Lokale seniorportrætter / Lena (Tavshedens stemmer)

Lena (Tavshedens stemmer)

Lena, 1962

 
De manglende klude

Året var 1961, jeg var 14 år og havde en kæreste. Vi måtte godt sove sammen, det gjorde vi med glæde, men vi havde kun hinandens følelser og fornemmelser at gå efter, og var ikke bevidste om, at det kunne få så store konsekvenser, som det fik. Det eneste, jeg vidste om sex, var, at min mor sagde, at det var noget griseri.

Mine forældre var født i 1911 og 1912. Min far var minkfarmer og havde også job nede på havnen. Min mor var hjemmegående.

 Jeg havde en storesøster - 12 år ældre end mig. Hun stak af som 16 årig til København. Som 23 årig kom hun tilbage, hvor hun havde fået 1 abort og havde et barn i maven, som vores forældre tvang hende til at bortadoptere.

Jeg arbejdede på en skotøjsfabrik. Var blevet sendt på fabrik som 14 årig efter 8. klasse.

Som barn måtte jeg aldrig have venner med hjem. Min far ville ikke have det. Jeg har for eksempel aldrig fået lov til at holde fødselsdag. Han kunne ikke tåle, at der kom andre ind i vores hus.

Min kæreste og jeg havde kendt hinanden i et års tid, da jeg blev gravid. Jeg turde ikke sige noget om det derhjemme, men jeg var godt klar over, at der var noget galt. Min mor spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde menstruation - det var dengang vi brugte klude i stedet for bind, og hun undrede sig over, at der ikke skulle vaskes. Jeg måtte så tilstå, at jeg ikke havde haft menstruation, hvorefter hun skreg ind i hovedet på mig: Er du gravid? Det vidste jeg ikke med sikkerhed, om jeg var - jeg vidste nærmest intet om disse ting.

Naboerne

Min mor gik med mig til læge, og da min far fik at vide, at jeg var gravid, råbte også han ind i hovedet på mig: Hvad fanden foregår der - hvad tror du naboerne vil sige? Min far sagde til min mor, at hun skulle se at få styr på tingene, så hun tog mig med på Mødrehjælpen for at høre, om jeg kunne få en abort. Mor forsøgte at bruge gamle familiehistorier til at skabe en abort-mulighed, fordi min bedstefar havde fået ”det hvide snit” under et ophold på psykiatrisk afdeling i Ribe. Det ændrede ikke noget. Så blev jeg sendt på svangrehjemmet Østerkjær, hvor sådan nogle som mig kunne komme hen. Der var jeg i 14 dage til observation. Da jeg var til lægen sammen med min mor, var det første gang, at jeg fik foretaget en gynækologisk undersøgelse. Jeg anede ikke, hvad det hele handlede om. Det samme skete, da jeg var på svangreafdelingen på Odder sygehus, hvor der stod en masse studerende rundt om sengen og det føltes, som om de alle skulle røre ved mig.

Fristedet

Da jeg blev udskrevet, kunne man endnu ikke se noget på mig, så jeg begyndte at arbejde igen. Min kæreste var vådbinder, han boede også hjemme, så vi havde ikke rigtig noget sted at være nu, hvor vore forældre ikke ville lade os sove sammen mere. Han arbejdede nede på havnen og fandt et sted, hvor vi kunne kravle over plankeværket og hygge os i nogle garn.

Barberbladet

 Da det var blevet august måned var jeg stadig ikke blevet fortrolig med hele situationen.  Jeg var en lille splejs. På Sct. Joseph stiftelsen i Esbjerg, hvor jeg også skulle være til observation, fik jeg at vide, at det kun var, hvis jeg begyndte at bløde, at jeg kunne få en abort.

Så kom min mor med et barberblad, og hun sagde til mig, at jeg skulle skære mig i fingeren, presse noget blod ud i bukserne og så vise det til lægen. Det lykkedes ikke at narre ham. Så jeg blev sendt hjem. 

Forældrenes beslutning

I februar måned var det ved at være derhenne, hvor graviditeten kunne ses. De havde regnet ud, at jeg skulle føde i slutningen af marts, så jeg blev sendt til Odder, hvor der var en svangreafdeling i forbindelse med sygehuset.

De piger, der kom til svangrehjemmet, var som oftest piger fra velstående familier. Alle var dog meget unge. Der var flere fra samme klassetrin som mig. Nogle fik lov til at beholde deres barn, hvis deres forældre hjalp dem. Der var ingen mulighed for hjælp fra Mødrehjælpen. Kun med lidt babytøj og barnevogn.

Der skulle gøres rent på afdelingen, og jeg blev sendt op på en stige, fordi de ikke troede på, at jeg var så langt henne, at det kunne være risikabelt. Om natten fik jeg veer, og Vivi, en pige jeg lå sammen med, var sød at sørge for, at jeg blev sendt via en underjordisk gang over til hospitalet. Vandet gik, mens jeg blev kørt derover. Jeg var ikke klar over, hvad det var for noget - jeg troede, at jeg tissede, og jeg skulle også ”lave stort”. Så gik det hurtigt, og jeg fødte en lille dreng. Han kom ud skrigende for fuld hals. Jeg fik ingen bedøvelse eller noget. Jeg så ham aldrig. De tog ham bare væk fra mig med det samme,  vendte ryggen til mig og løb ud med ham. Jeg hørte ham skrige hele vejen ud. Turde ikke sige noget, var bange for de mennesker, der stod rundt omkring mig.

Jordemoderen var meget skrap. Man skulle ikke sige noget som helst. Jeg var så bange så bange. Det var sådan en følelse af ikke at være til, som om jeg boede i en luftboble, hvor jeg kun var mig selv, og alle dem ude omkring, de pustede bare til mig, som de fandt bedst. Jeg gjorde, hvad de sagde, jeg skulle gøre.

Mine forældre havde besluttet, at mit barn skulle bortadopteres - jeg blev ikke spurgt.

Så blev jeg kørt op på afdelingen, hvor mælken så småt begyndte at løbe til i mine bryster. Jeg blev snøret ind af en sygeplejerske. Århh du har da godt nok ikke ret meget. Det kan næsten ikke betale sig at snøre dig ind! Jeg kan ligeså tydeligt huske det.

 Hvordan kan det være, at kvinder kan være sådan. Min mor kom på besøg sammen med min kærestes far, fordi han havde kørt hende. Hun kom ind på stuen, hvor hun sagde, at hun havde set min dreng, at han var sød og lignede mig.

Det var så det.

Jeg var indlagt i ca. 14 dage, og så blev jeg kørt hjem - af min kærestes far.

 

Løgnen

Nogle af mine arbejdskolleger havde vidst, at jeg var gravid, og at jeg havde været af sted for at føde. Min kusine, der arbejdede samme sted som jeg og dermed også min moster, vidste det også, men mine forældre ville ikke være ved, at min dreng skulle bortadopteres. De forlangte, at jeg skulle lyve og sige, at jeg havde fået et dødfødt barn. Det gjorde jeg så.

Jeg har senere talt med en skoleveninde, der fødte samtidig, og hun fik lov til at beholde sin dreng. Forældrene hjalp dem begge, selvom de boede i en 2 værelses lejlighed. Vi boede trods alt i et hus. Forholdet til mine forældre blev aldrig godt. Min far var ikke noget godt menneske, han var en tyran.

Min søster, der nu boede i samme by som os - hendes nabo - kendte et par, der boede i Nordsjælland, og som gerne ville adoptere et barn. Imens kom min søn på spædbørnehjem i 3 mdr., og efter det kom adoptivforældrene hjem og besøgte os, og jeg skrev under på adoptionspapirerne. Min far var ikke engang inde i stuen, da de var der. Det var noget, jeg selv skulle klare.  De kom med et stykke papir, og mor sagde så, at nu skulle jeg bare skrive under. Så kørte de igen.  De virkede til at være søde, men jeg syntes, de var gamle. De var lykkelige for den lille dreng, og det var jo også godt nok. De fik ikke andre børn, så han er blevet nusset og pusset - alt for meget. Han har aldrig lært, hvordan han skal leve livet selv.

 Jeg kan huske, at hun var damefrisør, han var elektriker og de kørte i en rød Zephyr. De boede på Frederiksværksvej i en mellemstor provinsby. Det var sådanne ting, jeg indprentede mig. Jeg har så tit kørt igennem byen, fordi min kæreste havde familie i nærheden, og jeg har så bildt mig ind, at jeg har set drengen løbe rundt i en grå teddybear-frakke. 

Angsten

Efter fødslen kom jeg tilbage til mit arbejde på skotøjsfabrikken og blev der, indtil jeg blev gift med mit barns far.  Vi blev gift via kongebrev - jeg var 17 år.  Hver gang jeg så en barnevogn med noget blåt i, blev jeg helt ”syg”, og jeg var meget bange for, at jeg ikke kunne blive gravid igen. Det kunne jeg, og vi fik en datter og jeg gik så hjemme i et par år.  Ægteskabet varede også kun i ca. 2 år. Vi havde det ikke godt, og han havde andre kvinder, så jeg ville ikke mere.  Hvis de nu havde givet mig lov til at beholde mit første barn, så havde mit liv sikkert formet sig noget anderledes, for så ville jeg formentlig ikke have været så ivrig efter at få et barn mere.

Min storesøster var i mellemtiden blevet gift, men hende snakkede jeg heller ikke med om alt det, der var sket. Jeg har faktisk ikke rigtig talt med nogen om det. Har altid været meget stille, og har nok ikke rigtig vidst, hvordan jeg skulle gribe det an. Det har mine omgivelser måske også haft svært ved - de har måske ikke villet ribbe op i tingene?! Det er i hvert fald noget, der forfølger én resten af éns liv.

Hjem igen

Jeg fik lov til at komme hjem og bo hos mor og far med min datter. Det var underligt, når man tænker på, hvordan de reagerede, da jeg blev gravid med mit første barn. Jeg ved ikke, om de var blevet klogere, eller om det bare var, fordi min far var meget glad for min datter. Han kaldte hende en lille marcipansgris. Det er det eneste gode, jeg kan huske, at min far har sagt. Min mor passede hende, indtil jeg fik en lejlighed igennem kommunen, hvor jeg også havde fået et job på psykiatrisk hospital som husassistent. 

En fremmed

Min datter blev voksen og ville gerne finde sin bror, så for 12 år siden begyndte vi at lede efter ham. Jeg tog kontakt til Odder sygehus, hvor jeg fik en udskrift af papirerne fra fødslen, og på denne måde fandt vi ud af, hvor han boede.

 Min datter tog kontakt til hans adoptivforældre, der begge levede endnu. Han har været for at besøge os en enkelt gang, men det var som at møde en fremmed mand. Han lignede min far, og det var jeg ikke særlig stolt af. Han bærer præg af at have været enebarn hos nogle gamle forældre, der var nær de 40 år, da de adopterede ham. Han bor stadig hjemme, nede i kælderen hos forældrene, og er slet ikke kommet videre med sit liv. Han er uddannet elektriker som sin biologiske far, men nu sidder han nærmest foran computeren hele tiden. Det var ikke særligt positivt, og han virkede ikke til at have det særlig godt. Det nævnte han også selv, da han skrev til mig på et tidspunkt. Jeg skrev tilbage og fortalte ham hele historien, som jeg gør lige nu, og tilbød at hjælpe ham, hvis han havde behov for det. Jeg har dog intet hørt fra ham siden. Min datter har kontakt til ham, og han har sat mig ind som sin mor på facebook, selvom hans adoptivmor stadig lever.  Jeg vil gerne have kontakt med ham, men hvis han ikke vil, så må jeg jo respektere det.

Tavshed

Jeg har aldrig fået talt ud med min far, efter at han sagde det med, hvad naboerne ville tænke.  Hverken min far eller mor har nogensinde nævnt alt det, der skete for mig. Ikke med et eneste ord. Det er så først de sidste 20 år, at jeg er begyndt at snakke om det; fortæller det til dem, der gerne vil høre om det.

Men jeg har da også gået og holdt på det meget selv. Barnets far snakkede heller ikke om det - vores søn er født i slutningen af februar og faderen til barnet havde fødselsdag d. 1/3, så da jeg ringede til ham for at fortælle om fødslen, og for at fortælle ham, at han var blevet far, sagde han bare : Nå, ja.!, men han vidste jo selvfølgelig heller ikke bedre, var ikke ældre end mig.

Min kærestes forældre var meget søde, men de ville bare ikke have noget med det barn at gøre.

 
NYT link: Tavshedens stemmer
 
Indenfor de sidste par år har min hustru engageret sig i kvinder, der så sig nødsaget til at bortadoptere deres barn, før den fri abort i 1973. Nogle af disse kvinders historier  kan læses under linket  ”Seniorliv – Tavshedens stemmer”. Alle henvendelser ang.  dette bedes ske til mailadressen hanne.riisgaard@stofanet.dk
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk