Lokale seniorportrætter / Hans er trommeslager i Vestre Jazzværk

Hans er trommeslager i Vestre Jazzværk

 Nogle musikere går først rigtigti gang med musikken, når de er i begyndelsen af tyverne, og når de har indset, at det er det, de vil arbejde med. For nogle som en nødvendighed, hvor de bruger musikken som en slags dannelsesrejse. Men for andre virker det som om, de har fået musikken ind med modermælken, og som derfor er meget unge, når de går i gang. Denne gruppe hører den snart 71- årige Hans Rømer, bosat i Hjarup, med i, selv om han ikke kommer fra et hjem med klaver. Han har været trommeslager i Vestre Jazzværk i hele 37 år, hvorved det har været en væsentlig del af hans liv.
 
Begyndte som 14 årig
- Uanset hvad jeg har beskæftiget mig med, siden jeg begyndte at spille som 14-årig, har musikken været mere end bare en fritidsinteresse. Det kan godt skyldes, at jeg også har haft den glæde, at være professionel musiker i nogle år i både velrenommerede danske og udenlandske orkestre, hvilket igen har præget min holdning til musikalsk kvalitet og orkestermanagement. Hans Rømer er født på Bornholm, hvor han har gået i skole i Rønne. Da han som 14-årg KFUM-spejder blev spurgt, om han kunne tænke mig at lære at slå på marchtromme, sagde han ja.
- Jeg har altid godt kunnet lide at lytte til mange slags musik, og ville gerne lære at spille et instrument. Nu var muligheden der uden vide, at trommen eller trommerne skulle blive en så betydningsfuld del af mit liv.
 
Efterkrigstidens revivalorkestre
- Jeg havde en 78-plade med Louis Armstrongs berømte udgave af Basin Street Blues, hvor side to begynder med en trommesolo. Den side blev spillet meget, for sådan kunne jeg godt tænke mig at spille. Næste skridt var et brugt trommesæt, som jeg tjente til som bybud efter skoletid. Mine forældre betingede sig, at jeg både fik undervisning og øvede mig, og hos en privat spillelærer lærte jeg flere trommemarcher efter noder og datidens danserytmer efter gehør: valse, tango, foxtrot og rumba.
Hvorfor blev det lige jazz? 
- To tidligere klassekammerater, var med i BalticJazzmen, et nydannet jazzorkester, hvor de manglede en trommeslager. Orkestret var meget inspireret af efterkrigstidens revivaljazzorkestre som Chris Barber, Dutch Swing College Band og vores egne, hjemlige traditionelle jazzorkestre. Ikke mindst Papa Bues Viking Jazz Band. Jeg selv var meget begejstret for Eddie Condons Dixieland Band og trommeslageren George Wettling, siger Hans Rømer. Mens Hans Rømer fortæller om sit musikalske livsforløb, går det op for én, at han og hans musikalske venner ikke på samme måde som mange af tidens progressive rockbands har været udsat for egentlig præstationsstress og de uheldige følgevirkninger, som det kan give, men tværtimod har været tro overfor den traditionelle jazz´ spille- og danseglæde. Hvad angår jazz opfatter mange den moderne jazz og den traditionelle jazz som to umage partnere.
 
Jazz mest sjovt når der kan danses til det
Set ud fra den betragtning, hvilket forhold har traditionelle jazzmusikere til musikere, der spiller moderne jazz? 
- Det er nok meget individuelt. Selv om jeg nu overvejende spiller traditionel jazz, har jeg været vidt omkring i forskellige stilarter fra stille kammerjazz til big band. Det har givet mig en meget god stilfornemmelse. Jeg har dog ikke spillet det mest ultramoderne, hvor der nærmest er tale om fusionsmusik. Duke Ellington har sagt det på sin måde: “Jazz was more fun when you could dance to it”.
- Jeg var professionel musiker fra 1965 til 1969, hvor min musikalske baggrund i flere af jazzens stilarter var en stor fordel, uanset om vi spillede jazzificeret dansemusik, valse og tangoer, latinamerikanske rytmer, beat og rock eller østrigsk folklore. Jazzen var jo også dansemusik, så det var almindeligt, at jazzmusikere i 60’erne også spillede dansemusik. 
- Også som værnepligtig sergent i Søværnet, havde jeg glæde af min musikalske baggrund. Jeg var i et år tilknyttet Søværnets Tamburkorps i Avderød, hvor jeg oplærte trommeslagerne i de obligatoriske trommemarcher.- Trommerne har også været medvirkende til, at jeg økonomisk kunne tage en ny uddannelse i stedet for min oprindelige som elektromekaniker. Jeg boede med min familie på Bornholm igen fra 1970 til 1975. Her kunne jeg begynde som journalistelev på Bornholms Tidende. Elevlønnen var 900 kroner om måneden, så det var en betingelse, at jeg også kunne spille videre med danseorkestret Melody Makers, som var nystartet dengang. Vi spillede blandt andet dansktopmusik og melodier fra Beatles og Abba, fortsætter Hans Rømer.
 
Musikken i anden række
I 1975 flyttede Hans med sin familie til Kolding, hvor han blev redaktionssekretær på Kolding Folkeblad (det nuværende Jyske Vestkysten, red.) 
- Her kom musikken i anden række i et års tid. En kollega på bladet vidste, at jeg engang havde spillet jazz, så en dag fik jeg en opringning om et afløserjob i Odense, og så var jeg i gang igen. I marts 1976 blev jeg kontaktet fra Ribe, om jeg ville komme til en prøve i et orkester, der først hed Storyville Stompers, men som på grund af noget navneforvikling blev nødsaget til at finde et andet navn. Da man på det tidspunkt havde etableret et teater i København, som hed Østre Gasværk, kaldte vi derfor vores jazzorkester fra Vestjylland for Vestre Jazzværk.
- Uanset hvad jeg arbejdsmæssigt har beskæftiget mig med lige siden, har jeg altid sørget for, at det var foreneligt og acceptabelt med, at jeg også var musiker. Det har endda været skrevet ind i mine ansættelseskontakter, siger Hans Rømer, der i omkring 20 år har været ansat i kommunikationsvirksomheder.
- Som 60-årig fik jeg mulighed for at blive selvstændig og kunne tage nogle af mine faste kunder med. Et par af dem arbejder jeg stadig for, og det passer fint med at være musiker i Vestre Jazzværk og afdelingsformand i Dansk Musiker Forbund. Så musikken er stadig en rød tråd i mit arbejdsliv, fortsætter Hans Rømer om Vestre Jazzværk, der var det orkester, som lancerede frokostjazz på Kridthuset i Kolding, som det første sted i Danmark. Kolding er den by i landet, hvor Vestre Jazzværk har spillet mest. Hans Rømer er typisk et menneske, der på den ene side rummer et mix af idealisme, ambitioner og lyst til at være sammen med andre mennesker, samtidig med, at han tit kan se tingene i et stort perspektiv.
 
Jazz, der stinker
Opfatter du Frank Zappas berømte citat om at "jazzen er ikke død, men den stinker", som udødeligt? 
- Jeg har godt hørt citatet, men nu har jazzen jo mange ansigter, lige som andre musikgenrer også har det. Den jazz, der opstod for over 100 år siden, lever jo stadig, men på en anden måde. Nutidens musikere tolker den traditionelle jazz anderledes, end de gamle. Allerede da vi begyndte i 50’erne, lød den noget anderledes end den oprindelige jazz fra New Orleans, og det er måske derfor, den overlever. Den har også overlevet andre jazzepoker og stilarter fra swing til fusionsjazz. Når unge musikere i dag spiller traditionel jazz, lyder den også anderledes end vores og opfattes lidt som moderne jazz. Mange af dem er bragende dygtige musikere, som har fået en musikalsk uddannelse, langt bedre end den, vi gamle har. Det kan vi blandt andet takke vore fremragende musikskoler for. Nogle af dem skal måske lige lære at spille med hjertet i stedet for med hjernen. Men det kommer med alderen og rutinen.
 
Jazz og alder
Er det at spille jazz med til at holde en ung?
- Når man har rundet 70, er man jo ikke ung længere. Heller ikke selv om man spiller jazz. Men der er da ingen tvivl om, at det er et privilegium stadig at kunne beskæftige sig med noget, jeg er glad for, som påskønnes af andre, og som stadig giver masser af gode oplevelser. Vi er seks mand i orkestret, som på mange måder er forskellige, men vi nyder alle glæden ved stadig at spille den musik, vi er vokset op med, og vi sætter en ære i, at holde et højt musikalsk niveau.
Hvordan har du det med fornyelse, hvis man har været med til at spille den samme musik i mange år? 
- Der er ikke ret meget af vores musik, som er arrangeret ned i detaljer, så det samme nummer spilles ikke nødvendigvis helt ens fra gang til gang. Det er charmen ved den måde, vi har valgt at spille numrene på, hvor nogle orkestre for eksempel har arrangeret numrene meget stramt tone for tone.
- Jeg har ikke tal på, hvor mange numre, vi kan spille, men nok et par hundrede. Og der kommer stadig flere på, mens der så glider nogen ud i den anden ende, indtil en af os, eller en blandt publikum, foreslår, at vi spiller den igen. Når vi først er i gang, kan vi næsten altid huske den, men det er ikke sikkert, vi spiller den helt på samme måde som før.  
- Når vi øver, for det gør vi stadig, tager vi nye numre op, som vi hver især kommer med. Eller vi ”reparerer” numre, som er gledet lidt langt ned på listen, men som stadig kan bruges. I dag kan vi også sende melodi, harmonier og tekst til hinanden på mail, så vi hver især kan forberede os, inden vi mødes. Spillestilen fornyer vi ikke for fornyelsens skyld, men de få gange, vi har fået en ny musiker i orkestret, og det sker meget sjældent, forsvinder der noget. Men der sker også en fornyelse uden at den sound, som orkestret er kendt for, ændr
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk