Ture tips / Tirpitz fra bunker til museum

Tirpitz fra bunker til museum

  (Pressefoto) I Tirpitz er det som at slentre rundt i scenografien til en film, samtidig med, at man hører den som radiohørespil eller som podcast.
 
(Indsat 25 05 19) Stedet er Blåvand, destinationen er museet Tirpitz og rammen er en af de mange bunkere, som vejr og vind siden anden Verdenskrig har kastet hulter til bulder på stranden, og hvor der mange steder stikker rustne jerndragere frem.
Bag en af disse betonbunkere åbner en sandklit sig i fire afdelinger og afslører et større underjordisk anlæg. Grebet synes hemmeligt, pirrende og fuldt af spændinger.
 
Kulturen under sandet
Øverst former naturen sig som et tæppe, som historie og kultur gemmer sig under og bryder op igennem, insisterende på at blive oplevet.
Museumsbygningen er formet som fire lodrette skår ind til et offentligt gårdrum.
”Forskydningen vækker éns nysgerrighed, og man må både træde ind i midten, hvor den åbner sig i et gårdrum, og op på taget for rigtig at få hold om grebet, skriver litteraturredaktør Karsten Ifversen i sin anmeldelse i Politiken, og fortsætter:
”De lodrette sider i skårene er klædt i glas, der giver et kig ind til museet, leder dagslys ned til de underjordiske gallerier og spejler væggene overfor, så de ellers fire enkle skår opleves myldrende.”
 
Tirpitz museet er tænkt og tegnet af Bjarke Ingels` tegnestue BIG, og de har løst opgaven fortrinligt, idet de har fået meget ud af det hemmelige, som de bogstaveligt har pakket op. Og det i en arkitektur, som angler efter at blive oplevet i legende bevægelse
 
Leg med vandet
Inde i det arkitektoniske univers gemmer sig også et museum, eller snarere fire museer, et ravmuseum, en lokalhistorisk udstilling og et rum til midlertidige udstillinger.
Men der bliver også leget med vandet, og i gulvet i et af museerne kan man se vandets gang, silende frem og tilbage i et sirligt mønster, der mindst er en dvæling værd, his man endda ikke vil bruge oplevelsen til en meditation.
 
Da Tirpitz blev opført i 1944 var det tanken, at bunkeren skulle rumme nogle kæmpekanoner, der skulle beskytte indsejlingen til Esbjerg havn, men kanonerne kom aldrig op, før krigen sluttede. Det gør, at der hersker en dommedagsagtig stemning.
 
Museet er godt klare over, at de fleste turister kommer på grund af strandene og naturen. Men her vil Tirpitz gerne fortælle dem, at lige under sandet ligger der tusindvis af fantastiske historier fra istiden, stenalderen, vikingetiden, middelalderen, og så videre, simpelthen en portion vesterjysk verdenshitorie
 
For alle aldersgrupper
Ellers er der satset på, at alle aldersgrupper skal kunne få noget ud af det, og de besøgende, som meget er børnefamilier, opholder sig længe på museet, så på det plan er udstillingerne lykkedes.
 
Op til besøget udstyres gæsterne med en lille modtager med højttaler, som åbner for en ny fortælling, hver gang man holder den hen til et fixpunkt. Og ikke sjældent bliver man nærmest blæst omkuld fra væggenes flerdimensionelle filmoplevelser.
I udstillingen ’En hær af beton’ tages der udgangspunkt i seks mennesker, der levede i området under Anden Verdenskrig. I en anden udstilling, ’Den skjulte vestkyst’, drejer det sig om områdets historie de seneste 40.000 år, strækkende sig fra mammutter over vikinger til masseturisme.
 
For yndere af dramatiske film
Inde i det største lokale kan man se fem minutters digital film, der opbygget af specialeffekter med film, bulder og brag i en form, der skal lokke yndere af dramafilm ind, eller et symfoniorkester, der skulle musicere til omgivelsernes stål, glas, træ og beton.
 
Museumsfolkene havde på forhånd diskuteret, om publikum var parate til historien om Danmarks besættelse, men med alt den vold og terror, der er i verden synes de at kunne lade sig gøre, for Tirpitz har haft nogle forrygende år.
Carl Riisgaard | 6000 Kolding  | carlriisgaard@stofanet.dk