Artikler med brod / Mine unge år Kim Larsen anm

Mine unge år Kim Larsen anm

Nationalskjalden fortæller om sin barndom:
Mine unge år - Kim Larsen, erindringsbog samlet af Jens Andersen (Udgivet af Politikens Forlag 4. december) Anm. XXXXXX
Da landets nationalskjald gik bort i september, efterlod han sig ikke kun sin familie, men også en stor del af danskerne i sorg. I en tilstand af tomhed, for hvem skulle nu fylde hullet ud efter ham?
 
Som et lille plaster på såret udkom få måneder efter bogen Mine unge år Kim Larsen, der, skrevet af portrætkunstneren Jens Andersen, omfattes af syv samtaler ved Larsens køkken i Odense, startende i foråret 2018.
Disse samtaler var lige nået til begyndelsen af Gasolintiden, hvor historien desværre sluttede p. gr. af Larsens bortgang. Trods det får vi alligevel meget med. Faktisk lige fra 50'ernes København og masser af hans sociale liv via venskaber, forelskelser og højskoleophold, men også første ægteskab og barn. Derudover dannelsen af Gasolin` samt hippietiden på 70'ernes Christianshavn.
 
Andersen som ghostwriter
Jens Andersen er et must til at skrive Larsens erindringer. Underforstået at samle og strukturere dem, for Larsen kunne jo selv. Jens Andersen er snarere ghostwriter, og man hører tydeligt Kims egen stemme og jargon gennem hele bogen. Han taler meget i gadens sprog, fyldt som bogen er med slang og bandeord, strøet ud som salt på et æg. Men han er også hudløs ærlig, når det gælder hans tidligere generthed overfor pigerne, som han på side 128 beskriver som ”en længselsfuld gut som mig, der stadig kun havde haft kyssetøjet frem, men aldrig bukserne nede”
 
Larsensk skurvognssnak
Andre steder i bogen er det ren skurvognssnak, der bliver praktiseret, som f. eks. hvor Kim Larsen skal til at ryge sin første smøg, men da han ikke inhalerer får at vide, at ”han sidder og tager på smøgen, som en nonne tager på en sømandspik.” Andre steder omtaler han sine yndlingsforfattere på en måde, som var det en bedre litteraturkreds, han befandt sig i. Derudover hans musikindsigt, hvor han særdeles levende beskriver, hvad datidens rockkoryfæer har betydet for ham. Han evner også at foregive en mandeklub, der diskuterer kvinder, men først og fremmest er bogen en hudløs ærlig fortolkning om en ung mands liv med en enlig kærlig mor, fordi Kims far havde forladt dem, da Kim var ganske lille, hvorfor han om forholdet til moderen beskriver som, at ”Jeg med en enemor og Alice burde have været ret pigevant, da jeg blev ældre, men det var jeg bestemt ikke”
 
Fra genert ung mand til folkeforfører
Allerede som 12 årig fik han sin store bevidsthed, hvor Little Richards ”Lucille” fik det til at sige ”biiioooown” inde i ham, og ”to minutter og 25 sekunder, mere skulle der ikke til for at forandre mit liv for altid”

Og, som han beskriver, ”jeg levede med en splittelse i mig gennem det meste af min gymnasietid, og følte konstant, at jeg hørte til to vidt forskellige steder”
Bogens ca. 300 siders ungdomsbeskrivelser er et langt stykke hen ad vejen fascinerende læsning, lidt i stil med Det forsømte forår og hvis man vil vide mere om Larsens forvandling fra en genert ung mand til en rockmusikalsk folkeforfører, er bogen et godt sted at starte.
 
Larsens ”ikk`”
”Morfar kunne som sagt være ret så stivsindet. Min mor fortalte engang, at hun havde hørt min mormor sige, at når hun og morfar havde været i seng sammen, faldt han på knæ ved siden af sengen og bad Vorherre om tilgivelse. Det var tider, ikke? På den anden side, i dag er det sundhedsguder, vi beder om tilgivelse, bare der ryger et lillebitte stykke chokolade ned, så måske er der ikke voldsomt meget, der har forandret sig, når det kommer til stykket. Der er altid et eller andet, man ikke må, ikke?”
Det, der bl. a. gør nedslaget så typisk larsensk er det hyppigt brugte ”ikk`?” Det har jeg selv registreret under den håndfuld interviews, jeg lavede med ham fra perioden 1983 til og med udgivelsen af Weekend Music den 19. februar 2001.
Læs iøvrigt her
 
Skider på autoriteterne
Rørende er hans fortælling på side 106 om hans første brandert, han ”skulle hive i land”. Herligt er også beskrivelsen af hvordan Kim Larsen og hans kammerat bader nøgne i Trevi fontænen i Rom efter mønter, fordi deres egne penge er blevet stjålet fra dem, og efterfølgende spiser en luksusmiddag på en nærliggende cafe.
 
Og kosteligt er beretningen om den første tid med Gasolin`, selvom baggunden for ham er noget dyster, da han lige er gået fra sin første kone Mariann og er flyttet ind på Mogens Mogensens sofa. Omtrent på det tidspunkt skriver han til sin mor, hvor han beskriver sig selv som "Storbyens Odysseus, der skider på autoriteterne og gør, hvad der passer ham og jager lykken som en Lykke-Per." Underforstået, at han nogle år forinden har haft sin måske største kunstneriske oplevelse via filmen ”Odysseus” med Kirk Douglas, som han så i sin yndlingsbiograf Nora på Nørrebro.
 
Skilsmissen
Skilsmissen og sin flytning tager han sandsynligvis med oprejst pande, for nu kan han koncentrere sig om Gasolin`, og her beretter han ned i detaljer om væsentlige replikskifter, og hvor bogen meget belejliget slutter med Kim Larsens ord om, at ”vi skal synge på dansk, og jeg skal spille på guitar, fandeme, koste hvad det vil.” Kort tid efter bliver Gasolin`1 i 1971 udsendt, og resten er historie.
Som en aldrende anmelder kunne jeg nyde mange af de mellemkommentarer, Larsen havde med til sine koncerter, når han skulle introducere et nummer. Hvor en del af kommentarerne ikke fik lov til at lave deres liv helt ud, fordi musikken tog over, får man nu heldigvis i bogen via Larsens fortællerevner.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk