Rocking Kolding / To håndfulde musikanbefalinger ved 68ernes musikalske mødested

To håndfulde musikanbefalinger ved 68ernes musikalske mødested

The Beatles: The White Album, remix, 50 års jubilæum (Udgivet nov.) FEATURE

Marianne Faithfull: Negative Capabality (Udgivet 2. november FEATURE

Paul McCartney: Egypt Station (Udgivet af Capitol 7. sept 2018) Anm. XXXXXX

Buddy Guy feat. Mick Jagger, Keith Richards, Jeff Beck m.fl: The Blues is Alive and Well (Udgivet af RCA/Universal 15. juni 2018) Anm. XXXXXX

Ry Cooder: The Prodigal Son (Udgivet af Caroline/Universal 11. maj 2018) FEATURE

van Morrison & Joey DeFrancesco: You Are Driving Me Crazy (Udgivet af Sony Music 27. april 2018) Anm. XXXXXX

Tom Waits: Closing Time (Genoptryk fra 1973 udgivet af Playground Music, marts 2018) Anm. XXXXXX

Joan Baez: Whistle Down The Wind (Udgivet af Proper Records/Border 2. Marts 2018). FEATURE



Hvem var The Beatles?: The Beatles: The White Album, 50 års jubilæum, remix af Giles Martin (Udgivet nov. 2018) FEATURE
Som inkarneret græsrod stritter det i èn, når man hører at Beatles` geniale The White Album fornylig er udkommet som opsamling. At tænke sig, at pladeindustrien nu igen vil forsøge at friste publikum med en gang Beatles udkrads!!! Men når man så opdager, at albummet består af hidtil ukendte demo-indspilninger, outtakes mm. så skærpes ens interesse uvilkårligt.

Unikke Esher demos
Albummet består af bl. a. 6 CDer, hvoraf 3 er Sessions-CDer, 2 Stereo Mixes, og så èn Esher Demos-CD, indeholdende i alt over fyrre numre, hvad jeg lige har kunnet sjusse mig til. Det, der især går albummet interessant, er de såkaldte esher-demoer, det mange ville kalde unplugged udgaver, for her oplever man selveste substansen i Beatles-sangene.
På Esher demoerne kan man opleve umiddelbarheden, som var den egentlige drivkraft bag The Beatles. Den umiddelbarhed, der var medvirkende til så meget kreativitet, og ser man på et nummer som f. eks. Back In The USSR, så findes det på albummene i en lille håndfuld udgaver, som igen danner grundlag for det færdige resultat, som vi alle kender så godt.

The Beatles på arbejde
Bemærkelsesværdigt, at ud af albummenes omkring fyrre numre, kom langt de fleste numre videre. Og vel at mærke så forskellige numre som f. eks. Honeypie contra Helter Skelter (som efter sigende er Paul McCartneys forsøg på at overgå Pete Townsends I Can See For Miles, og til en vis grad While My Guitar Gently Weeps.
Tankevækkende er det, at The White Album udkom lige efter Sgt. Pepper i slutningen af 60erne. Som mange vil vide, havde The Beatles med Sgt. Pepper udgivet det ultimative værk, hvor nogle af dem derfor ledte efter en måde at komme videre på. The White Album var en rødder genopdagelse, ligesom deres managers Brian Epstein pludselig død også betød sit for de fire. Måske er The White Album vor tids største remix værk, og selvom det måske mest er for inkarnerede nørder, så bør mange flere lægger ører til det, så musikalsk dybdeborende, som det er.

Kvindeligt 60er idol med sit 21. album:
Marianne Faithfull: Negative Capability (Udgivet 2. November) FEATURE
I og med, at en stor del af befolkningen bliver ældre, forekommer ungdommeligheden for dem som en lidt patetisk størrelse. Er en del af alderdommens forhold en fysisk svækkelse, så bliver det mentale samtidig stærkere og mere modent end nogensinde før. At der er mange seniorer om musikbuddet, ses i denne separate spalte, som vi har valgt at kalde ”68ernes musikalske mødested”,
Èn af de seniorer, der udmønter dette stærkest, er den i dag 71 årige Marianne Faithfull,
Alt efter hvad man mest er til, privatliv eller spændende musik, så dækker den aldrende Marianne Faithfull begge kategorier. Lige nu er hun aktuel med sit 21. album ”Negative Capability”, der kommer syv år efter hendes forrige, "Horses and High Heels". På det aktuelle album samarbejder hun med bl. a. Nick Cave og Warren Ellis fra The Bad Seeds, singer-songwriter Ed Harcourt, producer Rob Ellis, og guitaristen Rob McVey. Et hold som enhver progressiv musiker oppe i årene ville give deres højre hånd for at kunne samarbejde med, og Faithfull selv er da heller ikke tilbageholden med de store superlativer, idet hun et sted siger, at ”det er det mest ærlige album, hun hidtil har lavet, hvorpå der ikke er nogle skjulte hjørner.”

Mix af gammelt og nyt
”Negative Capability” er et mix af gamle klassikere i nye forklædninger som f. eks. ”As Tears Go By” og ”Its`s All Over Now, Baby Blue”, men også spritnye numre som f. eks. ”The Come At Night”, der handler om det terrorangreb i Paris, som fandt sted kun et par husblokke fra, hvor Marianne Faithfull bor. Ellers er de fleste numre blevet til ved, at hun har sendt råskitsen til bl. a. Nick Cave, som så har arbejdet videre med dem. Processen omkring ”Negative Capability” ligner meget den der foregik med ”Strange Weather” fra 1987, der også var et mix.

Faithfull og Jagger
Inden hun fyldte 19 år blev hun gift, mor og derefter skilt igen, hvorefter hun, efter at have været i seng med tre af medlemmerne fra The Rolling Stones, indledte et stormfuldt forhold til Mick Jagger derfra. Herfra kender vi historierne om hendes omtumlede tilværelse med heroinmisbrug, spiseforstyrrelser og hjemløshed, inden hun mirakuløst vendte tilbage til scenelyset og oplevede intet mindre end en kunstnerisk genfødsel, da hun fik hun et gennembrud med ”As Tears Go By”, som Mick Jagger og Keith Richards havde skrevet til hende. En gestus, hun dog kvitterede med ved at inspirere Jagger til at skrive Rolling Stones-hittet ”Sympathy for the Devil” efter at have præsenteret ham for romanen ”The Master and Magarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov.

Følger tidens trends
Sin egen senere karriere startede hun i 1979 med albummet ”Broken English.” Et album, der viste hendes sans for at følge tidens trends, idet det var pakket ind i new wave/synthpop/artrock-gevandter.
I 1985 blev hun clean, og to år senere udsendte hun det udmærkede album ”Strange Weather”. Få år sene medvirkede hun ved Roger Waters’ stort opsatte ”The Wall”-koncert i Berlin og på Metallicas sang ”The Memory Remains” fra ”Reload”-albummet i 1997.
Senere igen har hun samarbejdet med såvel David Lynchs faste komponist, Angelo Badalamenti, samt Nick Cave, og i 2014 udgav hun endnu et udmærket album i ”Give My Love to London”
Takket være en stærk livskraft kan hun som 71 årig således se tilbage på et kunstnerisk og kreativt spændende liv

Maccas mesterskab:
Paul McCartney: Egypt Station (Udgivet 7. sept. Af Capitol) Anm. XXXXXX

Når det gælder efterkrigsgenerationens identitet via musik, så ligger The Beatles i almindelighed og Lennon/McCartney i særdeleshed i top.
Her ender indzoomningen ved den i dag 76 årige Paul McCartney, der for evigt vil være forbundet med den unge, kække gut med de brune dådyrøjne og den runde stemme.

Trang til at udforske genrer
Og nu er han så på banen med ”Egypt Station”, fem år efter hans forrige album ”New”. På ”Egypt Station” demonstrerer han igen sin gudbenådede komponistsans med indbygget harmoniforståelse samt evige trang til at udforske genrer

Albumåbneren, den pianobårne ”I Don´t Know”, viser ham i storform og i et eftertænksomt hjørne, men allerede i nummeret efter, ”Come on to Me” anslås noget mere sprælske toner, og sådan forekommer det albummet igennem, hvor den står på boogie i ”Who Cares.”

Hilsener tilbage i karrieren
”Fuh you” ligger sig i slipstrømmen af, hvad musikmarkedet ellers viser i dag, hvorimod ”People Want Peace” igen vidner om en sangskriver, der tør prøve sine grænser af, mens ”Dominoes” demonsterer Maccas mesterskab. Et bossanovanummer, pakket ind i elektriske instrumenter er der også blevet plads til med ”Back in Brazil.”
Derudover er der ”Despire Repeated Warnings” og ”Hunt You”, der begge sender hilsener tilbage i karrieren, ligesom den demonstrerer en gemytlig måde at være tilbagelænet på.

Meget af det, den burde være
Således er ”Egypt Station” meget af det, den burde være, og den lægger sig snildt side om side med hans forrige udgivelse, ”New” for fem år siden

På den måde sætter McCartney tingene og efterkrigsgenerationen musikidentitet i relief ved at være så paradoksal, at han siden 1970, altså i 48 år, har spillet solo, og selv om han har haft succes i stort set hele denne post-Beatles-karriere, er det de 13 år med The Beatles, der først og fremmest klæber til ham.


Han gør bluesen vedkommende: Buddy Guy feat. Mick Jagger, Keith Richards og Jeff Beck: The Blues is Alive and Well (Udgivet af RCA/Universal 15. juni) Anm. XXXXXX
Netop som bluesguitaristen Joe Bonamassa her i 2018 på udgivelse efter udgivelse gerne vil vise, hvem der har førertrøjen på, er det en lise at lægge ører til det nyeste Buddy Guy album, ”The Blues is Alive and Well”.
Hvor Joe Bonamassa lufter sit store ego på sine udgivelser, er Buddy Guy ude i et helt andet ærinde med sine udgivelser, hvor det er tydeligt, at han sigter efter såvel solar plexus som hjerte. Han har for vane at invitere koryfæer med på sine udgivelser, hvilket på ”The Blues is Alive and Well” gælder Mick Jagger på nummeret ”You did The Crime” og Keith Richards og Jeff Beck på ”Cognac”.

Varm vokal
Er der nu en og anden, der går og frygter, at man falder af på den, når man runder de 80, så fylder den i dag 81 årige Guy rummet med sin varme vokal, der gløder af medmenneskelighed. Og er Mick Jagger, Keith Richards, Jeff Beck og et par stykker andre med, så er det numre som ”Whiskey for Sale”, ”The Blues is Alive and Well”, ”Quilty As Changes” og Somebody Up There”, der i den nævnte rækkefølge er de bedste, så ingen starfuck her.

Thanks, buddy
Rocken undervejs, er det bluesen, der er den gennemgående tråd på albummet i en musik, der p
Bruger han funken, soulen og rå alle parametre larmer, fester og rører, bragt frem af hans virile guitar-spil.
Før ”The Blues is alive and Well” har Guy i 2015 udgivet ”Born To Play Guitar” og I 2013 “Rhythm & Blues”


Han skildrer USA's sjæl i sin musik:
Ry Cooder: My Prodigal Son (Udgivet af Caroline/Universal 11. maj) Feature
Er man som musikelsker kommet op i den tredje alder, er der flere kunstnere, man husker med ærefrygt. Èn af dem er den i dag 71 årige slideguitarist Ry Cooder, der pludselig kaster et album af sig, ”My Prodigal Son”.
I sin næsten 50 år lange karriere har Ry Cooders virke mere haft en status af at indeholde nogle enorme muligheder og indflydelse end blot det at blive hørt. Det er et virke, der mere er foregået bag scenen eller som sideman til kunstnere som Rolling Stones, Little Feat og John Lee Hooker, Cooder har gjort sig gældende, ligesom publikum med hang til film husker hans bedrift som producer til ”Buena Vista Social Club” soundtracket i 1997.

Ej jukeboksfavorit
Ellers er der næppe den genre, som Cooder ikke har været forbi i sit arbejde med musik og at skabe specialoplevelser, hvor f. eks. folkemusik, tex-mex, soul, gospel og rock har været inddraget.
På ”My Prodigal Son” ser det ud til, at Cooder forsøger at fokusere på det, han er god til. En kendsgerning omkring hans virke er, at han aldrig bliver en jukeboksfavorit, til gengæld mestrer han som ikke mange andre og med sin ekspressive vokal at skabe en simpel sand-på-gulvet stemning, og hvorfra han foretager afstikkere til soul og jazz fra den afroamerikanske arv, når det passer ham, idet han hele tiden dyrker den finurlige djærve måde, der ligger i hans rygrad.
I hans univers kan man møde amerikas spirituelle, håbefulde stemmer, følge hans smug provokationer, som de bliver dyrket i ligesindede bands spil, f. eks. i sange af The Stanley Brothers, Blind Willie Johnson, og selvfølgelig hamselv.

Ærbødighed
Omdrejningspunktet for Cooder og hans ligesindede musikudfoldelser er en særlig slags ærbødighed og humor, som finder sted undervejs, mens du synger disse sange. Netop ærbødighed er kodeordet, som de amerikanske musikere også deler med andre folkeslag, og som Cooder har hørt omtalt via sin granddatters lærer, en kashmirsk kvinde, der uddybede sit udsagn med, at ‘vi behøver ikke lære religion, men bør vænne os til ærbødighed, og jeg tror, det er nogle rammende ord for vores musik.”

”My Prodigal Son” består af tre af hans egne sange, og ellers omhyggeligt udvalgte af yndlings spirituals fra det sidste århundrede. Herved rammer han en særlig resonans i tiden, og former et ubøjeligt kik ind i det moderne America.

Han synger om hjertesorger: Van Morrison & Joey DeFrancesco: You`re Driving Me Crazy (Udgivet af Sony Music 26. April) Anm. XXXXXX

Ingen kan som Van Morrison synge om hjertesorger. Det sker via melodier, der fungerer som variationer over temaer som smerte og en lyst, der aldrig bliver forløst, men som istedetfor får en bønfalden karakter. Det hele er iklædt en loungestemning og sunget med en stemme, der i sig selv er et instrument, hvor loungestemningen har ikke så lidt en magisk og mystisk karakter

Hans nyeste album i den karriere, der kører på det femte årti, og som er hans 39, hedder ”You`re Driving Me Crazy”, blot et år efter hans forrige, ”Versatile”. På det nyeste er ”Hold it magic” og ”Close Enough For Jazz” en god nøgle ind til van Morrison, hvor han befinder sig i dag, og hvor han imødegår Frank Zappas gamle mundheld om ”jazzen er ikke død, den stinker” idet van Morrison her genopfinder jazzen.

Dvælingstip
Er de numre sagen, så prøv også at dvæl ved numre som ”All Saints”, ”Evening Shadows”, ”Magic Time”, og ”Sticks Stones” måske kan gøre dig endnu mere hooked på ham.

Udover han genopfinder jazzen, tager han også fat på blues standarder og numre, der står hans hjerte nær, som f. eks. Cole Porters ”Miss Otis Regrets. I det hele taget
og ligesom hans utallige albumforgængere er også dette holdt i tunge standardtakter fra 50erne og 60erne.

Van Morrison genopfinder ikke jazzen alene på dette album, han får uvurderlig hjælp af af organisten og jazzlegenden DeFrancesco, som tidligere har arbejdet med Miles Davis, John McLaughlin and Grover Washington Jr. De Francesco har taget nogle af sine egne medlemmer med her, guitaristen Dan Wilson, trommeslageren Michael Ode og tenor saxophon spilleren Troy Roberts.

God til at groove
Van Morrisons kendteste nummer er ”Brown Eyed Soul”, men også sange som ”Here Comes The Night” (fra tiden med Them) og ”Gloria” huskes til stadighed.

Næppe mange unge vil hænge ud med van Morrison, til gengæld skuffer han ikke de af sine gamle hardcorefans, der evner at flyde med i den gamle mystikers og fortabe sig for at finde sig selv i sin søgen efter hjertets budskaber. Og som fremfor progressive eksperimenter foretrækker udforskningen af de musikalske rødder i et univers, hvor spiritualiteten stadig hænger ved, om end den lige undgår floskelstadiet. Så pas på, hans musik er vanedannende


Han synger med en stemme, der lyder som et morgenværtshus
Tom Waits: Closing Time (Genoptryk fra 1973, udgivet af Playground marts 2018) Feature
Indenfor det mere strømlinede musikmiljø er det en stående joke at kokettere med, at ingen kan score en pige, hvis de har en eller flere Tom Waits plader stående. Omvendt bliver man enten talt ned til eller mødt med nogle overbærende skuldertræk, hvis man i det alternative musikmiljø eller omgangskreds med hang til smalle eller kunstneriske udgivelser ikke har en anselig samling af Tom Waits plader eller dyrker ham som noget af en afgud.
Hvorom alting er, så har Tom Waits været en produktiv kunstner i snart 50 år og produceret over en snes albums. Mellem hans tilhængere er det albummet ”Swordfishtrombones” fra 1983, og ”Mule Variations” fra 1999, der går for at være hans hovedværker.

Inspireret af Cole Porter og Frank Sinatra
Tom Waits har altid haft en stemme, der lød som et morgenværtshus. I 60erne øvede han sig på Cole Porter og Frank Sinatra, samtidig med, at han var inspireret af beatforfattere som Jack Kerouac, Alan Ginsberg og Charles Bukowski. At Tom Waits netop i denne tid er værd at beskæftige sig med skyldes, at hans debutplade ”Closing Time” bliver genoptrykt. Sikkert fordi dagens publikum har brug for at møde en kunstner, der bruger sit mørke talent på at fortælle.gribende historier om mennesker på bunden af samfundet. Her evner Waits som altid at slå hul i enhver pæn facade for med sin hæse galgenhumor at synge ind til smerten ved det at leve. Det bliver til nogle beskidte ballader, spillet på et piano, og som gennem snart 50 år har tiltrukket sig opmærksomhed i store dele af den vestlige verden.
 
60er ikon stopper med at turnere:
Joan Baez: Whistle Down The Wind (Udgivet af Proper Records/Border 2. Marts 2018). Feature
Joan Baez (der er født i 1941) blev i slutningen af 60erne et ikon for alle pacifister, da hun genopdagede borgerrettighederne via sangen ”We Shall Overcome”, som hun samtidig gjorde til sin signaturmelodi. Siden Martin Luther King kom til, havde det politiske fokus nemlig flyttet sig, hvor det nu gjaldt den ikke-voldelige modstand mod krig og oprustning.
Hun var altså på banen længe før, at Sting eller Bono troede, at regnskoven og resten af verden kunne reddes af en sang. Lidt på samme måde med ungdomsoprøret, som The Beatles og Stones brugte til en del af deres profilering. Her havde Joan Baez stemmen, der talte og sang om systemer, uretfærdighed og umenneskelighed midt imod. Og, som den tidligere musikanmelder Torben Bille skriver på sin hjemmeside, ”Midt i en Beattid”, at ”hun gjorde – og gør – det med en sopran, der burde kunne afvæbne enhver militarist.”

Fortolker Tom Waits
Nu, hvor ovenstående mere eller mindre er et afsluttet kapitel, udgiver Joan Baez et nyt album, ”Whistle Down The Wind”, samtidig med, at hun dels proklamerer, at 2018 vil blive hendes sidste år med turneer. På albummet tolker hun egne favoritter som f. eks. Tom Waits, Mary Chapin Carpenter og Richard Thompson.
Som det gør sig gældende med mange af den generations kunstnere, er det velgørende at opdage, hvor lidt Baez kærer sig om at ramme tidens kunstnerhype, men istedet hylder det at være sig selv og synge den musik, som hun føler mest for.

Når man sidder med hendes album i hånden, ryger minderne tilbage til dengang, hvor man husker hende for hendes omgang med de de små coffee shops i Boston og New York. Hun vakte opmærksomhed, dels ved sin klassiske skønhed og dels ved den alvorlige inderlighed, hvormed hun på guitar foredrog sine sange.

Sang i Det Hvide Hus
Det engagement har hun holdt vedlige,hvor hun f. eks. kom på fornavn med Vaclav Havel, stod ved siden af Nelson Mandela, da hans 90 års dag blev fejret, og senest har hun støttet genopbygningen af Haiti, ligesom hun sang ”We Shall Overcome” for en håndfuld år siden sang den i Det Hvide Hus for præsidentfamilien.
At Joan Baez i begyndelsen af 60erne mødte Bob Dylan på klubben Gerdes Folk City, skulle i mange år fremover få betydning for dem begge. Både privat og professionelt, og snart fik de etiketten »The King and Queen of Folk Music«. Men deres forhold indebar også mange bump, hvoraf nogen af dem er beskrevet i filmen ”Don´t look back.” Dylan går ikke af vejen for at skildre sin ekskæreste på en ufin måde i filmen ”Renaldo & Clara”, hvor Baez til gengæld får sagt farvel på en sober måde i 1975 med sangen ’”Diamonds and rust”,
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk