Artikler med brod / Kristian Leth roman

Kristian Leth roman

Historier er som stjernekonstellationer:
 
Kristian Leth & Eske Willerslev: Historien om det hele (Udgivet af ArtPeople marts 2016, bog, 204 sider) Anm.XXXXXX

At Kristian Leth er en af sin generations bedste hvad angår ord og musik, beviste han første gang med The William Blakes, siden med sin solodebut ”Hjemad” fra 2012. På en lige udgivet CD, ”Fremmed Land”, er det fortællinger fra livet det handler om, og nu har han så sammen med professoren og DNA forskeren Eske Willerslev udgivet bogen ”Historien om det hele”.
Igennem fire år har de med nysgerrigheden som drivkraft ført en række dybsindige samtaler om alt fra gener, fortiden og menneskets historie, eskimoer, aboriginals og indianere til ånder, myter og magi. For, som Kristian Leth siger et sted i bogen: ”den gave det er at have en fantasi, indebærer, at man bør følge den og gøre den virkelig.”

Det er selvsagt en ordentlig mundfuld, de to har givet sig i kast med. ”Historien om det hele" består af en række fortællinger om magi og videnskab, hvor Leths bidrag er udformet som afsluttede essays, mens Willerslevs bidrag er sammenskrevet til kapitler, hvor talesprogspræget er bevaret. Det kan virke lidt flakkende og et langt stykke hen ad vejen sikkert for videnskabeligt for almindelige mennesker, men hvor bogen forbliver tro mod sit sigte. Darwins evolutionsteori får naturligvis lov til at fylde en del, men det er Leths Papau afsnit om de unge stammedrenge mellem 15 og 19 år, der, for at blive indviet til voksenlivet, fænger læseren bedst.
 
Skrækslagne drenges vej til at blive mænd
Leths beskrivelse af, hvordan de skrækslagne drenge først skulle kæmpe sig gennem en palisadevæg ved et åndehus, for at overvinde deres onkler, fætre og deres ældre brødre, der alle havde våben for at udføre en rituel kamp, sætter sig dybt hos en sart læser. For først bliver drengene slået med b. eks. brændenælder, derefter skåret i af familiens mandlige medlemmer med barberblade eller bambus, og hvor de sår, de pådrog sig, skulle holdes åbne i flere uger, hvorved de endte med at bule ud de rigtige steder. Det er drengenes opgave ikke at græde eller skrige, men at holde koncentrationen og være modige, der talte. Det er tydeligt, at disse oplevelser har sat sig på Leths nethinde, så filmisk, som det er beskrevet.
 
Logik ubrugelig
Som læser i et velfærdssamfund er det svært at tro, at det finder sted, og et andet sted i bogen konkluderer Leth da også, at ”hvis livet er smerte, hvis meningen er kærlighed, hvis målet er døden, så er logik ubrugelig til at lave disse ting med.” Godt for os velfærdsbeboere via bogen at få at vide, at i vores del af verden er demokrati, velfærd, menneskerettighederne og frihed de hellige budskaber.
Det er almindelig kendt, at videnskab og magi altid har tilhørt to forskellige verdener, alligevel oplyser bogen, at mennesker til alle tider og i alle kulturer har brugt magien til at forklare verden, hvilket både Leth og Willerslev er åbne over for, idet de erkender, at ”videnskab jo handler om en eller anden form for tro”.
 
Komplekst verdenssyn letlæseligt.
I erkendelse heraf har Willerslev, der et sted i bogen siger, at ”jeg screener hele tiden mit miljø”, påtaget sig at lytte til andre kulturer og gå i dialog med de oprindelige folk i.f.m. sit DNA arbejde. Her holder han sig ikke tilbage for at kritisere forskerverdenen, som han mener, er for konservative, præget som de er af konkurrencementalitet og kamp om forskningsmidlerne.
Hvad Leth angår, ved han stadig ikke, efter at have skrevet bogen, ”hvad jeg vil lære mine børn. For jeg er ikke sikker på, hvad verden er,” mens han et andet sted siger, ”Vi fortæller alle sammen historier. Det er de historier, der giver livet mening, hvis det nogensinde skal have en.”
Bogens store force er, at den gør et ellers komplekst verdenssyn forholdsvist letlæseligt, konkretiseret ud i en stramt redigeret Indholdsstruktur, hvilket gør dele af den egnet som lærebog. Den kan også anbefales til de garvede læsere, der udfra bogens 204 sider godt lige vil allroundunderholdes om videnskabens og magiens tilstand.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk