Artikler med brod / Selvhjælpsprojektets historie

Selvhjælpsprojektets historie

(bearbejdet artikel fra Koldingbogen 2006)  En god snak med venner, familie eller arbejdskammerater kan være livgivende. Men ryger man ind i problemer eller kriser, kan det være en fordel at tale med nogle ligesindede. Problemer eller kriser kan være alvorlig sygdom, pludselig ulykke eller tab, eller det kan være tab af arbejde, skilsmisse eller dødsfald.  Sidder man alene med disse ting, kan der gå kaos i tankerne. Men det kan tit hjælpe at få sat ord på sine tanker, og hvis venner eller familie ikke er nok, så findes der selvhjælpsgrupper overalt i landet. Selvhjælpsbegrebet, der blev født i Sdr. Bjert ved Kolding,  er troen på, at de fleste mennesker i krise kan bearbejde deres problemer, ved at møde andre, der står i samme livssituation. Selvhjælp er ikke professionel behandling, men muligheden for at sætte ord på sine tanker og dele sine erfaringer med andre.
 
Fra husholdning til selvhjælp

Selvhjælpsprojektet startede ved lidt af en tilfældighed ude i Sdr. Bjert. Den i dag afdøde Lisbeth Bonde Petersen, der senere blev Kolding Selvhjælps første leder, var lærer på Sdr.Bjert Centralskole, og da både hun og hendes mand Mogens Petersen (ligeledes afdød) var meget aktive, fik de via den lokale husholdningsforening, Sdr. Bjært og Sdr. Stenderup Husholdningsforening en lang række prominente foredragsholdere ud til Sdr. Bjert på et niveau, man på det tidspunkt ellers skulle helt til København for at finde tilsvarende. En af de mange foredragsholdere, som lod sig lokke til Centralskolen i Sdr. Bjert i vinteren 1986, var amtslæge Vagn Christensen fra Ringkøbing. 

Folk kan selv gøre noget for at forebygge sygdom

Han fortalte om sit syn på sundhedspolitikken frem til år 2000, hvor hans holdning var, at folk selv kunne gøre noget for at forebygge sygdom, bl. a. ved at danne "selvhjælpsgrupper". 

Efter aftenens foredrag henvendte en dame, der havde haft hjertestop, sig til Lisbeth Bonde Petersen og opfordrede hende og Husholdningsforeningen til at danne selvhjælpsgrupper, for hun ville gerne med i en sådan. Lisbeth Bonde Petersen spurgte Vagn Christensen, om det ville være forsvarligt at danne en selvhjælpsgruppe udfra kvindens behov, hvilket han svarede ”ja” til. 

Startede med 31 selvhjælpsgrupper

Så med en støtte fra Undervisningsministeriet på 150.000 kr, lykkedes det Foreningen at danne en 40 mands stor arbejdsgruppe fra fem kommuner i et fælles projekt, der bestod af 31 selvhjælpsgrupper, mens andre var på vej. 

Selvom det var Lisberth Bonde Petersen, der havde startet projektet, var det aldrig
kun hendes projekt. Det var en hjertesag for hende, og i sine dagsbogsnotater har hun bl.a. skrevet:

- Jeg taler i timevis med vildtfremmede mennesker, som jeg aldrig har truffet. Jeg hører om deres liv, og deres børn og børnebørn, sygdomme og sorg.

Jeg får knapt nok tid til at dyrke min egen familie". Om selve projektet skriver hun:
- Jeg bevæger mig mellem en sikker overbevisning om, at dette er et aktuelt og betydningsfuldt projekt, som vil få støtte og møde interesse til en følelse af, at jeg er bindegal, uden realitetssans og i sidste ende fuldstændig til grin" 

Om at se ting i et spejl

LBP skrev også:
- Man begynder at se ting i et spejl. Eller igennem en kikkerts forkerte linse, som fjerner oplevelsen af det, som sker, fra ens egen person, og man bliver den udenforstående
iagttager. Og er dog samtidig involveret med sjæl og sind og hjerteblod. En fuldstændig skizofren, men samtidig ganske forfriskende oplevelse".  
Efter at LBR i 1992 blev ansat som projektleder, skrev hun sådan:
- At mennesker giver sig i kast med sådan et projekt, kan dels være en følelse af forpligtelse, projektets betydning,
Men der kan sandelig også være personlige, private drivkræfter, hvor det er kolossalt spændende at starte noget, som ingen andre har lavet mage til før".

Selvhjælpsprojektets videreudvikling

Kort før Lisbeth Bonde Petersen døde af kræft i juni 2004, havde Grete Brink overtaget ledelsen af Kolding Selvhjælp, og hun blev erstattet af Ulla Knudsen, der i 2006 mente, at der i Kolding er 30 grupper i gang om året., og senere igen Jan Rørdam.
-  Når mennesker begynder at arbejde med sig selv, finder de ud af, at der opstår noget nyt. Det gør dem klogere på sig selv, og så er der egentlig ikke brug for at snakke med andre. 
- Men måske bliver man efterfølgende ivrig for at have nogen at være sammen med, nu hvor man har prøvet det. Da er det godt, at kunne spørge en anden f. eks: "Hvordan synes du, jeg er at være sammen med", og så få en tilbagemelding fra et fremmed menneske.
Det er noget andet, end hvis det bare er manden derhjemme, der siger, "det er nu
træls, at du gør rent altid"

Selvhjælpsgrupper og autoværksted

I 2006 havde foretog undertegnede et interview med Ulla Knudsen, der bl. A. sagde:
-  Mænd burde kunne gå hen på et særligt oprettet selvudviklingsværksted med deres ideer og tanker. Et sted i retning af et autoværksted, hvor man også kunne komme med sine praktiske problemer".Fra Kolding Selvhjælps egne grupper ved vi, hvor svært mænd har ved at sidde i rundkreds og holde mund, indtil det bliver deres tur, fordi de kommer i karambolage med deres mandighed, når de vil trænge igennem. Men et selvudviklingsværksted kunne jeg se som fremtidens sted for mænd".

Hvornår skal man ellers tilmelde sig selvhjælp?
- Hvis man går og bøvler med problemer omkring arbejde, privatliv, familie, ja, alt muligt, og som ikke bliver løst, så bør man komme forbi os. Det kan være svært at komme i gang, for man hører altid det værste, og så sammenligner man sig med nogen, der har det meget værre end én selv. Omvendt skal man ikke kun komme efter én gang i en gruppe og sige, at "det er ikke noget for mig". Man skal give det en chance nogle gange, og man skal være klar over, at man er der for sin egen skyld", sagde Ulla Knudsen.

 
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk