Rocking Kolding / Jazzen 100 år i 2017

Jazzen 100 år i 2017

(Indsat 09 07 2017) Det er sandsynligvis kun den inderste hardcore kerne, der er klar over, at da The Original Dixieland Jazz Band i 1917 indspillede den første jazzplade, at jazzen da var født. Det skete ved, at årvågne discjockeys på amerikanske radiostationer over hele USA spillede musikken i deres udsendelser, og derved gjorde den hot.
 
Først da Louis Armstrongs Hot Five otte år senere i 1925 begyndte at musicere samme musikform, blev jazzen kendt af almenvældet. Herhjemme skete det, da Sam Woodings Harlem Kiddies var på besøg, og at jazzen var hurtig til at forgrene sig genremæssigt viste sig, da swingtiden indledtes i 1930 med Duke Ellington via albummet ”Mood Indigo”.
 
Senere højdepunktet for jazzens videre liv forekom, da Billie Holiday i 1939 udgav ”Strange Fruit”, og som var et værk, der indeholde en besk kommentar til Sydens racisme. Efter krigen fornyede bebopstilen genren i 1945, og hvor kimen til vores dages jazz for alvor startede med udøvere som Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Thelonious Monk og en ung Miles Davis.
 
Jazzens største udviklingsperiode
Mellem kendere siges jazzens største udviklingsperiode at være i slutningen af 50erne hvor albums som Miles Davis’ ’Kind of Blue’ og ‘Sketches of Spain’, Coltranes ‘Giant Steps’, Ornette Colemans ‘The Shape of Jazz to Come’. Næppe mange andre musikgenrer har så mage feinschmeckere som jazzen. Fornylig beskrev en jazzen som: ”Jazzen er dend er tjatten til trommeskindet, jazz er den komplette jazzgang. Jazz er først og sidst: swing” underforstået ”tzzzjabu-tzzzjabu-tzzzjabu-tzzzjabu”. Jazzen bliver også kaldt sexet, især når hånden foretager et sexet glid ned ad bassen: Du-duuuj-duuuj-duuuj-du-da-du-duuuj”
- Ingen er hårdere ved sig selv og hinanden end jazzelskere. Det skal swinge, før det er jazz. Det er det eneste, alle ved. Ligesom alle ved, at ingen, undtagen måske lige dem selv, kan klappe i den korrekte jazztakt, skrev en hovedstadsavis fornylig i en hyldestartikel om jazzen
 
Jazzen er ikke død
Hvor musikeren Frank Zappa engang sagde, at ”jazzen er ikke død, den stinker bare” følger nutidsbassisten Peter Vuust op med, at ”jazzen ikke kan dø, praktisk set:
»Jazzen er et rum, musikere har brug for at gå ind i. Nogle bliver så derinde, mens andre går ind for at lære noget og så forlader det og går videre.” De musikere, Peter Vuust hentyder til, er rockbandet Carpark North, og som, iflg. Vuust ”gik ud og brugte det i den virkelige verden«.
Det er det kreative, det improvisatoriske, det at skabe musik i nuet over nogle akkorder og andre grundelementer, det er jazz. For i sin karriere som musiker inden for alle mulige stilarter skal man kunne klare sig ind på land, når man er på dybt vand og pludselig ikke kan bunde. De redskaber giver jazzen.
 
Læs anmeldelse af Peter Vuusts bog ””Musik på hjernen” her
 
Livsværdier
Jens Skou Olsen, som er forsker ved Københavns Universitet har denne betragtning over jazz:
- Jazzen er en kultur båret af bestemte livsværdier. Jazz er en måde at håndtere de store livsspørgsmål på. Jazzen har som kultur udviklet sig, siden Louis Armstrong for 100 år siden skød en pistol af i Perdido Street i kådhed over, at det var nytårsaften. Han kom på opdragelsesanstalt, og hvordan straffede man børn dengang, der var uregerlige ballademagere? Man gav et instrument og lærte dem at spille«.
 
Kilde: Swish-Swoosh-swoosh-swoosh, artikel i Politiken
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk