikke kan diskutere på en parcelvej?
- Hvor høj flagstangen skal være, falder Christina Vestergaard impulsivt ind.
- Noget vi har diskuterer en del herude er solceller, siger en af kvinderne, mens hun har fælleshusets tagsolceller i baggrunden.
- Vi har en meget smuk gade herude med enkelte solceller. Dem, der er, kan man ikke se herfra eller ude fra gaden, siger Svend Aage Laursen, idet han afslutter diskussionen med:
- Vi har faktisk forsøgt at vedtage, at hvis der er noget gennemgribende, der påvirker den fælles arkitektur, så skal det op til høring. Vi er nødt til at være på vagt for ikke at få ødelagt vores flotte gadebillede.
 
Billedtekst: - Vi vil gerne udbrede bofællesskabstanken til andre, fordi vi mener, at det er en rigtig god måde at bo og være sammen på, siger Svend Aage Laursen, flankeret af fysioterapeut Christina Vestergaard til venstre og lærer Marlene Møller Madsen til højre


Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk