Artikler med brod / Morgenlys i Latinerkvarteret

Morgenlys i Latinerkvarteret

 Umiddelbart kunne denne del af Låsbygade ligne en hvilken som helst anden gade inde i Koldings midtby. Forskellen er blot, at denne gade er typisk ved dens folkelige mangfoldighed, idet Låsbygade nok er den gade i byen, hvori de fleste værtshuse eller fastfood restauranter ligger. At man i denne gade så også finder en række penthouselejeligheder, der har søudsigt samt har kirken i sin nærhed, gør bare midtbyfornemmelsen total. Låsbygade er dog også en del af Latinerkvarteret, som i denne del af gaden består af butikker, der det meste af tiden har åbent, når byens øvrige forretninger har lukket. Indenfor de sidste år har en hver provinsby, der gerne vil gøre noget stads ud af sig selv, kaldt en bydel for Latinerkvarteret, underforstået, at man efter parisisk forbillede gerne vil tydeliggøre, at der i denne bydel findes en række unikke butikker.

Paris´Latinerkvarter
Et latinerkvarter i ordets oprindelse er egentlig en bydel, der ligger op af et universitet, og hvorfra de latinkyndige studerende så i pauserne går ud og snupper en cola eller en burger fra en af restauranterne. At man så i Paris i det latinerkvarter også kan se unge sidde i diskussion på en cafe, fuldstændiggør det oprindelige billede. Latinerkvarteret i Kolding er handelsgaderne fra Sct. Nicolai kirke til Slotssøbadet samt Koldinghus, hvor specialforretninger og de unikke butikker danner et hyggeligt og atmosfærefyldt shoppingmiljø. Den egentlige opfattelse af latinerkvarterstemning skal man i Kolding nok om i Nicolaikomplekset for at finde mest udpræget, idet der der er både biograf og cafe. Men hvem spekulerer på dette, når man en formiddag inden bytrafikken for alvor tager til, kan læne sig op af en bymur og så slikke sol i et øjebliks tid?                                                       
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk