Rocking Kolding / Albums med Sebastian, Gnags, John Mayall, m. fl. ved 68ernes musikalske mødested 2019,2018

Albums med Sebastian, Gnags, John Mayall, m. fl. ved 68ernes musikalske mødested 2019, 2018

Der hvor 68er kulturen havde mest gennemslagskraft, var igennem rockmusikken, der ved hjælp af sit udtryk og sine tekster gjorde oprør mod den tids gældende normer, og som fik mediernes store opmærksomhed. Hvad der startede op med The Beatles, fortsatte herhjemme med f. eks. Young Flowers, Steppeulvene, Alrune Rod og Gasolin. Dønningerne fra dengang præger stadig det internationale marked. Men i dag under helt andre former, hvor langt hovedparten af musik bliver købt på nettet. Heldigvis findes der enkelte tapre pladehøkere tilbage, hvis man som musikelsker godt kan lide at sidde med et fysisk cover i hånden, mens man hører musikken, og i Kolding er det hos Jungle Records nede i Søndergade. En del af markedet findes bl. a. i nedennævnte udgivelser.
Læs uddybende anmeldelser under oversigten
 
Sebastian: Hun Nåede at Klappe Hunden (Udgivet af Playground 26. april) Anm. XXXXXX
 
Gnags: Robot`m`Roll (Udgivet af BMG/Genlyd 12.4.19.) Anm. XXXXXX
 
John Mayall: Nobody Tell Me (Udgive af Forty Below Records/Border Music 22. febr. 2019) Anm. XXXXXX
 
Bruce Springsteen: Bruce Springsteen on Broadway (Udgivet af Sony Music 14. december) Anm. XXXXXX
 
van Morrison: The Prophet Speaks (Udg. medio december) FEATURE
 
Bryan Ferry and his Orchestra: Bitter - Sweet (Udgivet 30. nov,) FEATURE
 
Mark Knopfler: Down The Road Forever (Udgivet 16. nov.) FEATURE
 
The Beatles: The White Album, remix, 50 års jubilæum (Udgive nov.) FEATURE
 
Marianne Faithfull: Negative Capabality (Udgivet 2. november FEATURE
 
John Hiatt: Eclipse Sessions (Udgivet af Border Music 12.10.) Anm. XXXXXX
 
Tony Joe White: Bad Mouthin`(Udgivet af Border Music 14.09) Anm. XXXXXX
 
Bo Schiøler: PASSION - sange fra et levet liv (Udgivet af Sundance 14. sept) Anm. XXXXXX
 
Paul McCartney: Egypt Station (Udgivet af Capitol 7. sept 2018) Anm. XXXXXX
 
Paul Simon: In The Blue Light (Udgivet 7. sept. af BMG 2018) Anm. XXXXXX
 
Ray Davies: Our Country: Americana Act II (EP, udgivet 29. juni 2018) Feature
 
Buddy Guy feat. Mick Jagger, Keith Richards, Jeff Beck m.fl: The Blues is Alive and Well (Udgivet af RCA/Universal 15. juni 2018) Anm. XXXXXX
 
Roger Daltrey: As Long As I Have You (Udgive af Universal 1. juni 2018) Anm. XXXXXX
 
Ry Cooder: My Prodigal Sin (Udgivet af Caroline(Universal 11. maj 2018) Feature
 
van Morrison & Joey DeFrancesco: You Are Driving Me Crazy (Udgivet af Sony Music 27. april 2018) Anm. XXXXXX
 
Willlie Nelson: Last Man Standing (Udgivet af Sony Music 27. april 2018) Feature
  
Francoise Hardy: Personne d`autre (Udgivet 6. april 2018) Feature

 Tom Waits: Closing Time (Genoptryk fra 1973 udgivet af Playground Music, marts 2018)
 
Joan Baez: Whistle Down The Wind (Udgivet af Proper Records/Border 2. Marts 2018). Feature
 
Per Chr. Frost: The Calling (Udgivet af Sony Music,5. januar 2018) Anm. XXXXXX
 
Neil Young, Uffe Lorenzen, Robert Plant, m.fl. ved 68ernes musikalske mødested 2017 Læs mere her
 
Rolling Stones, Sting, Niels Skousen, Leonard Cohen, Glenn Hughes og Tømrerclaus ved 68ernes musikalske mødested 2016 Læs mere her
 
Sebastian som magisk hyggeonkel:
Sebastian: Hun Nåede at Klappe Hunden (Playground, 24. april) Anm. XXXXXX

En halv snes evighedsørehængere fordelt over næsten 30 studiealbums i over fyrre år siden debutén i 1971 med The Goddess, har gjort den i dag 70 årige Sebastian til en leverandør af den billedlige dannende musik, som han udmønter i forskellige teatre.

På sit 31. studiealbum ”Hun nåede at Klappe Hunden”, tager han os med på en rejse ud i fantasien, der samtidig afsøger det enkle og det svære i livet, og numre som ”Lille Hjertesang”, ”Vist Har Jeg Lovet Dig Det ”, Rejsen mod Amerika”, og ”Med dig hele ugen (Live 2018) afslører en tradition, der mere kører på den umiddelbare spilleglæde end nogen kalkuleret opskrift, og godt hjulpet på vej af garvet orkester, som synes at være fortrolig med hver melodis muligheder. Især ”Rejsen til Amerika” er en dvæling vær, hvor Sebastians specielle og sprukne stemme danner modvægt til hans refleksion over tiden lige nu.

Stille sange for fuld skrue
Man må lade Sebastian, at han giver sine forholdsvis stille sange fuld skrue. I bedste følsomme hyggeonkelstil gør han albummet, hvorpå flere numre er egnet som lejrbålssange, endnu mere substantielt, end det behøvede at være, hvor flere af melodierne snildt kan holde i 50 år. Hele tiden i et mix mellem alvor og tør humor og udfra en kontekst, hvor han er på gang er legesyg, eksperimentel, og musikalsk fremsynet

Et sted siger han, at der i 70erne var nogle gangbare sange, men at han ellers har været særligt tilfredse med sangene fra det årti. Men i 80erne syntes han, at sangene var langt bedre, fordi de var mere gennemarbejdede og havde en høj kvalitet, om end de ikke på samme måde havde hit-potentiale. Det var således også i 80erne, at Sebastian gik ind i musicalgenren, først med ”Nattergalen” og ”Ronja Røverdatter”.

For mange var det en stor overraskelse, da Sebastian for nogle sæsoner siden medvirkede i ”Toppen af Poppen”. At han gik med til det var, at der ingen værter var på programmet, samt at det ikke var en konkurrence, men derimod musikernes program.
Landets ældste rockorkester med nyt: Gnags: 'Robot 'n' Roll' (Udgivet af Genlyd/Sony 12. April) Anm. XXXXXX

Længe inden Gnags blev et stadionband, øvede de sig tæt i deres selvlavede hjemmestudie, som de for egne penge havde indrettet på Haraldsgade 27 i den århusianske forstad Viby, hvor også deres selskab Genlyd holdt til.
I stuen havde Gnags smidt store puder rundt på gulvet, hvor kvarterets unge, der gerne ville have en på opleveren der i 70erne, hang ud. De omkringboende advarede nysgerrige om ”lyssky situationer” som efter beboernes opfattelse fandt sted på adressen. Vi andre, der i vores tørre studietid var med på specialoplevelser, elskede den gæstfrihed, vi blev modtaget med, og hvor bandet var modtagelige for den kritik, deres gæster måtte komme med.
 
Ang ældre bands
I en tid, hvor mange ældre bands for længst er holdt op, eller er gået i dvale, er det derfor med de største forventninger, jeg sætter Robot `n `roll på. Den er deres 17. album sammen. Gnags holdt ellers sammen fra 1974 – 1996, hvor de gik i opløsning for så at samles igen til albummet ’Nørd’, der udkom i 2017

På Robot `n `Roll, drejer det sig om swing, som vores farfar kunne lide det.
Albummet ligger ud i overlegen swingstil med ”Når Robotterne Kommer” og lytteren bliver bogstaveligt talt båret på hænder og fødder med ”Guldkaret”, med kærlige hilsener til ”Slingre ned ad Vestergade”, lidt på samme måde som med ”Gnags Dancing”, der er en slags omskrivning af ”Mr. Swing King”. Mellem efne melodier bør også ”Sand I Mine Lommer” nævnes p. gr. af dens nostalgiske nerve

Fortidsdyrkelse
Med en karriere på 35 år i ryggen, er der ikke noget at sige til, at de dyrker deres fortid, og den dertilhørende kropslige løssluppenhed udført under frihedsbegrebets paroler. Så hvorfor opfinde noget nyt når vi allerede har det, vi skal bruge, som de selv siger det.
Og de er fortsat gode til budskaber, hvor de spiller ”Syndflod af plastic” som et mix mellem reggae og beat, eller som når Peter A.G. på ”Berømmelse” synger, ”at berømmelse er som at køre en tur i en åben sportsvogn”.

Gnags i 80erne
Mens Schlüters fattig-80’ere og klassesamfund dominerede, boltrede Gnags sig lidt senere med albums som ”Den blå hund”, ”Plads til begejstring” og ”Mr. Swing King” med en profil som kontrast til et Danmark, der ellers lukkede sig om sig selv. Her brugte Gnags musikken som magt i deres medmenneskelige missionærstatus.
Gnags lige nu
Til gengæld har de altid formået at trykke på de rigtige knapper, når der skal være gang i den, så slå hjernen fra og lad dig suge ind i groovet og spilleglæden. Velvidende, at Gnags med sine 11 optrædener har Danmarksrekord på Roskilde Festival

 
85 årige Mayall albumaktuel:
John Mayall: Nobody Tell Me (Udgivet af Forty Below Records/Border 22. Febr. 2019) Anm. XXXXXX
Det er utroligt, men sandt, den legendariske britiske bluesmusiker John Mayall er i en alder af 85 år stadig aktiv. Men han har også mange strenge at spille på, som udover mundharpe og guitar bl. a. dækker keyboard spil, ligesom han er en habil sangskriver.
Mayalls næstsidste album var Find A Way To Care fra 2015, og ellers har han over 60 album-udgivelser (!) på samvittigheden, samt en fortid dengang i 60erne med The Bluesbreakers. I 2008 annoncerede Mayall, at han ville lade musikken ligge.
 
Godset koncert i 2016
Men han kunne ikke dy sig, og har været tilbage siden da, bl. a. gav han en legendarisk koncert på Godset i september 2016. Selv i dag lyder Mayall slet ikke træt, for sammen med sin kvartet, som han har haft gennem de senere år, lyder de på Nobody Tell Me som om de stadig elsker at udforske hinanden.
Albummets bedste nummer er ”Delta Horizon”, hvorpå der er gæstespil af Joe Bonamassa, og hvor denne også lyder mere intens end på så mange andre udspil. Et andet godt nummer er ”Distant Lonesome Train”, og ellers er godbidderne spredt ud over hovedparten af numrene i en frisk og frejdig lindstrøm.
 
Mayalls bankende hjerte
Mayalls egen stemme er noget sprukken, alderspræget som den er, men bag den kan man fornemme et bankende hjerte.

Mayalls måske mest spændende periode var, da han stod i spidsen for sit orkester The Bluesbreakers, der mellem sine medlemmer har haft så store notabiliteter som guitaristerne Eric Clapton, John McLaughlin, Peter Green og Mick Taylor samt bassisten John McVie, for blot at nævne nogle få.
 
Han er U.S.A.s stemme:
Bruce Springsteen: Bruce Springsteen on Broadway (Udgivet af Sony 14. december) Anm. XXXXXX
I over 40 år har Bruce Springsteen indtaget en særstilling i amerikansk rockmusik. Allerede fra debuten Born to Run i 1975, men også med de to følgende albums, Darkness on the Edge of Town fra 1978 og The River fra 1980, markerede han sig som fortolkeren af en amerikansk stiltradition fra country blues over folk til soul. Med sin rustne stemmeføring og til akustisk guitarakkompagnement beskrev han på lp'en Nebraska fra 1982 de nederste sociale lag i USA, indtil han i den grad bragede igennem i 1984 med Born in the U.S.A. med så stærke sange som titelsangen "Born in the U.S.A." og ”Dancin`In The Dark”.
 
Større end Coca Cola
Som et kuriosum omkring Born In The U.S.A. bør det nævnes, at hans publikum havde gjort ham større end både coca-cola og livet, ligesom hans stadionturneer med The E Street Band havde gjort ham til et ikon for samfundsengageret rock.
Ovenpå denne megasucces udgav han Tunnel of Love i 1987, Human Touch og Lucky Town i 1992, hvor begge var mere afdæmpede og selvbiografiske. Hvad Tunnel Of Love angår handler det om kærlighed, men ikke som det udmøntes via tryghed, trofasthed og afklarethed. Snarere det modsatte. Eller rettere: om viljen til et liv, bygget på disse tre søjler, men viljen er altid i naturens vold, som Torben Bille formulerer det på sin hjemmeside Midt i en Beattid, idet han fortsætter:
 
En fornyet Bruce
- Titelmelodien beskriver kærligheden som en tur i bådene i en forlystelsespark. Der er kun plads til to, og de skal være enige om, hvilken balance der skal holdes. Tunnellen kan tage sig så mørk og truende ud, at den tager form som en labyrint, men der er lys for enden af den tunnel, uanset hvor sort det kan se ud. Og det er os selv, der skaber lyset.”
I 1994 fulgte titelsangen til aids-filmen Philadelphia, og 1995 albummet The Ghost of Tom Joad var inspireret af John Steinbecks roman Vredens druer med Joad som den bærende karakter.
 
Sange fra disse albums er blevet udgivet igen og igen i forskellige sammenhænge, men nu foreligger Bruce Springsteen on Broadway, hvorpå The Boss fremfører dem unplugged og reintroducerer sig selv om den store singer songwriter, han er.
 
Normalt ville jeg ikke anmelde et opsamlingsalbum, men Bruce Springsteen on Broadway afviger så markant fra de normale regler for denne tradition.
Som sådan er hovedparten af numrene forvandlet til ukendelighed, mest måske med Born In The U.S.A., hvor det først er tilsidst i nummeret at man opdager, at det er det. Så nye Bruce lyttere kan med fordel starte her.
 
Han synger om hjertesorger: Van Morrison: The Prophet Speaks (Udgivet 7. December) FEATURE
Ingen kan som Van Morrison synge om hjertesorger. Det sker via melodier, der fungerer som variationer over temaer som smerte og en lyst, der aldrig bliver forløst, men som istedetfor får en bønfalden karakter. Det hele er iklædt en loungestemning og sunget med en stemme, der i sig selv er et instrument, hvor loungestemningen har ikke så lidt en magisk og mystisk karakter

På sit fjerde udspil på små to år, The Prophet Speaks”, blander han seks nye numre sammen med klassikere som f. eks. Sam Cooke’s “Laughin’ and Clownin’,” John Lee Hooker’s “Dimples,” Solomon Burke’s “Gotta Get You Off My Mind” and Willie Dixon’s “I Love the Life I Live”.

Også dette album er på samme måde som flere af hans øvrige holdt i tunge standardtakter fra 50erne og 60erne, eller som en af hans tidligere melodier hed, ”The Beauty of The Time Gone By”, for van The Man, der er født i 1945, har faktisk ikke flyttet sig særlig meget siden 1965, hvor han fik sit gennembrud.

God til at groove
Hans kendteste nummer er ”Brown Eyed Soul”, men også sange som ”Here Comes The Night” (fra tiden med Them) og ”Gloria” huskes til stadighed.

Næppe mange unge vil hænge ud med van Morrison, til gengæld skuffer han ikke de af sine gamle hardcorefans, der evner at flyde med i den gamle mystikers og fortabe sig for at finde sig selv i sin søgen efter hjertets budskaber. Og som fremfor progressive eksperimenter foretrækker udforskningen af de musikalske rødder i et univers, hvor spiritualiteten stadig hænger ved, om end den lige undgår floskelstadiet.

 
Med dekadencen som krumtap:
Bryan Ferry and his Orchestra: Bitter – Sweet (Udgivet 30. Nov.) FEATURE
Roxy Music i almindelighed og Bryan Ferry i særdeleshed var et forfriskende indslag i musiklandskabet i begyndelsen af 70erne, inden han solodebuterede med These Foolish Things i 1973. I 1976 besluttede medlemmerne af Roxy Music at holde pause på ubestemt tid, imens Bryan Ferry ufortrødent fortsatte sin solokarriere, selvom han altid har bedyret, at de i Roxy Music kørte på et uudforsket territorium. Bryan Ferrys forfriskende pust status udviklede sig hurtigt til en unik position, der elegant kombinerede det dekadente med hans croonervokal, som man kan høre på en lille håndfuld hits som Slave To Love, Avalon, Bète Noire, Virginia Play og Do The Strand, som dog kun udgør cremen af de to håndfulde hits, han ellers har været leveringsdygtig i, og hvor hver enkelt nummer er med til at forme den anselige musikhistorie, han i øvrigt er omgærdet af.
 
Avonmore en milepæl
Hvor jazzmusikken gennem tiden har haft tradition for at fortolke et standardrepertoire, har rockmusikken ikke formået at knække koden på samme måde. Først da Bryan Ferry med albummet Avonmore udkom i 1973, faldt der respekt om hans måde at gøre det på, bl. a. på Stephen Sondheims` Send In The Clowns. Senere blev det dog mere udpræget, som f. eks. på albummet The Jazz Age, hvor han har bearbejdet hele 13 af sine sange fra Roxy Music og solo-karrieren på en måde, så man skulle tro, at Roxy Music var en historie fra 1920’erne og 1970’erne med swingpjattet jazzmusik hensat i en døsigsøvnig cocktailbar
 
Selverklæret konservativ
I dag, hvor Bryan Ferry er 72 år, kører han på sit 16. studiealbum Bitter – Sweet videre med sin stilfulde selverklærede konservatisme, overfor rockmusikkens evindelige rastløshed. Ang det politiske, siger han et sted, at ”jeg foretrækker at tro, at kunsten er hævet over det politiske, og befinder sig i en højere og mere forfinet sfære”
Forfinet sfære er der ellers masser af på Bitter – Sweet, hvorfra titelnummeret netop er blevet spillet på en fiktiv natklub i DR2 serien Babylon Berlin. På den måde genopliver han Weimar 20ertidens dekadente natteliv, ligesom han gengiver sit eget nummer, der ellers var med på 1974 albummet Country Life.
 
Sange i ny forklædning
Han iklæder også andre ældre sange en ny forklædning som Limbo, Dance Away og Boys & Girls. Alt sammen som en kontrast til rockmusikkens evindelige rastløshed, og lidt mere hen ad den tangent, Ferry tidligere har dyrket med sine beats pakket ind i masser af glamour. Sine sted kan det være en forfriskende ny måde at høre musik på, selvom klægheden ligger og lurer lige om det næste gdehjørne.
 
Nyr fra fingerpickin mesteren: Mark Knopfler: Down The Road Whereever FEATURE
Sultans of swing var oprindeligt et Dire Straits nummer, men forgrundsfiguren, den idag snart 70 årige Mark Knopfler formåede hurtigt et gøre det til et synonym for sin twangede fingerpicking spillestil. Også efter, at Dire Straits blev opløst i 1995, og Knopfler fortsatte som solist, bevæbnet med sin røde Stratocaster på over tyve albums.
Siden 1995 har Knopfler med en beundringsværdig strategi og konsekvens solgt sig selv som ydmygheden selv indenfor et mix af folk, calypso, og soft rock.

Roen i musikken
Og med en ro i sin musik, som han løbende har udviklet på mesterlig vis. Bedst af disse tyve albums har Sailing To Philadelphia fra 2000 og Privateering fra 2012 været, hvor sidstnævnte er hans syvende egentlige studiealbum, når man trækker diverse soundtracks fra. På Saling To Philadelphia med numre som el macho, Prairie Wedding og Speedway af Nazareth. På Privateering med ca. halvdelen af numrene, hvor så mange numre er lidt af en præstation indenfor albumkulturen.

Ånden i musikken
Samtidig var Privateering med til at forme en ny lyttekultur, der handler om at åbne ører og sind for den ånd, der flyder ud mod èn, og som handler om ro og dybde
Nu er han så ude med Down The Road Whereever, som hans fans selvfølgelig bør anskaffe sig, men også alle andre, der godt kan lide, at tingene tager den tid de gør, pakket ind, som sangene er i en sikker swingende blues og overalt har han sat sit sikre fingeraftryk.
 
Hvem var The Beatles: The Beatles: The White Album, 50 års jubilæum, remix af Giles Martin (Udgivet nov. 2018) FEATURE
Som inkarneret græsrod stritter det i èn, når man hører at Beatles` geniale The White Album fornylig er udkommet som opsamling. At tænke sig, at pladeindustrien nu igen vil forsøge at friste publikum med en gang Beatles udkrads!!! Men når man så opdager, at albummet består af hidtil ukendte demo-indspilninger, outtakes mm. så skærpes ens interesse uvilkårligt.
 
Unikke Esher demos
Albummet består af bl. a. 6 CDer, hvoraf 3 er Sessions-CDer, 2 Stereo Mixes, og så èn Esher Demos-CD, indeholdende i alt over fyrre numre, hvad jeg lige har kunnet sjusse mig til. Det, der især gør albummet interessant, er de såkaldte esher-demoer, det mange ville kalde unplugged udgaver, for her oplever man selveste substansen i Beatles-sangene.
På Esher demoerne kan man opleve umiddelbarheden, som var den egentlige drivkraft bag The Beatles. Den umiddelbarhed, der var medvirkende til så meget kreativitet, og ser man på et nummer som f. eks. Back In The USSR, så findes det på albummene i en lille håndfuld udgaver, som igen danner grundlag for det færdige resultat, som vi alle kender så godt.
 
Esher demoer for seniorer
Men Esher demos har også en anden funktion, nemlig imødekomme seniorgenertionen, der er blevet for gamle til at stå op og danse til rocknumre, men som stadig gerne vil nyde dem, men nu i siddende stilling og med benene vippende i takt.
De Esher demoer, der hører ind under denne kategori er Back in The U.S.S.R, Ob-la-di-ob-la da, Sexy Sadie og Revolution nr 9.
 
The Beatles på arbejde
Bemærkelsesværdigt, at ud af albummenes omkring fyrre numre, kom langt de fleste numre videre. Og vel at mærke så forskellige numre som f. eks. Honeypie contra Helter Skelter (som efter sigende er Paul McCartneys forsøg på at overgå Pete Townsends I Can See For Miles, og til en vis grad While My Guitar Gently Weeps.
Tankevækkende er det, at The White Album udkom lige efter Sgt. Pepper i slutningen af 60erne. Som mange vil vide, havde The Beatles med Sgt. Pepper udgivet det ultimative værk, hvor nogle af dem derfor ledte efter en måde at komme videre på. The White Album var en rødder - genopdagelse, ligesom deres managers Brian Epstein pludselig død også betød sit for de fire. Måske er The White Album vor tids største remix værk, og selvom det måske mest er for inkarnerede nørder, så bør mange flere lægger ører til det, så musikalsk dybdeborende, som det er.
 
Kvindeligt 60er idol med sit 21. album:
Marianne Faithfull: Negative Capability (Udgivet 2. November) FEATURE
I og med, at en stor del af befolkningen bliver ældre, forekommer ungdommeligheden for dem som en lidt patetisk størrelse. Er en del af alderdommens forhold en fysisk svækkelse, så bliver det mentale samtidig stærkere og mere modent end nogensinde før. At der er mange seniorer om musikbuddet, ses i denne separate spalte, som vi har valgt at kalde ”68ernes musikalske mødested”, 
Èn af de seniorer, der udmønter dette stærkest, er den i dag 71 årige Marianne Faithfull,
Alt efter hvad man mest er til, privatliv eller spændende musik, så dækker den aldrende Marianne Faithfull begge kategorier. Lige nu er hun aktuel med sit 21. album ”Negative Capability”, der kommer syv år efter hendes forrige, "Horses and High Heels". På det aktuelle album samarbejder hun med bl. a. Nick Cave og Warren Ellis fra The Bad Seeds, singer-songwriter Ed Harcourt, producer Rob Ellis, og guitaristen Rob McVey. Et hold som enhver progressiv musiker oppe i årene ville give deres højre hånd for at kunne samarbejde med, og Faithfull selv er da heller ikke tilbageholden med de store superlativer, idet hun et sted siger, at ”det er det mest ærlige album, hun hidtil har lavet, hvorpå der ikke er nogle skjulte hjørner.”

Mix af gammelt og nyt
”Negative Capability” er et mix af gamle klassikere i nye forklædninger som f. eks. ”As Tears Go By” og ”Its`s All Over Now, Baby Blue”, men også spritnye numre som f. eks. ”The Come At Night”, der handler om det terrorangreb i Paris, som fandt sted kun et par husblokke fra, hvor Marianne Faithfull bor. Ellers er de fleste numre blevet til ved, at hun har sendt råskitsen til bl. a. Nick Cave, som så har arbejdet videre med dem. Processen omkring ”Negative Capability” ligner meget den der foregik med ”Strange Weather” fra 1987, der også var et mix.

Faithfull og Jagger
Inden hun fyldte 19 år blev hun gift, mor og derefter skilt igen, hvorefter hun, efter at have været i seng med tre af medlemmerne fra The Rolling Stones, indledte et stormfuldt forhold til Mick Jagger derfra. Herfra kender vi historierne om hendes omtumlede tilværelse med heroinmisbrug, spiseforstyrrelser og hjemløshed, inden hun mirakuløst vendte tilbage til scenelyset og oplevede intet mindre end en kunstnerisk genfødsel, da hun fik hun et gennembrud med ”As Tears Go By”, som Mick Jagger og Keith Richards havde skrevet til hende. En gestus, hun dog kvitterede med ved at inspirere Jagger til at skrive Rolling Stones-hittet ”Sympathy for the Devil” efter at have præsenteret ham for romanen ”The Master and Magarita” af den russiske forfatter Mikhail Bulgakov.

Følger tidens trends
Sin egen senere karriere startede hun i 1979 med albummet ”Broken English.” Et album, der viste hendes sans for at følge tidens trends, idet det var pakket ind i new wave/synthpop/artrock-gevandter.
I 1985 blev hun clean, og to år senere udsendte hun det udmærkede album ”Strange Weather”. Få år sene medvirkede hun ved Roger Waters’ stort opsatte ”The Wall”-koncert i Berlin og på Metallicas sang ”The Memory Remains” fra ”Reload”-albummet i 1997.
Senere igen har hun samarbejdet med såvel David Lynchs faste komponist, Angelo Badalamenti, samt Nick Cave, og i 2014 udgav hun endnu et udmærket album i ”Give My Love to London”
Takket være en stærk livskraft kan hun som 71 årig således se tilbage på et kunstnerisk og kreativt spændende liv
 
 
Han er Sydstaternes soundtrack: John Hiatt: Eclipse Sessions (Udgivet af Border Music 12. 10.) Anm. XXXXXX 

Har man brug for at vide, hvordan middelstanden lever sit liv i Sydstaterne, er guitaristen John Hiatt et godt sted at gå hen. Den i dag 66 årige rockkunstner har siden sin debut i 1974 udgivet ca en snes albums.

Det er en fornøjelse at lytte til en musiker, der ikke skal bevise noget overfor nogen, og som ikke skaber udstyrsstykker, men numre, der med få virkemidler som guitarer, mundharpe og klaver, formår at få et drive frem.

Guitarmagi
På albummet, der er hans første i fire år, drejer det sig først og fremmest om ”Aces” ,hvor han på blot en guitar tryller magien frem. Men der er selvfølgelig også ”Poor Imitation of God”, ”Outrunning My Soul” og ”One Still Breeze”.
 
Mest kendt var han i slutningen af 80erne, hvor numre som f. eks. ”Slow Turning”, ’Perfectly Good Guitar’, ”Feels Like Rain” og ’Drive South’, vakte international opmærksomhed, men siden dengang er der næppe kommet nye tilskuere til, fordi han i udpræget grad synger om sin egen generation, som han så spiller på instrumenter som mundharpe og klaver, eller bare fortæller løs om forskellige medmennesker, og John Hiatt er måske indbegrebet af ”americana”.
Men John Hiatt er albumflittig, hvor stort set alle hans udgivelser har et højt kvalitetsniveau.
 
Han er én af swamprockens fædre: Tony Joe White: Bad Mouthin` (Udgivet af Border Music 21 09) Anm. XXXXXX
”Bonderøvsrock” har vi altid kaldt Tony Joe Whites musik, underforstået hans swamprock, hvor stort set alle hans udgivelser ligner hinanden, og altså ikke undergår de store forandringer. Bare to år efter, han var ude med sit forrige album, Rain Crow, er han nu aktuel med et nyt album, ”Bad Mouthin`”
Hvis forandringer er et must for én, skal man holde sig væk fra Tony Joe White, men hvis man stiller sig tilfreds med en udpræget tilbagelænet musik, kan ”Bad Mouthin`” lige netop gå an, men udover nummeret ”Boom Boom” er der langt mellem spapsene.
 
Småfascination
Dog kan hans fortællinger fra sumpområderne småfascinere, fordi han er så effektiv en storyteller.

Kan man lide hans stil, så skal man hellere søge tilbage og lytte til ”Hoodoo” fra 2013, hvorpå hans sange indeholder en noget mere kraft og intensitet end på det aktuelle album.
White er i dag en ældre herre på 75 år og har op gennem 00erne og 10erne udgivet en håndfuld albums, hvor også ”The Shine” fra 2010 er lytte værdig. Ellers har han været leveringsdygtighed som tekstforfatter til nogle af bl. a. Elvis` og Tina Turners sange, men har aldrig selv været i nærheden af et gennembrud.
 
Manden bag Vesterbro Ungdomsgård går igen de ældres ærinde

Bo Schiøler & Skavankerne: Passion – Sange fra et levet liv (Udgivet af Sundance 14. sept 2018) Anm. XXXXXX

”du var monstrøs ambitiøs/nogen så dig som Jesus på jorden/ andre som tossen med en skrue løs”. Sådan beskrev skuespilleren Mia Lyhne, der er aktuel med ”Klovn” serien i TV-2, Bo Schiøler, da hun i 2012 udgav CDen ”En Rygende Pistol”. Nummeret hed ”Fra Berømmelsens Alter”, og referer til Vesterbro Ungdomsgård, hvor Mia har trådt sine barnesko, og hvor Bo Schiøler i en årrække på det nærmeste var stedets guru.
Det var dengang, og med et virke, der har givet ham et imponerende CV. I en årrække har han sidst gået de ældres ærinde med sine albums. Sidste år var han ude med ”Ældrebyrde Blues”, og nu gælder det ”Passion – sange fra et levet liv”, hvorpå det emmer langt væk af virkelyst og kreativitet. Faktisk i en grad, så der ikke er en eneste svipser på, og hvor sangskrivningen og komponistevnerne er 50/50.
 
Tekster for hr. og fru Danmark
Ser man bort fra Schiölers sprunke stemme, kan man ikke undgå andet end at få en klump i halsen, når man hører numre som ”Ynke klynke blues” og tekstlinien:
”Hvem gider høre om mine skavanker/om hva`der venter – om hva`der vanker/ - vi vil leve livet I sus og dus/hvorfor gå og synge – en ynke klynke blues.”
Lidt på samme måde med tekstlinien i ”Hjerte-smerte flimmer”: ”Hjerte-smerte flimmer/ hva` laver du her du bærer rundt på minder/ som ingen andre ser du slog et slag for frihed og sled for varig fred nu kæmper du mod mismod og søger kærlighed.”
Ikk` sandt, vi har her med tekster at gøre, som også fru Danmark kan forholde sig til, og hele albummet gør op med, at intimblues ikke kun kan spilles på en øldunstende pub.

Talerør for den tredje alder

Vi har således med en betydelig kulturpersonlighed at gøre, der næstsidst har udgivet ”Ældrebyrde Blues”. Uanset hvad man lytter til med ham, er man ikke et sekund i tvivl om, at han fortsat har sine meningers mod og er et glimrende talerør for den tredje alder. Det er også en besnærende tanke, at han har tænkt ”Ældrebryde Blues” som en dogme CD, endda indspillet bandorienteret live i studiet, og såvel tekster som melodier er rammende og vedkommende.

Ved Schiölers næstsidste udgivelse slog jeg til lyd for, at han burde ringe til Nikolaj Nørlund eller Billy Cross for at få dem bag producerknapperne?
Med ”Passion…” trækker jeg de ord tilbage. Ganske vist kan der sagtens pilles ved arrangementerne hist og pist, men hvorfor det, når nu substansen og spillelysten er til stede.
 
Maccas mesterskab:
Paul McCartney: Egypt Station (Udgivet 7. sept. Af Capitol) Anm. XXXXXX

Når det gælder efterkrigsgenerationens identitet via musik, så ligger The Beatles i almindelighed og Lennon/McCartney i særdeleshed i top.
Her ender indzoomningen ved den i dag 76 årige Paul McCartney, der for evigt vil være forbundet med den unge, kække gut med de brune dådyrøjne og den runde stemme.

Trang til at udforske genrer
Og nu er han så på banen med ”Egypt Station”, fem år efter hans forrige album ”New”. På ”Egypt Station” demonstrerer han igen sin gudbenådede komponistsans med indbygget harmoniforståelse samt evige trang til at udforske genrer

Albumåbneren, den pianobårne ”I Don´t Know”, viser ham i storform og i et eftertænksomt hjørne, men allerede i nummeret efter, ”Come on to Me” anslås noget mere sprælske toner, og sådan forekommer det albummet igennem, hvor den står på boogie i ”Who Cares.”
 
Hilsener tilbage i karrieren
”Fuh you” ligger sig i slipstrømmen af, hvad musikmarkedet ellers viser i dag, hvorimod ”People Want Peace” igen vidner om en sangskriver, der tør prøve sine grænser af, mens ”Dominoes” demonsterer Maccas mesterskab. Et bossanovanummer, pakket ind i elektriske instrumenter er der også blevet plads til med ”Back in Brazil.”
Derudover er der ”Despire Repeated Warnings” og ”Hunt You”, der begge sender hilsener tilbage i karrieren, ligesom den demonstrerer en gemytlig måde at være tilbagelænet på.
 
Meget af det, den burde være
Således er ”Egypt Station” meget af det, den burde være, og den lægger sig snildt side om side med hans forrige udgivelse, ”New” for fem år siden

På den måde sætter McCartney tingene og efterkrigsgenerationen musikidentitet i relief ved at være så paradoksal, at han siden 1970, altså i 48 år, har spillet solo, og selv om han har haft succes i stort set hele denne post-Beatles-karriere, er det de 13 år med The Beatles, der først og fremmest klæber til ham.
 
Seniorkunstner takker af: Paul Simon: In The Blue Light (Udgivet af Sony 7. sept.) Anmeldelse XXXXXX

At såvel Paul McCartney som Paul Simon udgiver nye albums her i begyndelsen af september 2018 signalerer ikke kun starten på et musikalsk efterår, men også til en vis grad et historiemusikalsk efterår. Paul Simon udsendte også sine første indspilninger nogenlunde samtidig med Beatles albummet ”Help”, men hvor dette foregik midt i den larmende beatlemania, var der noget mere ro over Mr. Simon, og fælles for dem begge er, at de har formået flittigt at være leverandører til pop- og rock sangskat i de over 50 år, der er gået siden.
 
Tiden op gennem 80erne var i lighed med mange andre af de store 60er navne en identitetsmæssig svær tid for Paul Simon. Lige indtil han fandt på den originale idé at rejse til Sydafrika og skabe et mix mellem de sydafrikanske musik-traditioner, kreolermusik og så vestlig pop, som han udmøntede i albummet ”Rhythm of The Saints”, hvor det samtidig lykkedes ham at opdatere verdensmusikbegrebet.
 
Oppiftninger af gamle numre
Hvor McCartney nu søsætter et album med lutter nye sange, pifter den i dag 77 årige Paul Simon på sit 14. album ”In The Blue Light” album sine gamle sange op til et karrierefarvel og en afskedsturne, hvor sangene, som han siger et sted, ”er som et nyt lag maling på væggene i et gammelt familiehjem."
Det eneste nummer, der bliver spillet med slagstøjsinstrumenter, er ”Pigs, Sheep and Wolves”, og et nummer, der også godt kunne bruge det, er ”Love”. Så den ”nye lag maling på væggene i et gammelt familiealbum” bliver at benytte sig af blødere instrumenter som klaver og strygere, hvor en ihærdig gammel rocker som undertegnede så sukker ”hvor ægerligt”.
 
Det ensomme menneskes fremmedgørelse
For Simon er virkelig en eminent sangskriver, der gang på gang har ramt plet når det gælder om i sine ballader at skildre det ensomme menneskes fremmedgørelse i en verden, hvor alle er på vej med undergrundsbanen, og jeg hilste da også programerklæringen velkomment

Så desværre, ”In The blue Light” når ikke tilnærmelsesvis ”Rhythm of The Saints” eller ”Graceland”s virilitet
Ellers så husker et musikseniorpublikum Paul Simon fra dengang, han i slutningen af 60erne sammen med Art Garfunkel fik et hit med Sound of Silence, hvor mange vil huske, at den var med i filmen ”Fagre voksne verden”. Her kunne man også finde dele af ”Mrs. Robinson”, og hele sangen på albummet ”Bookends”.
 
Gammel The Kinks frontmand med på ny udgivelse:
Ray Davies: Our Country: Americana Act II (EP, udgivet 29. juni) Feature
Hvor det siges, at 60er ikoner som The Rolling Stones, Paul McCartney og The Who stadig kan fylde stadioner op, så nøjes Ray Davies med klubber. I front for The Kinks skrev han numre som ”You Really Got Me, ”A Well Respected Man” “Sunny Afternoon” og ”Waterloo Sunset”
Så selvom han gør sig I den mere stilfærdige del af rampelyset, så turnerer han stadigvæk, men et egentlig The Kinks comeback ligger ikke lige om hjørnet, da han kører en fortsat rivalisering med sin lillebroder Dave, der som bekendt var guitarist i The Kinks.
 
60er musik stadig i radioen
Musikken, set fra en socialrealistisk synsvinkel, har altid været hans våben. Og således også på hans nyeste EP, ”Our Country: Americana Act II”, der består af fem numre. Inden af disse når op på fordums højder, men når man hører hovedparten af tidens udgivelser, sagtens kan måle sig i den sammenhæng.
Hvis man får lyst til mere af samme slags, så kan Davies` udgivelser som ”The Village Green Preservation Society” og ”Arthur (or The Decline and Fall of the British Empire) anbefales, lydmæssigt såvel som tekstmæssigt, og her er det med fornøjelse, at man kan tilføje, at numre herfra sommetider kan høres på radiostationer.
 
Han gør bluesen vedkommende:                                Buddy Guy feat. Mick Jagger, Keith Richards og Jeff Beck: The Blues is Alive and Well (Udgivet af RCA/Universal 15. juni) Anm. XXXXXX
Netop som bluesguitaristen Joe Bonamassa her i 2018 på udgivelse efter udgivelse gerne vil vise, hvem der har førertrøjen på, er det en lise at lægge ører til det nyeste Buddy Guy album, ”The Blues is Alive and Well”.
Hvor Joe Bonamassa lufter sit store ego på sine udgivelser, er Buddy Guy ude i et helt andet ærinde med sine udgivelser, hvor det er tydeligt, at han sigter efter såvel solar plexus som hjerte. Han har for vane at invitere koryfæer med på sine udgivelser, hvilket på ”The Blues is Alive and Well” gælder Mick Jagger på nummeret ”You did The Crime” og Keith Richards og Jeff Beck på ”Cognac”.
 
Varm vokal
Er der nu en og anden, der går og frygter, at man falder af på den, når man runder de 80, så fylder den i dag 81 årige Guy rummet med sin varme vokal, der gløder af medmenneskelighed. Og er Mick Jagger, Keith Richards, Jeff Beck og et par stykker andre med, så er det numre som ”Whiskey for Sale”, ”The Blues is Alive and Well”, ”Quilty As Changes” og Somebody Up There”, der i den nævnte rækkefølge er de bedste, så ingen starfuck her.
 
Thanks, buddy
Bruger han funken, soulen og rocken undervejs, er det bluesen, der er den gennemgående tråd på albummet i en musik, der på alle parametre larmer, fester og rører, bragt frem af hans virile guitar-spil.

Thanks, buddy
 
Før ”The Blues is alive and Well” har Guy i 2015 udgivet ”Born To Play Guitar” og I 2013 “Rhythm & Blues”
 
The Who forsanger spiller op:
Roger Daltrey: As Long As I Have You (Udgivet af Universal 1. Juni) Anm. XXXXXX
The Rolling Stones og The Beatles er altid blevet opfattet som de vigtigste rockbands nogensinde, men lige i kølvandet følger The Who, hvis første hit var "I Can't Explain" fra 1965. At The Who var ihærdige ses af, at de spillede fast sammen indtil opløsningen i 1982.
De to frontfigurer Roger Daltrey og Pete Townsend var kendt for hhv. Rogers karakteristiske stemme og Petes møllesvings roterende guitarspil.
Under tiden med The Who udgav Daltrey tre solo-album: "Daltrey", "Ride a Rock Horse" og "One of the Boys", og nu er Daltrey aktuel som 75årig med ”As Long As I Have You” hans første udgivelse i 25 år.
 
Mangler tænding
Har man nu sat næsen op efter noget af fordums storhed, så kan man ikke undgå andet end at blive skuffet, idèt kun nummeret ”You Haven`t Done Nothing” indeholder noget af den tændingsmekanisme, der tidligere gjorde dem attraktive.
Daltreys gennemtrængende stemme er intakt, men hans sangskrivning lader unægtelig noget tilbage.
 
Daltrey info
Vil man derimod opleve Roger Daltrey rigtig rocked,, kan det anbefales at lytte til "Under a Raging Moon" fra 1985.
Hvad The Who angår, så har de være aktive siden midten af 80erne og igen fra 1996. I 2006 udsendte de albummet "Endless Wire", deres første studiealbum siden 1982.
Hvor The Who i staren af deres karriere var kendt for deres smadrede hotelværelser, så bliver Daltrey i.f.m. MeToo debatten, hvor han på et spørgsmål som "Hvorfor skulle en rockstjerne have behov for at trænge sig ind på kvinder? Det plejer at være omvendt. Jeg ville gerne have haft et pund for hver kvinde, som har taget mig på røven. Mick Jagger ville være blevet milliardær, hvis det havde været sådan."
 
Han skildrer USA's sjæl i sin musik:
Ry Cooder: My Prodigal Son (Udgivet af Caroline/Universal 11. maj) Feature
Er man som musikelsker kommet op i den tredje alder, er der flere kunstnere, man husker med ærefrygt. Èn af dem er den i dag 71 årige slideguitarist Ry Cooder, der pludselig kaster et album af sig, ”My Prodigal Son”.
I sin næsten 50 år lange karriere har Ry Cooders virke mere haft en status af at indeholde nogle enorme muligheder og indflydelse end blot det at blive hørt. Det er et virke, der mere er foregået bag scenen eller som sideman til kunstnere som Rolling Stones, Little Feat og John Lee Hooker, Cooder har gjort sig gældende, ligesom publikum med hang til film husker hans bedrift som producer til ”Buena Vista Social Club” soundtracket i 1997.
 
Ej jukeboksfavorit
Ellers er der næppe den genre, som Cooder ikke har været forbi i sit arbejde med musik og at skabe specialoplevelser, hvor f. eks. folkemusik, tex-mex, soul, gospel og rock har været inddraget.
På ”My Prodigal Son” ser det ud til, at Cooder forsøger at fokusere på det, han er god til. En kendsgerning omkring hans virke er, at han aldrig bliver en jukeboksfavorit, til gengæld mestrer han som ikke mange andre og med sin ekspressive vokal at skabe en simpel sand-på-gulvet stemning, og hvorfra han foretager afstikkere til soul og jazz fra den afroamerikanske arv, når det passer ham, idet han hele tiden dyrker den finurlige djærve måde, der ligger i hans rygrad.
I hans univers kan man møde amerikas spirituelle, håbefulde stemmer, følge hans smug provokationer, som de bliver dyrket i ligesindede bands spil, f. eks. i sange af The Stanley Brothers, Blind Willie Johnson, og selvfølgelig hamselv.

Ærbødighed
Omdrejningspunktet for Cooder og hans ligesindede musikudfoldelser er en særlig slags ærbødighed og humor, som finder sted undervejs, mens du synger disse sange. Netop ærbødighed er kodeordet, som de amerikanske musikere også deler med andre folkeslag, og som Cooder har hørt omtalt via sin granddatters lærer, en kashmirsk kvinde, der uddybede sit udsagn med, at ‘vi behøver ikke lære religion, men bør vænne os til ærbødighed, og jeg tror, det er nogle rammende ord for vores musik.”

”My Prodigal Son” består af tre af hans egne sange, og ellers omhyggeligt udvalgte af yndlings spirituals fra det sidste århundrede. Herved rammer han en særlig resonans i tiden, og former et ubøjeligt kik ind i det moderne America.
 
Han synger om hjertesorger:                                                            Van Morrison & Joey DeFrancesco: You`re Driving Me Crazy (Udgivet af Sony Music 26. April) Anm. XXXXXX

Ingen kan som Van Morrison synge om hjertesorger. Det sker via melodier, der fungerer som variationer over temaer som smerte og en lyst, der aldrig bliver forløst, men som istedetfor får en bønfalden karakter. Det hele er iklædt en loungestemning og sunget med en stemme, der i sig selv er et instrument, hvor loungestemningen har ikke så lidt en magisk og mystisk karakter

Hans nyeste album i den karriere, der kører på det femte årti, og som er hans 39, hedder ”You`re Driving Me Crazy”, blot et år efter hans forrige, ”Versatile”. På det nyeste er ”Hold it magic” og ”Close Enough For Jazz” en god nøgle ind til van Morrison, hvor han befinder sig i dag, og hvor han imødegår Frank Zappas gamle mundheld om ”jazzen er ikke død, den stinker” idet van Morrison her genopfinder jazzen.

Dvælingstip
Er de numre sagen, så prøv også at dvæl ved numre som ”All Saints”, ”Evening Shadows”, ”Magic Time”, og ”Sticks Stones” måske kan gøre dig endnu mere hooked på ham.

Udover han genopfinder jazzen, tager han også fat på blues standarder og numre, der står hans hjerte nær, som f. eks. Cole Porters ”Miss Otis Regrets. I det hele taget
og ligesom hans utallige albumforgængere er også dette holdt i tunge standardtakter fra 50erne og 60erne.

Van Morrison genopfinder ikke jazzen alene på dette album, han får uvurderlig hjælp af af organisten og jazzlegenden DeFrancesco, som tidligere har arbejdet med Miles Davis, John McLaughlin and Grover Washington Jr. De Francesco har taget nogle af sine egne medlemmer med her, guitaristen Dan Wilson, trommeslageren Michael Ode og tenor saxophon spilleren Troy Roberts.

God til at groove
Van Morrisons kendteste nummer er ”Brown Eyed Soul”, men også sange som ”Here Comes The Night” (fra tiden med Them) og ”Gloria” huskes til stadighed.

Næppe mange unge vil hænge ud med van Morrison, til gengæld skuffer han ikke de af sine gamle hardcorefans, der evner at flyde med i den gamle mystikers og fortabe sig for at finde sig selv i sin søgen efter hjertets budskaber. Og som fremfor progressive eksperimenter foretrækker udforskningen af de musikalske rødder i et univers, hvor spiritualiteten stadig hænger ved, om end den lige undgår floskelstadiet. Så pas på, hans musik er vanedannende
 
85 årig albumaktuel:
Willie Nelson: Last Man Standing, (Udgivet af Sony Music 27. April) Feature
Da Bruce Willis i 1996 var ude med sin film, ”Last Man Standing”, satte han ord og billeder på mandlig vitalitet. Også selvom filmen, der var den tredje over samme emne og en voldsfilm. Emnet var den ensomme fremmed, der bruger 20ernes amerikanske Forbudstid og dermed konkurrenceelement, til egen fordel
Og nu tager den 85 årige countrysanger Willie Nelson over med sit comebackalbum, ”Last Man Standing”, faktisk i f. m. hans fødselsdag 29. april
 
Ikke til at komme udenom
Jeg indrømmer gerne, at countrygenren aldrig har været mit gebet, men Willie Nelson er ikke til at komme udenom i sin altfavnende genreomgang. Han er endda med til at personificere countrygenren til bedre at falde i tråd med pensionisters laden og gøren end rocken. For hvor rocken er oprørsk, er countrygenren mere resignerende.
Set fa et rockperspektiv er “Last Man Standing”, “I Ain`t Got Nothin`” og ”Very Far to Crawl” bedst, men ellers emmer albummet af en kunstner, der har en lang karriere bag sig.



 
Hun var fransk popdiva I 60erne:
Francoise Hardy: Personne d`autre (Udgivet 6. april 2018) Feature
Når man som jeg er oppe i den tredje alder, gibber det da, når der pludselig er nyt fra franske Francoise Hardy, som af jævnaldrende sikkert huskes for hittenne ”Comment Te Dire Adieu?”, eller "Tous les garçons et les filles", som solgte omkring en million eksemplarer. I 1963 fik hun tildelt Grand Prix du Disque af Académie Charles Cros, som er den højeste udmærkelse, en musiker kan få i Frankrig.

Synger kun på fransk
Damens næstsidste udgivelse er fra 2012 og hed ”LÀmour”.
Men nu foreligger altså albummet ”Personne d`autre”, der dels består af Francoise Hardys tidligere hits, men også en håndfuld numre af nyere dato. Desværre er det hele på fransk, hvilket sandsynligvis sætter en naturlig barriere for en større markedsdækning i vores lille andedam. I dag er Francoise Hardy i midten af 70erne, og at hun aldrig har holdt sig tilbage for at synge duetter med andre, viste sig på hendes forrige udspil, hvor hun havde selveste Iggy Pop med på nummeret ”I`ll Be Seing You”.

Lagde op til Hotel Costes serien
På ”Personne d`autre” bruger hun sin sensuelle stemme til af jazzet vej og i en tidløs poppet retning til at bringe lytteren ind i en melankolsk stemning, der hylder den moderne franske sound. En sound, der for alvor trådte i karakter senere med bl. hele Hotel Costes serien. Nu, hvor den har sejret sig selv ihjel, er det musikhistorisk interessant at lytte til optaktsmusikken.
Hardy fik ellers sit gennembrud i starten af 60'erne, hvor hun havde store hits inden for den helt specielle poppede stil, som også landsmanden Serge Gainsbourg dyrkede. En del af Hardys musik har flirtet med filmen, hvor f. eks. Hardys hit "Le temps de l'amour" fra 1962 blev brugt i Wes Andersons seneste film "Moonrise Kingdom" med blandt andre Bruce Willis og Edward Norton på rollelisten.
Hardy har haft en enormt produktiv karriere med over en snes udgivelser.
 
Han synger med en stemme, der lyder som et morgenværtshus
Tom Waits: Closing Time (Genoptryk fra 1973, udgivet af Playground marts 2018) Feature
Indenfor det mere strømlinede musikmiljø er det en stående joke at kokettere med, at ingen kan score en pige, hvis de har en eller flere Tom Waits plader stående. Omvendt bliver man enten talt ned til eller mødt med nogle overbærende skuldertræk, hvis man i det alternative musikmiljø eller omgangskreds med hang til smalle eller kunstneriske udgivelser ikke har en anselig samling af Tom Waits plader eller dyrker ham som noget af en afgud.
Hvorom alting er, så har Tom Waits været en produktiv kunstner i snart 50 år og produceret over en snes albums. Mellem hans tilhængere er det albummet ”Swordfishtrombones” fra 1983, og ”Mule Variations” fra 1999, der går for at være hans hovedværker.
 
Inspireret af Cole Porter og Frank Sinatra
Tom Waits har altid haft en stemme, der lød som et morgenværtshus. I 60erne øvede han sig på Cole Porter og Frank Sinatra, samtidig med, at han var inspireret af beatforfattere som Jack Kerouac, Alan Ginsberg og Charles Bukowski. At Tom Waits netop i denne tid er værd at beskæftige sig med skyldes, at hans debutplade ”Closing Time” bliver genoptrykt. Sikkert fordi dagens publikum har brug for at møde en kunstner, der bruger sit mørke talent på at fortælle.gribende historier om mennesker på bunden af samfundet. Her evner Waits som altid at slå hul i enhver pæn facade for med sin hæse galgenhumor at synge ind til smerten ved det at leve. Det bliver til nogle beskidte ballader, spillet på et piano, og som gennem snart 50 år har tiltrukket sig opmærksomhed i store dele af den vestlige verden.

60er ikon stopper med at turnere:
Joan Baez: Whistle Down The Wind (Udgivet af Proper Records/Border 2. Marts 2018). Feature
Joan Baez (der er født i 1941) blev i slutningen af 60erne et ikon for alle pacifister, da hun genopdagede borgerrettighederne via sangen ”We Shall Overcome”, som hun samtidig gjorde til sin signaturmelodi. Siden Martin Luther King kom til, havde det politiske fokus nemlig flyttet sig, hvor det nu gjaldt den ikke-voldelige modstand mod krig og oprustning.
Hun var altså på banen længe før, at Sting eller Bono troede, at regnskoven og resten af verden kunne reddes af en sang. Lidt på samme måde med ungdomsoprøret, som The Beatles og Stones brugte til en del af deres profilering. Her havde Joan Baez stemmen, der talte og sang om systemer, uretfærdighed og umenneskelighed midt imod. Og, som den tidligere musikanmelder Torben Bille skriver på sin hjemmeside, ”Midt i en Beattid”, at ”hun gjorde – og gør – det med en sopran, der burde kunne afvæbne enhver militarist.”

Fortolker Tom Waits
Nu, hvor ovenstående mere eller mindre er et afsluttet kapitel, udgiver Joan Baez et nyt album, ”Whistle Down The Wind”, samtidig med, at hun dels proklamerer, at 2018 vil blive hendes sidste år med turneer. På albummet tolker hun egne favoritter som f. eks. Tom Waits, Mary Chapin Carpenter og Richard Thompson.
Som det gør sig gældende med mange af den generations kunstnere, er det velgørende at opdage, hvor lidt Baez kærer sig om at ramme tidens kunstnerhype, men istedet hylder det at være sig selv og synge den musik, som hun føler mest for.

Når man sidder med hendes album i hånden, ryger minderne tilbage til dengang, hvor man husker hende for hendes omgang med de de små coffee shops i Boston og New York. Hun vakte opmærksomhed, dels ved sin klassiske skønhed og dels ved den alvorlige inderlighed, hvormed hun på guitar foredrog sine sange.
 
Sang i Det Hvide Hus
Det engagement har hun holdt vedlige,hvor hun f. eks. kom på fornavn med Vaclav Havel, stod ved siden af Nelson Mandela, da hans 90 års dag blev fejret, og senest har hun støttet genopbygningen af Haiti, ligesom hun sang ”We Shall Overcome” for en håndfuld år siden sang den i Det Hvide Hus for præsidentfamilien.
At Joan Baez i begyndelsen af 60erne mødte Bob Dylan på klubben Gerdes Folk City, skulle i mange år fremover få betydning for dem begge. Både privat og professionelt, og snart fik de etiketten »The King and Queen of Folk Music«. Men deres forhold indebar også mange bump, hvoraf nogen af dem er beskrevet i filmen ”Don´t look back.” Dylan går ikke af vejen for at skildre sin ekskæreste på en ufin måde i filmen ”Renaldo & Clara”, hvor Baez til gengæld får sagt farvel på en sober måde i 1975 med sangen ’”Diamonds and rust”,
 
Gammel Gnags guitarist spiller op:
Per Frost: The Calling (Udgivet af Sony Music 5. januar) Anm. XXXXXX
Per Frost slog måske mest sit navn mest fast med de over tyve år, hvor han fra midt70erne og frem til midt90erne var med som guitarist og bassist i Gnags, men derudover har han arbejdet sammen med en halv snes af toppen af dansk top, ligesom han har medvirket på langt over 150 danske albums.
Hans nyeste album, ”The Calling” kommer i kølvandet af Gnags´ seneste
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk