Film fokus / Rigtige kvinder vil have artfilm

Rigtige kvinder vil have artfilm

 
 "Mommy" var en af de mest markante artfilm fra i år, som et stort kvindeligt publikum har taget til sig
 
(opdateret artikel indsat 21 05 15) Næppe mange iagttagere af art cinema filmens situation havde set det komme, at det var en polsk sort hvid film, der foregår i begyndelsen af 60erne, og med en forældreløs 18 årig pige i hovedrollen, der skulle løbe med filmopmærksomheden i dette forår. Både som Oscar vinder for bedste udenlandske film, men også som en mega billetsælger ude i art cinema biograferne. Hovedpersonen i ”Ida” er vokset op i et katolsk kloster, men inden hun skal aflægge nonneløftet, insisterer priorinden på, at Ida skal besøge sin eneste slægtning. Det er en moster, som i sin egenskab af at være en enlig, alkoholiseret dommer, får Ida til at vakle mellem biblen og så bylivets fristelser i form af live-jazz og mandlige bekendtskaber.

Ida som kvindefilm

Denne film tog et stort kvindeligt publikum til sig. F. eks. Hanne, der med sin lederuddannelse indenfor skoleverdenen repræsenter det store segment at ressourcestærke kvinder i alderen 60 +, og for hvem, art cinema film med deres menneskestærke historier tendensbreder sig som en anden tsunami i deres evige søgen på livets store spørgsmål. En tendens, der også handler om disse kvinders hang til at indtage de fede jobs og leve storbylivet. F. eks. indenfor filmanmelderkorpset, hvor det er de unge kvinder, der har indtaget snart sagt alle betydelige jobs. Sammenholder man art cinema interessen med det mandlige publikum, så indtager kvinderne to tredjedel af publikum. Hanne har dog gået planken ud m.h.t. sin filminteresse, hvor hun i øvrigt med egne ord er en ”stor kulturforbruger”.

Art cinema i sit dna

Hun er nemlig også medstifter af den af Filminstituttet blåstemplede og af frivilligt drevne cinema biograf FILM6000 i Kolding, fordi hun tidligt kunne se, at hvis trekantsområdet skulle have en art cinema biograf, så skulle den være drevet af frivillige, simpelthen fordi hun og hendes medstiftere kunne se, at der ikke er økonomi i art cinema kulturen. På den måde er denne kultur hurtigt blevet til en del af hendes dna, og Hanne er lige som sine medsøstre lidt ligeglad med, om en film sælger billetter.

Skuldertræk overfor actionfilm

På samme måde har hun, efter at børnene for længst er fløjet fra reden, også kun skuldertræk til overs for de store biografers satsning på actionfilmen som kongen af filmkulturen. Eller for den sags skyld når de store biografer kritiserer den langhårede verden for, at en lille snes vinderfilm fra f. eks. Cannes Festivallen sandsynligvis sælger færre billetter en samme sæsons actionbrag. Hun er imidlertid bevidst om, at 
mesterværker ikke måles på antal solgte billetter, ligesom æstetiske landvindinger ikke kan puttes i popcornbægre udfra det dybe indtryk, en stærk og vigtig film afsætter.

Have aha oplevelser

Hun vil derimod underholdes. Hun vil have aha oplevelser, gribes dybt om hjertet, pirres i sin nysgerrighed eller en sjælden gang, irriteres provokerende. Hanne er underlagt den internationale tendens, der handler om, at samtidig med, at verden bliver mere og mere globaliseret, stiger informationsbehovet også for at fortælle om, hvordan dagligdagen leves i de mere fjerne egne af verden. Og hvor det for bare en håndfuld år siden afspejlede sig i, at der kun kom en art cinema film frem hver 14. dage, så kommer der i dag gennemsnitligt to frem hver uge.  

Grå hår i Filminstituttets hoved

Den markante fremkomst af art cinema film giver imidlertid branchen grå hår i hovedet. Det starter ved Filminstituttet, der fordi de yder økonomisk støtte til en række udvalgte art cinema biografer i landet, i princippet er disse biografers højeste myndighed, men som med fremkomsten af de mange film vakler med hvilke ben, de skal stå på, og især er i tvivl om, hvordan de skal definere, hvad en art cinema film er. Særlig meget hovedbrud giver det dem, når f. eks. en udpræget smal film som ”Ida” sælger så mange billetter, for er det så ikke en mainstreamfilm? Art cinema biograferne rammes med ekstra meget administrativt arbejde, samtidig med, at de hele tiden opfordrer Filminstituttet til at komme med nogle klare retningslinier for, hvilke film, de skal programsætte for fortsat at kunne få den støtte, de er afhængige af for i det hele taget at kunne eksistere.

Humanistiske og feministiske indgangsvinkler

Nogle af de mest væsentlige rendyrkede art cinema film for Hanne og hendes medsøstre hen over foråret og ind i forsommeren har kunnet spejle sig i eller ladet sig rive med af, har været ”Bjørn Afzelius – tusen bitar”, ”Korsvejen”, ”Party girl”, ”Sange fra en sigøjner” og ”Mommy”. Hver for sig har disse film haft den humanistiske og feministiske indgangsvinkel til et emne eller en historie, som ressourcestærke kvinder kan bruge som mental mad, enten som udgangspunkt til en diskussion i venindeflokken eller som indsigt i andre kulturers liv og færden.

Tørster efter ord og holdninger

For som den moderne kvinde, Hanne er, tørster hun efter ord og holdninger, og på den måde er hun nærmest blevet synonymt med art cinema filmens fremhersken, selv om den spiller en behersket rolle i virkelighedens verden
I denne sammenhæng bliver hun en ufrivillig medspiller i skismaet mellem filmkunst og konkurrence, også selvom seriøse filminstruktører gang på gang melder ud, at det er helt absurd at lade kunstværker konkurrere, er de nu alligevel ret glade, hvis de vinder en pris eller Hanne og hendes medsøstres gunst

 

  
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk