Rocking Kolding / Oprør mod neonguden et essay om beat

Oprør mod neonguden et essay om beat

 Feature. I begyndelen af 70erne var Thorkild Bjørnvig: Oprør mod neonguden – et essay om beat en af de mest debatterede bøger 

(Indsat 27 05 19) Såvel jazzen som rocken er i perioder blevet erklæret døde. Bl. a. af den britiske og Oxforduddannede musikjournalist Paul Gambaccini, også kendt som ”the professor of pop”s ord.

Men den påstand blev senere dementeret i avisen Politiken, hvor musikforskeren Henrik Smith-Sivertsen siger, at “singlen er tilbage, mens resten er en ret kedsommelig omgang håndtydning.”
 
Genrens position i en mainstreampolitik
Andre nutidige forskere gør opmærksomme på, at nogle henvisninger til hitlister ved første øjekast forekommer at omhandle fakta udfra nogle unavngivne journalisters ikke definerede genrebegreber, men måles ud fra genrens position i en mainstreamoptik, hvor rock stort set altid defineres i modsætning til mainstream.

Disse emner indkredses af Thorkild Bjørnvigs essay om tressernes ungdomsoprør om beat og rock, kaldet ”Oprør mod neonguden,” – et essay om beat, og hvori en række sangtekster ”skulle være det samme som kunst”
– På en vis måde er påstande som disse den frigjorte rocks værste fjende, fortsætter Richard Goldstein fra en anden ende af debatskalaen i bogen ”The Poetry of Rock.” De gør den til en slave af en kunstig arv. Pop-revolutionen store vitalitet har været dens befrielse fra sådanne formbyrder.

Om at leve i nuet
Thorkild Bjørnvig filosoferer også over udtrykket om ”at leve i nuet” - Det kan være en tom og adspredt affære eller en fortættet og opfyldt. Man kan slå tiden ihjel eller skabe sansen for dens egenbærd. Det er på dette sidste punkt, beatgenerationen bl. a. har sat ind med 60’er-idealer som love, peace and understanding,

Bjørnvig giver Mick Jagger og Rolling Stones som et eksempel på, at Mick Jagger i sin stadig vildere og stedse mere inspirerede sangudfoldelse, søger tilflugt og usårlighed hos muserne og tilsidst at beherske situationen derudfra?
Han finder situationen forvirrende, fordi de til yderlighed har en både symbolsk og en praktisk side, så han synes ikke, det er sært, hvis meningerne om dem bliver stærkt modsigende, hvor der f. eks. kan være noget marsseillaisagtige over optakten til ”Street Fighting Mam.”
 
Efter Roskilde
Kort tid efter, min krop ikke længere kunne overkomme tre – fire dages reportagearbejde fra Roskilde Festivallen, følte jeg en vis lettelse for ikke at opleve den skræk- og euforiblandede fryd ved at blive ført med, når musikken gungrede deuda` og begejstringen gik i selvsving. Og hvor bevidstheden, fødderne lettede og man blev underlagt noget større end èn selv.
Et par år herefter skete det, der ikke måtte ske, nemlig hvor otte festivalgæster på Roskilde Festival omkom som følge skubberi foran Orange Scene, og hvorved den skæbnesvangre linje mellem henrykkelse og hensynsløshed, som er en af rockens mange modsætninger, krydseses.
 
Identitetskrise
Man talte om en identitetskrise, netop fordi festivallen Allerede i sit 1970-essay Oprør Mod Neonguden talte Thorkild Bjørnvig om rockens, dengang beat’ens, "dionysiske dobbelthed". Han filosoferede over, hvor kort der i rocken er fra dans og glæde til "ekstatisk-tilfældig" vold, for på den led ligner en rockkoncert et dionysisk ritual. Set i bagklogskabens klarlys kan det måske undre, at en ellers progressiv festival som Roskilde festival, ikke blev drevet ud i en identitetskrise, efter små 30 år som en tidsudfordrende platform for
Rocken har ellers altid handlet om liv og død. I den henseende nedstammer den i lige linje fra ungdomsdyrkende 1800-talsromantikere som Byron og Hölderlin. Og en af rockens sejeste myter er da også den om, at kunsten kræver sin mand.

Der er med andre ord uforudsigelige ting på spil, når musikken spiller op.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk