Arkiv / Tangoen som livsstil

Tangoen som livsstil

 Når tangoen bliver en livsstil (sammendrag af et par artikler, bragt i Elbo Bladet og Kolding Ugeavis i slutningen af 90erne)

At dans er hengivelse er en urgammel erkendelse. Men at hengivelser kan have så mange forskellige udtryk, er alligevel tankevækkede, for der er en verden og en kulturopfattelse til forskel på, om man headbanger til en heavyrockkoncert, eller om man skridter gulvet af i en tango. Efter at Sally Potters film The Tango Lesson ramte landet i 1997, satte den en masse debat i gang, hvis dønninger især ramte tangoskolernes medlemmer, der via filmen fik et fornyet syn på tangoen og dens væsen. Tangoen, der blev opfundet i Argentina i slutningen af 1800 tallet, da masser af immigranter fra Europa søgte lykken på den anden side af Atlanterhavet.

Boede i blikskure

Immigranterne boede i små blikskure, og tiden brugte de på at spille nogler af deres hjemlands traditionelle folkemusiksange, i hvilke der efterhånden sneg sig toner og rytmer fra Italien, Spanien, Tyskland og andre lande ind i musikken. De musikere, der ikke spillede, bevægede sig i takt med musikken, som de udbyggede med figurer og trin. Den har flere varianter, hvor den mest kendte nok er den argentinske tango, der ligesom flamencoen, den portugisiske fado, eller den nordiske folkemusik er båret af et melankolsk udtryk.

Hengivelser

Forskellen på hengivelsen til f. eks. en heavyrockkoncert eller en tango går også på, at man i heavyrocken dyrker selvudlevelsen og den egocentrerede ekstase, ligesom disciplinen og selvbeherskelsen får fuckfingeren, mens man i stedet dyrker de spontane og impulsive vrik og rystelser. Når man danser tango, befinder man sig i den decideret modsatte ende af opførselsskalaen, og hvor elegancen har en stor plads. Jeg ved godt, at det er sjældent, at man ser kvinder headbange sig gennem en heavyrockkoncert, men det må nu også være svært for en selvstændig kvinde at indordne sig under tangoens budskab, som handler om, at man skal overgive sig til sin partner og stole på, at han nok skal lede én på rette vej. Siges skal dog, at selv om det er manden, der afgør dansens forløb, er det kvinden, der afgør, hvor tæt, der skal danses,

Lidenskabelig dans

Da tangoen i forvejen er den mest lidenskabelige dans, er det tit sådan, at tangodansere i forvejen er par. Hos amatør - tangopar får man hurtigt vaner og uvaner sammen. Er man fortrolige sammen, kan det være ren ekstase at danse med hinanden, og den hengivne kvindelige danser kan opleve, at hvad hun lægger i dansen, får hun igen, hvad angår f. eks. glæde, intelligens, lidenskab og vrede. På den måde kan dansen blive en ting, der kan forandre kvinden. Lykkes man med dette forsøg, kan man ydermere grave sig dybere ned i dansens mange lag, hvorved dansen kan blive en rejse i menneskeforståelse og betydning.

Lyttende mand

Hvis dette skal lykkes for kvinde, kræver det nu også sin mand, for han skal kunne lytte og fornemme så meget af kvindens signaler og udstråling, at han ved, hvordan hun ønsker at blive ført. Omvendt kan man sommetider nå et punkt, hvor man kan myrde hinanden, især når ens partner ikke helt kan leve op til pardansens ambitionsniveau for intensitet. Uanset om man er par eller ej, er tangodansen en enestående mulighed for at udtrykke sig maksimalt fysisk og intimt, så det næste slår gnister, og som eller kun kan sammenlignes med de scenerier, der sker bag privatlivets nedrullede gardiner.

 

 

 

Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk