Rocking Kolding / Neil Young, Uffe Lorenzen, Robert Plant, Leif Sylvester m. f. ved 68ernes musikalske mødested 2017

Neil Young, Uffe Lorenzen, Robert Plant, Leif Sylvester m. f. ved 68ernes musikalske mødested 2017

Neil Young + Promise of The Real: The Visitor (Udgivet af Warner Music 1. december) Anm. XXXXXX

Van Morrison: Versatile (Udgivet 1. december) Feature

Uffe Lorenzen: Galmandsværk (Udgivet af Bad Afro Records 10. nov.) XXXXXX

Fjæstad & Hellemann Bros: Songs of Jacob Elk (Udgivet af Shine Music 10 november) Annm. XXXXXX

Mikael Wiehe: Portvakten (Udgivet af Border Music 10. nov,) XXXXXX

Buffy Sainte-Marie: Medicine Songs (opsamlingsalbum, udgivet af Border Music 10. nov.) Feature

Robert Plant: Carry Fire (Udgivet af Warner 13. okt. 2017) Anm. XXXXXX

The Savage Rose: Homeless (Udgivet af Target Records 15. sept 2017) Anm XXXXXX

Sebastian: Sange fra Drømmescenariet (Udgivet af Playground 8. sept. 2017) Anm. XXXXXX

Elisabeth: Rettidig ømhed (Udgivet af Hotblood/Getaway 16. august 2017) Anm. XXXXXX

Lindsey Buckingham og Christine McVie (Udgivet 9. juni 2017, lyttet på nettet) Anm. XXXXXX

Chuck Berry: Chuck (Udgivet 9. juni, 2017 Feature, indsat 12. juni)

Roger Waters: Is This The Life We Really Want? (Udgivet af Sony 2. juni 2017) Anm. XXXXXX

Ray Davies: Americana (Udgivet 21. april 2017) Anm XXXXXX

Deep Purple: InFinite (Udgivet af Playground 7. april 2017) Anm XXXXXX

Bob Dylan: Triplicate (Udgivet af Sony Music 31. marts 2017) Anm XXXXXX

Leif Sylvester, Family & Friends: Ama´r (Udgivet af Target Records 3. februar 2017) Anm. XXXXXX

David Bowie: No Plan (EP udgivet 10. januar af Sony Music 2017) Anm. XXXXXX
 
Rolling Stones, Sting, Niels Skousen, Leronard Cohen, Glenn Hughes og Tømrerclaus ved 68ernes musikalske mødested 2016 Læs mere her

Young taber terræn på nyt album:
Neil Young + Promise of The Real: The Visitor (Udgivet 1. Dec.) Anm. XXXXXX

I og med at Neil Young siden 1966 har udgivet over fyrre albums samt et utal livealbums, så er det ikke så meget nyhedsværdien man ser frem til, når han i denne tid udgiver sit nyeste og 39. album ”The Visitor”. Men da Neil Young er i evig forandring, så er nysgerrighedsfaktoren pr. refleks intens, for hvad har han nu fundet på?
Hans trang til fornyelse er fortsat til stede, selv om han i dag er 71. Og han er stadig vred, for hvor han på sin trediesidste udgivelse ”The Monsanto Years” kæmpede for miljøet, så fortsatte den gamle hippie på dobbeltCDen og livepladen ”Earth”, ad samme spor,

En gammel nar
Vel favner han også på ”The Visitor” genremæssigt bredt, men desværre trænger sig udtrykket om en gammel nar frem mellem numrene, ligesom fornyelsestrangen står på stand by albummet igennem. Set markedsmæssigt fra helikopterperspektiv kan det ikke hamle op med tidens øvrige udgivelser fra andre rockseniorer. Mange af disse gammelfartågede indvendinger udtrykker Young selv i nummeret ”Forever”, hvor han synge: ”en kirke uden en præst, hvor publikum må bede for sig selv” Hvabe´ sir man bare

Længe leve traditionerne
Er man derimod en gammel Young fan, vil man fortsat opleve slæbende blues, sumpede rockgrooves samt nogle akustiske ballader. Bizar og aparte virker han, når han på det afdæmpede nummer ”Almost Always” sampler en guitarfigur fra gode gamle ’From Hank to Hendrix’, der ligesom ’Change of Heart’ er til at holde ud.
Der hvor jeg decideret får ondt af ham er, når han flere gange griner som en rablende i nummeret ’Carnival’, og hvor jeg storsavner den kunstner der i sin tid udsendte det ene mesterværk efter det andet.

Hørt med europæiske ører
Neil Young kan ofte forekomme indigneret og hørt med europæiske ører en smule diffus bedømt på hans samlede repertoire. Hans myndighed og autoritet taget i betragtning kan han plukke de musikere ud, han har brug for. En del af effekterne på ”Earth” kunne jeg godt have undværet, omvendt må jeg erkende, at værket er så stort og betydningsfuldt i sig selv, at det ikke behøver al den hype, det i den sidste tid har kastet af sig i.f.m. hans optræden på Roskilde Festival. Det kan sagtens stå selv og nydes efterfølgende i ens hovedtelefoner, formfuldent og substantiel, som han fortsat er med sin musik.

Imod lange numre
Af princip er jeg imod lange numre, fordi de mest bruges til at kunstnerne kan puste deres egoer yderligere op med noget guitarlir eller forfængelighedstendens.
Hvis man vil vide endnu mere om personligheden Neil Young, kan det anbefales at læse hans selvbiografi ”Waging Heavy Peace”, hvori han betragter nutidens musik som ”et spil, et underholdningsmedie, et stykke cool tidsfordriv”. Contra gamle dage, hvor musikken efter Youngs opfattelse var en del af en kultur, og hvor han foretrækker, at lytterne opfatter den som “a message to the soul”.

Ang god lyd
I bogen beskriver han producenten Phil Spectors anvisning for, at god lyd sagtens kunne komme ud af en transistorradio. Det kan man så passende sætte i relief om hans egen musikalske kraft, idet mange af hans udfoldelser sjældent har lydt velplejede eller forfinede, tværtimod virker de levende, engagerede, krasse og med substans.
Young mestrer både det akustiske og det elektriske, og har er en af de få kunstnere, der fortsat kan køre med alenlande guitarsoloer, hvilket har gjort ham elsket mellem voksne musikelskere, der er i opposition til nutidens korte melodier.

Imponerende diskografi
Med en så imponerende diskografi vil der uvægerligt forekomme kunstnerisk bølgedale, men stærke står fortsat melodien ”Heart of Gold” fra 1972 udgivelsen ”Harvest. Overfor den er der så rockbraget ”Hey Hey, My My” fra 1979 albummet ”Into the Black” og "Sleeps with Angels" fra 1984. Der er også balladen ”Ambulance Blues” fra 1974 albummet ”On The Beach”, indeholdende de skønne versefødder »waitresses are standing in the rain / will their boyfriends pass this way again". I den Youngs diskografi findes der også perlen “My My Hey Hey” fra 1878 albummet “Rust Never Sleeps”, der var hans opgør mod punkgenerationen og dens udfordringer og endelig den blide og bløde ”Harvest Moon” fra albummet af samme navn fra 1992.
Nogle anmeldere fremhæver også det elektriske 1969 nummer ”Cowgirl in The Sand”, hvor det irriterer undertegnede, at det tit er over et kvarter langt i liveudgaver, hvor en engageret lytter har fanget essensen efter blot nogle minutters spilletid. Uanset, hvad Young synger er hans stemme med til at præge nummeret.

Når hjerte rimer på smerte:
Van Morrison: Versatile (Udgivet 1. dec.) Feature

Veteranen Van Morrison har i over 50 år haft en imponerende stor musikkarriere. Sidste år var han ude med ”Keep Me Singing” og allerede nu er han aktuel igen med sit 37. studiealbum, ”Versaille”. Ganske vist har der været længere mellem udgivelserne de sidste år, ligesom mange af disse ikke har været præget af den samme musikalske og kunstneriske nødvendighed. Til gengæld må man formode, at der altid vil være et publikum til ham, fordi han som ingen anden soulsanger kan få hjerte til at rime på smerte, ligesom hans saxspil på en gang kan være afsøgende og bønfaldende..

Uforløsninger overfor mulig optimisme
Vel kan hans melodier virke som variationer over det samme tema om livets besværligheder og uforløsninger, men heldigvis indeholder de også øjeblikke af mulig optimisme.
Vil man opleve højdepunkter fra van Morrisons karriere samt melodimæssige styrke kan det anbefales at lytte til ”Magic Time” og ”Keep it Simple”
Og ja, det handler igen om sjælen og hjertets ro midt i verdens materielle uro.

Hypnotisk musik:
Uffe Lorenzen: Galmandsværk (Udgivet af Bad Afro Records 10. nov.) Anm. XXXXXX
Tager man psykedeliske undergrundsbands som Baby Woodrose og Spids Nøgenhat, så er det Uffe Lorenzen, også kendt som Lorenzo Woodrose, der har lagt karisma til dem.
Og det er ikke kun de to bands, også filmen ”Born to Lose” eller forskellige bogudgivelser er fyldt op af den.
Derfor er der ikke noget at sige til, at han fik brug for at starte et nyt kapitel og lave noget andet musik, end det, han ellers havde stået bag. Så på en rejse til den lille vulkanø Gomera ud for Marokkos kyst, boede han på et lille værelse med havudsigt for i ti uger kun at lave musik.
Resultatet kan høres på soloalbummet ”Galmandsværk”, hvor han vedgår, at ”musikken stritter i mange retninger, men ellers lyder, som hvis Baby Woodrose, Spids Nøgenhat og Dragontears fusionerede og skabte noget nyt.”

Pæredansk og worldmusickultur
De fleste sange er akustisk baseret, og der er i god worldmusickultur mange eksotiske instrumenter som drejelire, sitar, tablas, violin og så selvfølgelig en portion fuzzguitar med. I sin sound minder han meget om eks zeppelineren Robert Plant, men ellers er Uffe så pæredansk, at han har en fortolkning af Benny Holsts ”Sang Om Merværdi”, med.

Apropos det danske, så synger han på nummeret ”Dansker” f. eks. at ”danskerne er en nation af Cipramil-baskede, hjernevaskede forbrugsslaver”, eller, ”De kalder Jer det mest lykkelige folk på jorden/I små overpissede men meget velmedicinerede danskere/Måske er I bare for lidt for rare til at svare når nogen spørger/Det ligner for mig et eksempel på hvor meget kemisk lykke egentlig kan gøre.”

Ta´den landsmænd
Sådan, ta´ den, landsmænd! Vel er det store ord i november, men det ændrer ikke på hovedopfattelse af albummet som et, der står stærkest i den hypnotiske musik, og hvor de bedste numre er ”Flippertøs”, ”Ny By” og ”Blues for Havet”. Med sin akustiske fremførsel kan albummet flere stede genremæssigt minde en smule om det, Kim Larsen lavede på ”Værsgo´”. Men godt, at han så konsekvent og i en flot arrangeret sound giver den psykedeliske musik en renæssance

Midtvejskrise som rocksange:
Fjæstad & Hellemann Bros: Songs of Jacob Elk (Udgives 10. nov af Shine Music) Anm. XXXXXX
Bekendelseskulturen og rockmusikken har gennem historien tit været som to forbundne kar. Mere sjældent er det, at det er midtvejskrisen, der er fokus på, men da musikerne og producerne Jens og Peter Hellemann fik en henvendelse fra en gammel skolekammerat Jacob Elk, der med sit krøllede sind, stress og flugt i alkohol havde sendt ham på den ”den lukkede” gav han sig til at beskrive sin situation, som han selv kalder for ”vildt-voksende i mig som ukrudt”, gennem en række sange.

Nødvendige sange
Da Hellemann brødrene ret hurtigt opdagede, at Jacobs sange ikke bare var "sangskrivning for sangskrivningens skyld", men derimod udsprang af en dyb nødvendighed, kontaktede de Bjørn Flæstad, der udover rockgruppen Baal, også har været med i teaterkoncerter som ”HEY Jude”, ”Beethoven” og ”Bob Dylan”, hvor brødrene kendte ham fra, og hvor Fjæstad har levendegjort sangene med sin livfulde stemme.

Spøjse sangtitler
Sådan er baggrunden for Fjæstad og Helleman Bros´album ”Songs of Jacob Elk”, hvor de over 11 sange synger om typer som f. eks. ”Klovnen”, ”Hulemanden”, ”Pleaseren”, og ”Karrieremanden”, men hvor sangtitlerne har så spøjse navner som f. eks. ”Kaboom Kabaang Kachiing”, ”Yippie Kali Yeaah,” ”Katmandoo Digaloo” og ”Bumby Boogie Boy Life”. Som man kan se nogle spooky titler til at beskrive nogle af de typer, som stort set enhver, der vil være sig sin midtlivskrise bekendt, har stiftet bekendtskab med.

Selv er Jacob Elk en moden mand i dag, så hans reflektioner handler i princippet om 70erne, men temaerne er jo eviggyldige. Også sangeren Bjørn Flæstad havde gjort sig sine overvejelser, bl. a. om meningen med livet, inden han takkede ja til projektet: - Dér hvor man finder ud af at succes, resultater eller prestige ikke er kilden alene til at blive et helt menneske, men hvor fordybelsen og den mere åndelige reflektion begynder at melde sig på banen”.

Ordspil i stor stil

Albummets mest imødekommende sang er ”Like Pinocchio”, og Jacob Elk bliver helt menneskelig, når han i sin drøm om et parforhold i ”The Caveman” beskriver sit ønske som ”So many love to be had/If I would dare to dance/so many years to enjoy/If I would take a chance.” Ellers er teksterne fyldt med ordspil, der kunne høre en Fellini film til. Ikke så meget med hjerte, der rimer på smerte her, men en masse bizarre øjebliksbeskrivelser, hvor der heldigvis er et tekstcover med, så man kan fordybe sig.

Næppe mange andre på den danske musikscene formår i den grad at leve sig ind i den type sange end BjørnFlæstad, hvilket også fremgik på hans debutalbum, ”Du kender intet til mig” fra november 2015.
Har man fulgt Baal, der har været aktive on/off i over tyve år med deres blanding af David Bowie og Queen – agtige musik, så er der unægtelig tale om et genreskift med Bjørn Fjæstads soloalbums.

Stemning som kaminild
Hvor Bjørn Fjæstad brølesang i Baal, er han betydelig mere afdæmpet solo. Den modgang, han har været igennem, giver ham en styrke, som han på udmønter i en selvsikkert tilbagelænethed. Her dyrker han sin indadvendte side, hvor han i en Leonard Cohen agtig attitude nærmest messer sine tekster.

De sange, han synger, vidner i deres gennemarbejdethed om at have været længe undervejs i en proces, der ligner terapi.

Michael Falch og Poul Krebs var via albummet ”Tomandshånd” fra 2015 nogle af de første herhjemme med deres bud på seniorrock. I 2016 fulgte Tømrerclaus med albummet ”Jaguar”, Niels Skousen med ”Hvem er du som kommer imod mig? og Michael Falch med ”Pludselig Alting Samtidig”, og i år har Leif Sylvester, Family & Friends med ”Ama´r”, Sebastian med ”Sange fra Drømmescenariet” og Poul Krebs med ”Maleren og delfinen i bugten” været ude
Med Bjørn Fjæstads andet album er der lagt nyt véd til den tendens, der demonstrerer, at det ikke kun er ungdom, der har patent på at bruge rockmusik som talerør, for rockmusik kan have mange udtryk og tempi.

Wiehe som elegantier:
Mikael Wiehe: Portvakten (Udgivet af Border Music 10. november) Anm. XXXXXX
Den svenske troubadour Mikael Wiehe har i en menneskealder haft en evne til at kombinere udsyn og indsigt udfra en humanistisk tone. Det har kastet over 30 albums af sig, og i en alder af 71 år, er han aktuel med sit nyeste udspil, ”Portvakten”
Sange som ”Slapp in me”, ”Det lilla livet” og især ”Monsteret” demonstrerer en elegantier, der ved hjælp af få virkemidler kan slå en tone an, og da han tillige er effen med gode kompositioner, så er man som regel altid i godt selskab med ham.
Går vi bare en halv snes år tilbage i tiden, lavede han med ”En Gammal Man” i 2012 et mix af blues og svensk visetradition krydret godt op med allehånde verdensmusik, sunget på et djærvt skånsk. Og samtidig med samfundskommentatoren i behold.

”Ta Det Tilbake” fra 2010 mødte man den skånske troubadour synge akustiske sange på sin guitar, hvori han langede ud efter borgerskabet og alverdens magthavere. Endelig var det sin egen skilsmisse, han bearbejdede i ”Sångar Fråm En Isttøllad Skilsmøassa” i 2009, hvor han var så frustreret og skuffet, at han nærmest spyttede ordene ud, fordi han troede, at han og hans eks havde en pagt og at hun elskede ham. I dette regi kunne han sine steder minde om Tom Waits.
Musikerne på ”Portvakten” udgøres af keyboardspilleren Christer Karlsson, guitaristen Ola Gustafsson, bassisten Jerker Odelholm og trommeslageren Måns Block.
Hvis man i forvejen er til Mikael Wiehe, kan man roligt også investere i ”Portvakten”.

Buffys folkrock dyrker shamanismen
Buffy Sainte-Marie: Medicine Sings (Opsamlingsalbum, udgivet af Border Music 10. november) Feature
Navnet Buffy Sainte-Marie er næppe kendt af mange yngre musikelskere, hvorimod den musikinkarnerede del af 68er generationen kan have stiftet bekendtskab med den canadisk Cree-indianer via melodier som "Bury My Heart at Wounded Knee" og især "Soldier Blue". Derudover er det tankevækkende, at hendes sange er blevet fortolket af folk som Janis Joplin, Barbra Streisand og… selveste Elvis Presley. Læg dertil, at det var Buffy Sainte-Marie, der skrev melodien "Up Where We Belong" til filmen ”Officer og Gentlemen”, som i øvrigt indbragte hende en Grammy.
 
Kontroversielle albums
En halvsnes albums har hun bag sig, der dog ikke har kastet det store væsen af sig på det danske marked, heller ikke nævneværdigt, da hun i 2008 var ude med comebackpladen ”Running For The Drum”, ligesom hendes forrige album ”X” kun er kendt af en lille inderkreds.
Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at den i dag 76 årige sangerinde er ude med opsamlingsalbummet ”Medicine Songs”.

Shamanismen i musikken
Det, der gør Buffy Sainte-Marie spændende er, at hun udnytter sin canadiske baggrund, så hun får shamanismens kultur indkorpereret i sin musik. Ved simpelthen at give virkelighedens realiteter og kompleksitet, det, vi tror, vi kan forholde os til, fuckfingeren, og så følge i de gamle hippiers fodspor hen imod i shamanismen finde et åndeligt ståsted i den spirituelle undergrund. Shamanen have i de gamle samfund en vis rolle som f. eks. medicinmanden, heraf titlen på hendes album, ”Medicine Songs”. Alle disse elementer kan høres i nummeret ”No No Keshagesh”, der egentlig handler om miljømæssig grådighed, og som musiceres i et mix af talking blues og så regulær rap. Egentlig er Keshagesh navnet på en hund i hendes reservat, som altid spiste hendes egen mad hurtigt, og derefter ville have de andres.

Menneskets naturudnyttelse
På den måde bliver hunden et synonym på menneskes udnyttelse af naturen, idet der bl. a. synges "It's about uranium / It's about the water rights".
I ”No No Keshagesh” går hendes shamanistiske fokus og sangen op i en højere enhed sammen, hvor hun i andre sange er mere ufokuseret, om end sangene har deres egen styrke med et fremragende krop til sangene.
”Medicine Songs” udgøres af sange, som Buffy Sainte-Marie har sunget i halvtreds år. Det er hendes påstand, at folk i dag kæmper med de samme problemer som dengang, såsom krig, uoverensstemmelser, racisme og systematisk grådighed. Men visse sange indeholder positivitet, er logisk tænkende og entusiastiske.

Sanges effektivitet
Hun siger også, at en sang kan være mere effektiv end en 400 sider lang bog, ligesom en sang er mere umiddelbar og lettere at tage til sig. Og så kan du endda danse til den. En effektiv sang deles fra person til person, mellem kunstnere og venner, samt markedsfører nyheder mere tilgængeligt end både medier og forlag formår.

Som opsamlingsalbum har ”Medicine Songs” sin store styrke i, hvordan Buffy evner at give gamle sange nyt liv via ny teknologi og ny instrumentering, så de passer bedre til nutidige forhold. Med til dette perspektiv hører det faktum, at visse af hendes sange tidligere ansås for at være for kontroversielle i det til at kunne spilles på radiostationer, hvor mange af dem således først nu bliver spillet.

Tæt på at være et musikkulturelt historisk klenodie
Med i denne kategori er nummeret ”Bury My Heart at Wounded Knee”, der handler om det sted, hvor det 7. kavaleri i 1890 massakrerede kvinder, børn og gamle som hævn for slaget ved Little Big Horn seksten år tidligere, og hvor den berygtede general Custer blev dræbt. I Buffys udgave slutmusiceres nummeret ved at trommeslageren opfører en stammedans på scenen, og Buffy aktualiserer det hele ved at råbe "støt Samerne!", inden hun forlader scenen. Tilføjes skal det, at alle tre bandmedlemmer er indianere fra Manitoba, Canada.
Også en ny udgave af "Soldier Blue" er timet til tiden, idet nummerets marchtrommer bliver suppleret af en heavy-agtig guitar.
Buffys sangtekniske integritet er markant tilstede i tre-fjerdedele af numrene, og hvis det shamanistiske islæt havde været endnu bedre indkorperet i numrene, havde hendes opsamlingsalbum været et rent musikkulturelt historisk klenodie.

Mastodontrock:
Robert Plant; Carry Fire (Udgivet af Warner 13. Okt) Anm. XXXXXX
Tænk på, hvor meget hype, der altid har været omkring Led Zeppelins storladne heavyrock baserede musik med kupnumre som f. eks. ”Whole Lotta Love”, ”Stairway to Heaven”, ”Battle of Evermore”, ”Four Sticks” og ”Gallows Pole". Udfra dette ville det være en periferisk betragtning have været nærliggende, at gruppen igen havde fundet sammen, efter at de indbyrdes havde slikket sårene efter trommeslageren John Bonhams død i 1980, hvor de blev opløst efter små tolv års samspil
Men selv ikke en enkelt genforeningskoncert for 10 år siden, kunne bringe Plant sammen med guitaristen Jimmy Page og bassisten John Paul Jones, og forstået udfra bagklogskabens ulidelige klarsyn, forstår man godt Plant.

Insisteren med indhold
For når man lytter hans hidtidige 11 albums igennem, så man lade ham, at han virkelig har haft noget at have sin insisteren i. Bl. a. tilstedeværelsen af hans band The Sensationel Space Shifters, med albummet ”Lullaby and..The Ceaseless Roar fra 2014, eller måske især hans originale og mesterlige 1995 udspil ”No Quarter”, som han lavede sammen med kollegaen Jimmy Page, kunne noget ganske særligt.
I lighed med andre seniorrockere son Graham Nash tjener det den snart 70 årige Plant til ære, at han ikke på sit aktuelle album ”Carry Fire” forsøger at være ung med de unge, eller leve op til nogle normer, men tør give efter for alderens udtrykstrang og udtryksbehov. Mest oplagt med nu at synge med en sjældent hørt skrøbelighed, der står i stærk kontrast til hans tidligere primalskrig. Et helt bevidst valg fra ham, fordi han ikke ønsker, at stemmen skal stjæle fokus fra melodierne.

Rummelig og volumeniøsitet
Når Plant kaldet sit nye album for ”Carry Fire”, altså fakkelbæreren, så er det udfra en selverkendelse i lighed med ordsproget ”Jo mere man ved, jo mere ved man, at man ikke ved.” Det i sig selv gør ham til en opdagelsesrejse i musik, hvor han ynder storheden, højt til loftet, rummelighed og volumeniøsitet.
Her bliver han godt hjulpet på vej af sit Sensationel Space Shifter band, med hvem han har spillet i 15 år, og hvor de alle opfatter bandet som en uudtømmelig inspirationskilde.
Så er man som lytter udstyret med et nysgerrigt artrockøre, og kan lide hans mix af keltisk folkemusik og afrikanske og andre mellemøstlige klange, vævet ind i et komplekst lydlandskab, så er der meget at komme efter på ”Carry Fire”. Først og fremmest de to bedste numre ”Keep It Hid” og ”Bluesbirds over The Mountains”, men også skæringer som ”The May Queen”, ”New World” og ”Carvingup the World”. Alt sammen omhyggeligt sammensat med nysgerrigheden som en afgørende drivkraft.
”Carry Fire” er en inciterende og fascinerende musikalsk rejse udi udvalgte destinationer.

Den fredløse rose vender stærkt tilbage:
The Savage Rose: Homeless (Udgivet af Target Records 15. sept.) Anm. XXXXXX
Er der noget orkester herhjemme, der bedst symboliserer hippieånden fra 1968, er det Savage Rose, der endda kan fejre 50 års jubilæum i år, og som havde deres storhedstid omkring 1970. Deres jubilæumsalbum hedder ’Homeless’, og selv om 69 årige Annisette er det eneste tilbageværende medlem fra den tid, lyder de fuldstændig som sig selv fra dengang.

Annisette, der fortsat er den bedste til at groove, croone eller udstøde primalskrig herhjemme, har allieret sig med et hold af unge musikere, der med største selvfølgelighed viderefører den kulturarv, den fredløse rose repræsenterer. Ikke som nogle tilbagelænede nostalgikere, men som skarpe fortolkere af gruppens dna med dertilhørende humanistiske samfundssind

Potent powerudtryk
Straks fra start fremstår titelnummeret ”Homeless” som en ren tsunami i sit potente powerudtryk, og hvor også et andet nummer, ”Harassing” scorer points med dets funky rytmer. Derudover er der nummeret ”We Go On” der behændigt kryber ind under huden på en for hver gang, man hører det, og ”Romano” med dets eksplosive træk. Under mange af numrene ligger der en jazzet loungeundertone, der sigter efter avancerede frisørsaloners baggrundslyde, og når man så kæder det hele sammen med Annisettes fortsatte kraftvokal, så er man uvægerligt i ypperligt selskab hele albummet igennem.
Otte m/k store er The Savage Rose årgang 2017, og albummet rummer ni nye kompositioner, der samlet gør det til et af årets stærkeste udspil.

Læs interview med Annisette her

Sebastian som magisk hyggeonkel:
Sebastian: Sange til Drømmescenariet (Playground, 8. september) Anm. XXXXXX

En halv snes evighedsørehængere fordelt over næsten 30 studiealbums i over fyrre år siden debutén i 1971 med The Goddess, har gjort den i dag 67 årige Sebastian til en leverandør af den billedlig dannende musik, som publikum elsker ham for. Billeder, der i en stor del af hans karriere har fundet sin platform i teaterverdenen.

På sit 30. studiealbum ”Sange fra Drømmescenariet”, tager han os med på en rejse ud i fantasien, der samtidig afsøger det enkle og det svære i livet, og stiller spørgsmålet om, hvornår noget er drøm og hvornår er det virkeligt? Et tema, han også dyrkede på sit gennembrudsalbum “Den store flugt” fra 1972

Tæft for gode melodier
Efter en lidt fersk start med balladen ”Drømmescenariet”, følger de to første eksempler på hans tæft for at skrive gode melodier med hhv. ”Dans Mig Ud En Stjernenat” og ”Planet Væk”, hvor teksten handler om universets hemmeligheder. Den bliver efterfulgt af albummets mest oplagte hit, ”Ih du Milde Maja”, der i sin jazzsvingning og udfra en jødeharpe sigter efter det store familiepublikum i almindelighed, og børnene i særdeleshed.
Så er der ”Lennonsuppe”, der halter lidt substantielt, inden endnu en god melodi, kærestesangen ”Med Dig Hele Vejen” tager over, og som så afløses af ”Sangen om Barmhjertighed”, hvor han på albummet synger duet med Sara Grabow, mens trompetisten Palle Mikkelborg spiller harpe, og hvor sangen er af en beskaffenhed der går, at der kommer gang i engangslighterne til de kommende koncerter.

Drop mobiltelefonerne
Med ”Farvel Josephine” spiller Sebastian balladetrumfkortet ud, mens ”The Cliff”, hvor han synger duet med OhLand, er et budskab til nutidens teenagers om måske at droppe deres mobiler og istedetfor være lidt mere tilstede i nu´et.
”Baglæns Optimist” glimrer ved sit ukulelespil, og i albummets sidste sang, ”Paradis ved Siden Af” er en opdatering af hans 1971 nummer ”Lossepladsen bløder" hvor han om Donald Trump synger "Trump-Petter fanen farer fra en kukker-klokke bod/mens Ku-Klux hvide klaner drikker ulveflokken blod/En Trump er som Napoleon, han går linen ud, et sted imellem Waterloo og Rudolfs røde tud". Lidt senere henne i sangen synger han om Inger Støjberg, at hun udstøder "heksehyl"

Stille sange for fuld skrue
Man må lade Sebastian, at han giver sine forholdsvis stille sange fuld skrue. I bedste følsomme hyggeonkelstil gør han albummet, hvorpå flere numre er egnet som lejrbålssange, endnu mere substantielt, end det behøvede
 
Bekendelsesrock fra en moden kvinde:
Elisabeth: Rettidig omhu (Udgivet af Hotblood 16. august) Anm. XXXXXX
(Indsat 22 08) Man kan ikke andet end have respekt for den nielsenske families gennemslagskraft i det danske rocklandskab. Underforstået brødrene Peter og Jens Nielsen via Gnags, men så sandelig også deres søster Elisabeth, der brød igennem som sanger og sangskriver i rockgruppen Voxpop, og som albumdebuterede som solist i 1985 med 'Elisabeth'. Siden da har hun udsendt seks albums, indeholdende enkeltstående hits som f. eks. ”En sømand som dig” og ”Hud mod hud”.

Elisabeths specials
Mange musikelskere husker sikkert, som hun markerede sig iklædningsmæssigt med torpedobryster og strutskørt, noget tid før, Madonna vakte opsigt med sine klæder. Elisabeth fylder 60 år 16. august, i øvrigt samme dag som Madonna runder de 59. Elisabeths forrige album hed ”Salto Mortale og var fra 2009, og nu, otte år efter, vender hun tilbage med sit 16. album ”Rettidig ømhed”, der således er rockmusikkens svar på kapitalistverdens, læs A.P.Møllers udtryk ”rettidig omhu”.

Kvindeligt manifest
Overordnet synes det ellers at være mændene, der på bogfronten har patent på at skildre den modne mands liv f. eks i bogen ”Modne mænd i samtaler om livets patina”, så udgør Elisabeths album, udsendt på hendes 60 års fødselsdag 16. august, kvindernes manifest, omhandlende et kvindeliv med al den tvivl, der følger med. En tvivl, der i lighed med mændenes, meget koncentrerer sig om luder/madonna komplekser
At hun bruger rockmusikken som platform, høres af hendes instrumentering, der er en blanding af rå guitarer og nogle bluesattituder, og hvor hun i nummeret ”Sattelit of love” endda citerer Lou Reed.
Det er ellers et tappert træk fra Elisabeths side at bruge mændenes tilsyneladende patent på at bruge grove guitarer og blues attituder til at musicere sine holdninger til et kvindeligt univers omhandlende det at elske og at være liderlig, samt om at længes efter ømhed, som det fremgår tekstmæssigt i sangen ”Sød morgen”: »Sommeren er gået / med at lede efter noget / i en seng af smukke breve / ingen skrev og ingen har fået«. Eller lidt selverkendelse et andet sted i samme sang: ”Jeg er for meget for lidt og for smal og for bred/ for larmende stille for sød og for vred«.

Liderlighed, lidenskab og begær
Der er også liderligheden, der beskrives i ”En nat er bare en nat: »Nu sover min by, nu sover min by/ med al sit begær under himlens paraply«. Begæret i ?: »Nattens torden ruller/ læner mig mod dagens skulder/ mens du langsomt løber ud/ af mig og alle mine huller«.
Og der er lidenskaben i ’Duften af sne’: »mellem elskende tåber/ som altid vil mer/ end alt det der er/ hvor de hviskende kys/ står i mørket og råber«. Og endelig Kærligheden i ’Er din lampe tændt?’ »jeg savner dine læber / og det du tog mig med / uden tvivl / mens bidragssatserne gik op og ned«.
Fulgt til dørs af sin sanselig intimitet i sangene får albummet med disse to elementer en ekstra stjerne for.
Ærgerligt at hun så ikke har fået skrevet nogle lidt mere tilpassede sange.
Hun bruger popskabelonen som affyringsrampe, iklæder sig den rå rockmusiks udtryk, men lander mellem to stole.

”Glimmerpige” er det nummer, der lykkes bedst, og der er indrømmet ingen ligegyldige sange på albummet. Den ihærdige lytter vil hænge ved albummet igennem, men de fleste falde fra hvad angår sangene. Mange bør dog fordybe sig i teksterne, for det er her. Albummet har sin helt store force.

Elisabeths CV
Elisabeths albums udgøres af 'Lystens ø' fra 1987, 'Sotto Voce' fra 1988, 'Serenader' fra 1991, 'Hun danser en morgen' fra 1993, 'Lær mig nattens stjerne' fra 1996, 'Matiné' fra 2004 og som nævnt 'Salto Mortale' fra 2009.
Også som forfatter har hun haft en karriere, hvor hun debuterede i 1999 med børnebogen/-pladen 'Dr. Dingeling', der i 2002 blev fulgt op af 'Dingelings Dansemus'. Siden har hun skrevet bl.a. romanen 'Isdronningen' og 'Vores egen MGP. Om at skrive tekster, musik og optræde selv' (med Rosa Gjerluff Nyholm, 2011).
Derudover har hun skrevet sangtekster til bl.a. Lis Sørensen, Sanne Salomonsen og Søs Fenger.

De har lavet årets popalbum:
Lindsey Buckingham og Christine McVie (Udgivet 9. Juni) Lyttet på nettet Anm. XXXXXX
(indsat 14 05) Sig navnene Lindsey Buckingham og Christine McVie og det er svært ikke at associere til Fleetwood Mac, der for lidt over 40 år siden udgav en af musikhistoriens mest solgte udgivelser, "Rumours", der i parentes bemærket er kvintettens 11. LP. Deri spillede Lindsey Buckingham guitar på en måde, som opfandt han det hele på stedet ligesom Christine McVie udover at være en hitmager af karat også spillede klaver. Som bekendt var ”Rumours” fyldt til bristepunktet med hits, og Fleetwood Mac var dengang kendt for at være kendt som modstykket til punkmusikken. Men ”Rumours” var også et eksempel på, at der gennem skænderier, gråd og flossede nerver p. gr. af indbyrdes kærlighedsforhold, kan komme noget god, mange steder endda kunstnerisk musik. Selv den dag i dag emmer melodier som ”Don´t Stop og ”Go Your own Way” af disse tilstande.

Fleetwood Mac træf
Meget vand er løbet i åen, og Lindsey Buckingham og Christine McVie har i et stykke tid drømt om at lave et nyt Fleetwood Mac-album. Bandets tredje sangskriver Stevie Nicks var forhindret i at deltage p. gr. af en soloturné, men bassisten John McVie og trommeslageren Mick Fleetwood udgør rytmesektionen på størstedelen af det aktuelle album, der altså er udsendt i sangskriverne Lindsey Buckinghams og Christine McVies navn, og hvor de tydeligvis har konkluderet, at ”nu er ”nu”.

Magi og kemi tilstede
Heldigvis kan såvel 67-årige Buckingham som 73-årige McVie fortsat skrive smittende popsange, og når så både magien og kemien er tilstede som her, evner de at skabe et album, der emmer langt væk af nogle mastodonters tilgang til poptraditionerne, der har ovelegenhedens egenskaber over sig. I bedste poptradition er det da også albummets første tre af numre, der er bedst, altså ”Sleeping Around The Corner”, ”Feet About You”, og ”In My World”.

Powerpopmanerer
Især førstnævnte, der kører deruda´ takket være Buckinghams energiske powerpopmanerer, men også McVies kærlighedsballade »Game of Pretend« er god, fordi hun igen - igen formår at brønde igennem med sin indtrængende erfarne støvede stemme. Og er man ude efter et nummer med kant, kan den psykedelisk prægede »Carnival Begin« anbefales.
Vel finder man på albummet ikke nogen erstatning for »Go Your Own Way«, men mindre kan bestemt også gøre det, især når man har med så erfarne folk at gøre.

Han er rockens ophavsmand: Chuck Berry: Chuck (Udgivet 9. juni)
(Feature, indsat 12. juni) Længe inden The Beatles, Rolling Stones og Bob Dylan gjorde rockmusikken til hvermandseje, havde Chuck Berry i slutningen af 50erne været eksponent for denne musikform. Tænk blot på numre som ‘Roll Over Beethoven’, ”Maybellene”, ‘Rock And Roll Music’ eller ‘Sweet Little Sixteen’. Ellers for den sags skyld ‘Johnny B. Goode’, ‘Around And Around’, ‘Carol’, ‘Memphis’ og ‘Little Queenie’, og man har et repeæsentativt tværsnit over, hvad denne rockens første legende rummede, nemlig sange, skrevet i mundrette, ofte overrumplende rim.

Manden der gik duck walk
At han så også på en scene havde sine egne vaner som f. eks. den berømte duck walk var blot med til yderligere at understrege hans mangfoldighed. Så man kunne med god ret sige, at han havde gjort det godt, da han i marts i år døde i en alder af 90. Inden han døde, havde han nået at færdiggøre ”Chuck”, som netop er blevet udgivet, og som er hans første studiealbum siden 1979.
Albummet består af indspilninger helt tilbage fra 1991 og frem til 2014, men han lyder fortsat som sig selv. På albummet omformulerer han iflg pressematerialet f. eks. evergreenen ’Johnny B. Goode’ til ’Lady B. Goode’, ligesom gode gamle ’Havana Moon’ har fået en ansigtsløftning som ’Jamaica Moon’.

Manden bag Pink Floyd vender tilbage:
Roger Waters: Is This The Life We Really Want? (Udgivet af Sony, 2. juni) XXXXXX

(Indsat 2. juni 2017) Tiden efter Pink Floyd har ikke været nem for bassisten og hovedkraften Roger Waters, der var arkitekten bag så vægtige rockværker son ”Animals” fra 1977 og antikrigs-epos´et ”The Wall” fra 1979. Siden da synes det som om, han det meste af tiden har befundet sig i en kreativ krise, idet hans første tre udgivelser mere eller mindre gik upåagtede hen, hvor dog ”Amused to Death” fra 1992 markerede sig bedst. Nu, over tyve år efter, og i en alder af 74 år, følger så hans fjerde udspil, ”Is This The Life We really Sant”?

Bedstefar Waters
Det mest kreative islæt ved albummet er dets cover, der består af en masse ordoverstregninger og hvor kun titlen ”Is This The Life We Really Want?”er læselig. Underforstået, at det ikke er alle ord og holdninger, der kan tåle dagens lys, og som derfor får Waters til at optræde som en bedstefar, der sammen med sit barnebarn leder efter et svar på, hvorfor vi f. eks. dræber børn? Og ellers så tordner imod krig, terrorisme, dronebomber, grådighed og ødelagte flygtningefamilier. Albummet har været længe undervejs, og hvor nogen af sangen er nye, er andre helt op til 15 år gamle.

Animals og The Wall oppudsning
Albummets to bedste numre er udover titelnummeret ”Smell The Roses” hvor dog kun ”Is This The Life We really Want?” med sit effektive slæbegearstempo kører afsted som et symbol på, hvor meget brændstof, der er tilbage i mastodonten. Resten af albummet er effekter fra albums som ”Animals” og ”The Wall”, der er pudset lidt til hist og pist for måske at tiltrække nye fans.
Skyggen af Pink Floyd
Men hvad hjælper det med et princip om gammel vin på nye flasker, når den gamle vin er ved at danne mug, fordi sidste salgsdato er ved at være overskredet?
For inkarnerede Pink Floyd fans er det en trist tilstand at være vidne til, at Waters i sine bestræbelser på fortsat at være med på beatet, nærmest fremstår som en skygge af sig selv, så kun de mest trofaste Pink Floyd af dem orker at hænge ved.
Et sted på albummet siger han ”Good night, everyone”, og det er måske en selverkendelse?

Kinks forsanger vender tilbage som solist;
Ray Davies: Americana (Udgivet 21. april, lyttet på nettet) Anm. XXXXXX
Slutningen af 60erne var det år, hvor ret mange skelsættende LPer udkom. De største grupper fra dengang var The Beatles, Rolling Stones og The Who, og når man så mange år efter ser tilbage, så kunne The Kinks godt matche de andre i nogle henseender.
Skal vi henføre det på enkeltnumre, så er titler som ”Waterloo Sunset”, ”Death of a Clown”, ”Tired of Waiting for You”, ”Sunny Afternoon” og måske især ”You Really Got Me” ikke så ringe endda at have på visitkortet. Deres inspirationskilder var ikke til at tage fejl af, hvor de mixede rock, rhyth´m n `blues, lidt country og endnu mindre folk ind, tilsat Ray Davies' poetiske og skarpe, samfundskommenterende og socialt bevidste tekster

”Change for Change” matcher fortiden
Med de numre som indhold har forsangeren Ray Davies gennem mange år kunnet opretholde en anselig karriere, også efter, at The Kinks gik i opløsning i 1996. Som solist, men med de gamle Kinks sange i forskellige forklædninger, vender han igen i år tilbage til Ledreborg Slotspark for at give koncert.
Men mest interessant er nok, at Ray Davies efter ti års pause netop har udgivet et nyt album, ”America”. Fra det album kan numre som ”Change for Change” og med ja-hatten på også ”The Great Highway” matche fortidens numre, resten af indholdet er for sat og tilbagelænet og vil næppe skaffe Ray Davies nye lyttere, til gengæld vil gamle fans nyde mesterens tilbagevenden i nutidens musiklandskab

Nye købsforhold
Dengang, da vi 68ere var unge, var musik noget vi købte hos den lokale pladehøker. Først på LPer, siden som CDer, hvorefter LP trenden vendte tilbage. Idag er der vendt op og ned på disse forhold, hvor mange af de gamle 68er kunstnere som f. eks. Ray Davies må se sig henvist kun at kunne købes via nettet, eller hvis man kan få sin pladehøker til at importere den

Deep Purple dyrker 70er lyden:
Deep Purple: Infinite (Udgivet af Playground 7. april 2017) Anm. XXXXXX

(Indsat 7. april 2017) Med albums i bagagen som f. eks. ”In Rock” fra 1970, ”Machine Head” og ”Made in Jaoan” fra 1972 og ”Perfect Strangers” fra 1984 behøver den britiske hårdrockgruppe Deep Purple næppe nærmere introduktion. I parentes bør det også bemærkes, at DP sammen med Black Sabbath og Led Zeppelin var med til at definere hårdrockgenren. Og bedst, som man troede, at ”Now What”? Fra 2013, som udkom otte år efter Deep Purples næstsidste, så er de her i 2017 på banen med et nyt album, ”InFinite”.

Styr på virkemidlerne
Har de senere albums fra dem været af svingende karakter, så kan Deep Purple fans og mange andre glæde sig over, at de fra og med ”Now What?” igen har fået styr på virkemidlerne, bl. a. takket være produceren Bob Ezrins indsats med hvem de dokumenterer, at de igen ville skabe et kvalitetsprodukt.
Således også på ”InFinite”, deres 20. album, hvor de hylder 70er lyden med numre som ”All I Got Is You”, ”One Night In Vegas” og ”Johnny´s Band” udfra et usædvanlig højt kvalitetsniveau og nogle fængende arrangementer, og hvor man snildt også kunne have fremhævet lige så mange andre numre.

Mange musikalske forcer
Generelt har de skåret noget ned på de rigtigt hurtige numre, som det sig hør og bør for nogle aldrende herrer, der dog stadig har mange musikalske forcer at byde på som f. eks. deres lydmæssige tyngde, som igen tydeligt er frembragt af masser af jams. Det er selvfølgelig forsangeren Ian Gillan, der er i front, men som bliver godt fulgt op af keyboradspilleren Don Airey, bassisten Roger Glover, guitaristen Steve Morse og trommeslageren Ian Paice. Selv bedyrer de, at de i bund og grund er et instrumentalt jazzband, og hvis der havde været noget mere originalt og progressivt til stede i deres lydlandskaber, havde jeg givet dem fem stjerner, men de får fire stjerner. I princippet er det ligegyldigt, for enhver Deep Purple fan bør anskaffe sig også dette album, tungt og delikat, som det er.
 
Dylan videredyrker Sinatra:
Bob Dylan: Triplicate (Udgivet af Sony 31. marts) Anm. XXXXXX

Gennem hele sin karriere har Bob Dylan for langt det meste været en fornyelsens og en forandringens mester. Men så gik det fortolkningstrip i den, da den gamle excentriker først udgav ”Shadows in The Night”, baseret på Frank Sinatra klassikere, og det har tilsyneladende faldt så godt for ham, at han siden udgav ”Fallen Angels” og nu udgiver han som sit 37. album guddødemig en ny portion Sinatra fortolkninger via dobbeltalbummet ”Triplicate”.
Han formår at gøre melodier som ”As Time Goes By”, ”Braggin” og ”September Of My Years” unikke, men ellers så forfalder helheden i albummet til at svælge i pastichens blå skær, og som almindelig musiklytter er albummet trefjerdefor langt. Selv for Sinatra eller Dylan fans må det være for langt, måske en trediedel?
 
Han er Danmarks svar på Tom Waits:
Sylvester: Ama´r (Udgivet af Target Records 3. februar) Anm. XXXXXX

Bag udsagnet Ama´r gemmer der sig talemåden Ama´r, hvor den talende efter udtalen så fører fingeren hen over halsen, underforstået ”halshug”, underforstået, at man vil garantere, at det sagte var sandt. Tidligere dækkede ”halshug” over, at Amager for mange år siden blev brugt som offentligt henrettelsessted, når samfundet skulle straffe en misæder.

Morgenværtshusstemning
Det er denne talemåde, Leif Sylvester bruger som regi, når han i næsten 30 år ikke har spillet musik, men som til gengæld altid har haft forskellige instrumenter stående i sit atelier, når han var færdig med sit malerarbejde. Og rammen kunne sagtens være et morgenværtshus, hvor gæsterne har drukket nok til, at de tør åbne op for deres inderste, og åbenbare de røverhistorien, vi i virkeligheden alle har i os. I Sylvesters tilfælde er det hans barndom på Amager, han med sin vante evne til at vinkle hverdagens små og store situationer i tekster, levendegør.

Fortrolighed med skaberprocessen
På albummet er sangene ”Amar” og ”Amar Larm” af en sådan kaliber, at de vil høre til på ethvert avanceret værtshus´ jukeboks´ repertoire. Og musikalsk er de i al deres skramlethed og kantethed skruet sammen, så Tom Waits med garanti ville spidse ører, hvis han hørte dem, ligesom ”Amar” åbner kækt med nogle fikse Creedence –agtige guitarer. Albummet igennem emmer af Sylvesters fortrolighed med skaberprocessen, og det et tydeligt, at han får tryg bistand af både familie og venner:´i sit band Leif Sylvester Family and Friends. Som en inkarneret dansker har jeg tit ærgret mig over de engelske pubbers indhug i den engelske og irske sangskat, med ”Ama´r” tilkomst er der endelig et dansk udspil, man kunne dyrke.


Gamle Bowie nyheder: David Bowie: No Plan (Udgivet af Sony Music 10. januar) Anm. XXXXXX
Næsten på dato et år efter, David Bowie udgav sit sidste album, ”Black Star” den 8. januar 2016, kommer der en ny EP med ham, ”No Plan”. Den består af fire numre, ”Lazarus”, og så tre nyskevne, ”No Plan”, ”Killing A Little Time” og ”When I Met You”. ”Lazarus”, der handler om Blowies ego Thomas Newton fra filmen ”The Man Who Fell To Earth”, var dels med på ”Black Star”, dels som titel på en selvstændig udgivelse ”Lazarus” fra oktober 2016, indeholder den sigende sangtekst ”Look up here I´m in heaven ”, og som måske giver ekstra mening her efter hans død.

Frasorteringer
Ser man Bowies nyeste tidsmæssige kronologi igennem, så udgav han med ”The Next Day” sit 25. album, der således kom på gaden ti å efter hans forrige, mens hans sidste album, ”Blackstar” udkom blot tre dage før hans død. Det nye nummer, ”No Plan” er et af de frasorterede numre fra ”Black Star”, og denne frasorteringstendens gør sig desværre også gældende på de to sidste numre. Hvor ”Black Star” efter min mening hører til mellem Bowies fem bedste albums overhovedet, så er der et kvalitetsmæssigt fald ned til ”No Plan” helhed, men når det så er sagt, så hæver ”No Plan” sig alligevel betragteligt over musikmarkedets generelle kvalitetsniveau.

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk